mandag den 30. august 2010

'Toy Story' fra Strandby

I lørdags besøgte Mejse, Arthur & jeg mine forældre i Himmerland. Dermed fik jeg mulighed for at tage billeder af de dele af min Toy Story-samling, som befinder sig deroppe.

Den mest bemærkelsesværdige ting fik jeg selvfølgelig ikke fotograferet. Omme bag en reol fyldt med tegneserier står en to meter høj Buzz Lightyear papstander, svarende til figuren på billedet ovenfor.

Jeg er nu også vældigt glad for denne store 3D-plastikplakat, hvor Buzz hiver Woody med ud mod det uendelige univers.
3D-effekten har naturligvis intet at gøre med sjove briller & Avatar-hovedpine, men referer blot til det faktum at 'Toy Story' er computeranimeret og dermed modelleret i tre dimensioner.
Plakaten er i perfekt stand.


Under trekvartsengen på mit gamle værelse er en stor bedroller med omkring hundrede Disney-film på VHS - deriblandt 'Toy Story' & 'Toy Story 2' samt spinoffen 'Buzz Lightyear fra Star Command: Eventyret begynder'.
I øvrigt har jeg en metalboks med samme for- & bagside som den første film. Mit gæt er, at man har kunnet købe videoen i denne boks i et begrænset oplag.

Derudover er der et par sodavandsbægere & en popcornsspand, en kop med scener fra filmen, en slasket Woody-nøglering, en sølvfarvet Buzz Lightyear-actionfigur, to hårde karakterbøger med bløde arme & ben, et par små stempler og...

... nogle figurer fra Burger King...


... samt en komplet samling af Happy Meal-legetøj fra 'Toy Story'...

... og 'Toy Story 2'.
På dette fotografi mangler én figur, som befinder sig oven på vores elskab hernede i Aarhus. Det er Mejses yndling, men det vil hun vist selv skrive lidt mere om på et tidspunkt.

torsdag den 26. august 2010

Traktortræk

Om to uger skal vi holde navnefest for Arthur, så vi er ved at skrive ønskeseddel - som altid på min mors (an)befaling. Jeg har fået gennemtrumfet denne traktortrækvogn fra Djeco...


Vi har den ude i vuggeren - næsten. Vognen er parkeret på Pindsvinestuen, landmandens hoved er havnet hos sommerfuglene, og der lægger en halv gris i fællesrummet.
Jeg har undret mig meget over denne tredelte trækanretning med to stolper på hver vogn og ikke mindst over de underligt formede klodser med hul i midten. Men efter jeg så legetøjet samlet i Salling gav det pludselig mening.

Udover at være skideflot, kombinerer traktoren mine to legetøjsfavoritter: klodser & puslespil. Ganske vist er det pusleri i den lette ende, men man skal jo også starte et sted.

... og så elsker jeg, at man kan samle den forkert. Jeg glæder mig allerede til at sætte koen bag rattet & give hønen et yver.

Legetøjet, der aldrig bliver glemt

'Toy Story 3' har Danmarkspremiere, og jeg har siddet hele aftenen og lappet anmeldelser i mig. Woddy & Buzz bliver overdynget med stjerner (og her taler jeg altså hverken om stjerner på sherifvesten eller dem ude fra det ydre rum), og filmen har allerede indtjent over én millard kroner.
En værdig afslutning på trilogien!

Pixar-folkene er gode til at fortælle historier. Men historien om selve Pixar er også rigtig god. Informations filmredaktør, Christian Mongaard, fik i går udgivet baggrundsartiklen Hvad Pixar gør, er altid det rigtige - og den er hermed anbefalet.

Jeg kan huske, jeg var inde at se den første 'Toy Story' i biografen for 15 år siden, og jeg elskede den. 2'eren fik jeg på VHS omkring udgivelsesdatoen, og så den igen & igen. Det er lige gået op for mig, hvor meget jeg egentlig har glædet mig til denne tredje film i serien.

Der er i løbet af det seneste år kommet en masse fedt merchandise på markedet, og jeg kommer helt sikkert til at skrive noget mere om 'Toy Story' i den nærmeste tid, men nu må det være nok for denne gang. Jeg skulle bare lige have min glæde ud!

