søndag den 6. november 2011

Muskelbundtet Dennis og hans gamle mor


Den første håndfuld billeder fra det danske drama '10 timer til Paradis' er netop kommet online på Filmz.dk. Den er instrueret af Mads Matthiesen, som er spillefilmsdebutant men tidligere har gjort sig bemærket på diverse filmfestivaler med sine kortfilm - mest nævneværdig er 'Dennis', som '10 timer til Paradis' er en fortsættelse af. 

I begge film ser vi Kim Kold i rollen som den voksne bodybuilder Dennis, som endnu bor hjemme hos sin mor, spillet af Elsebeth Steentoft. Det meget tætte forhold mellem mor og barn gør det umuligt for Dennis at møde piger, da han altid føler skyld over ikke at være til stede. 
I '10 timer til Paradis' forsøger Dennis imidlertid at rejse udenfor landets grænser, til Thailand, for at søge kærligheden. 


Jeg glæder mig meget til filmen får premiere den 26. januar, og jeg håber inderligt den ikke bliver endnu én i rækken af smukke, små danske film, som flopper totalt ligesom Simon Stahos 'Magi i Luften' og 'Skyskraber'. Jeg opfordrer i hvert fald alle til at spendere en billet på '10 timer til Paradis'. 
Hvis du følger dette link til et af mine tidligere indlæg kan du faktisk se kortfilmen 'Dennis', og så kan du sikkert slet ikke lade være med at tage i biografen den 26. januar. 
Og så kan du iøvrigt se en anden af Mads Matthiesens smukke kortfilm, 'Cathrine', på Filmstriben.dk.  

Ingen kommentarer:

Send en kommentar