Overskriften til dette indlæg har jeg i øvrigt tyvstjålet fra DRs kulturnyheder - jeg syntes, den var for fantastisk til ikke at blive genbrugt.

lørdag den 21. august 2010

De store sorte støvler

De bringer altid noget godt med sig! I går aftes var det for eksempel - udover Hans Lange & hans lange krop - 3,5 kilo friske blåmuslinger.

Vi er i den heldige situation, at Hans Lange elsker at lave mad men kun har et tekøkken med to kogeplader & ingen ovn. I stedet indtager han med jævnere & jævnere mellemrum vores faciliteter i Friskoparken og kreerer måltider til den store guldmedalje & et maximum af kokkehuer.
Det ka' vi godt li'!

Eneste krav fra Hans Langside er, at han ikke rører opvasken, så jeg skyller lidt af efterhånden og hjælper ellers til, hvor jeg kan. En lille øl. En god snak. Skøn måde at tilbringe aftenen på!


Som regel nyder vi en passende flaske vin, som Hans Lange selv har medbragt; i dette tilfælde en lækker Riesling. Da det var fredag i går, blev det til et par flasker mere, blandt andet en Chardonnay fra Gallo, som jeg købte et par flasker af på tilbud i Salling, da Hans Lange for en god måned siden lærte mig at lave hollandaisesauce. Hvidvinen var kølet godt ned, og den smagte fremragende!
Desuden købte jeg i går eftermiddags sherry, som Hans Lange elsker, og tilmed en flaske, jeg har haft kig på længe.

Proppen er udstyret med en lille hængelås & to små nøgler lidt a la dagbog. Jeg har givet Hans Lange den ene nøgle og selv beholdt den anden.

Hov, nu må jeg ikke glemme desserten.
Jeg nåede lige at smække en sur, sur, sur citronsorbet sammen, inden de store sorte støvler blev stillet på dørmåtten. Efter fem timer i fryseren med regelmæssig omrøring, var den perfekt - serveret med en lille sød skål friske bær & melon.

søndag den 15. august 2010

Så er der serveret!!!

Hvis jeg ikke havde lyst til burger før, så fik jeg det da efter Hausfrauen Julias indlæg: 'Saa er der serveret!' Derfor var der denne sene søndag aften ikke andet at gøre end at få bragt to gange 200 gram med en stor bakke pommes frites ud til Friskoparken.

Vi er altid lidt på herrens mark, når det kommer til den klassiske burger; bolle, bøf, ost & grønt samt masser af salte friturekartofler. Man kan få dem mange steder, men de er sjældent gode nok. Jeg laver dem selvfølgelig bedst selv, men det svage punkt er pomfritterne - de skal bare være grillbar!
Byens Burger i Thorvaldsensgade har, udover et fantastisk skilt over indgangen, et godt bud på en god burger - desværre er vi blevet skuffet en del gange, og det tager altid så pokkers lang tid.

I aften ringede en flink mand på døren ti minutter før aftalt med to skønne, smagfulde Burgere fra Byens.
Ummenum & guffeliguf!

Bladene rasler i Grønnegade

I dag, da jeg fik fri fra Thors Mølle, cyklede jeg direkte ind i Grønnegade, hvor Mejse & Arthur sad til fødselsdag hos Jesper Paakjær. Jeg ville gerne have nået at vaske lugten af bornholmsk rapsolie & sved væk, men det blev der ikke lige tid til.

Mens næsen måtte døjes, oplevede ørerne noget herligt omme i baggården bag Aldi, hvor arkitektens trøst strækker sig opad den flere meter høje murstensmur.

De flotte, stærke blade sagde en knirkende, prikkende, dryppende... ubestemmelig, men fantastisk lyd.
Det viste sig at være hundredevis af bittesmå, lysegrønne knopper, som i en lind strøm sprang fra blad til blad.

Enkelte endte sikkert i bladenes favn.

Mens andre landede pladask på de kolde fliser.
Kommer I forbi Grønnegade én af de nærmeste dage, så smut ind og hør bladene rasle.

Så kan I eventuelt også tage et kig på dette parkeringsskilt med blåhvaler på...

... og forklare mig, hvad der er meningen med det?!?

Wrapped in plastic

Jeg er begyndt at tage lidt weekendvagter ude på Thors Mølle igen - og det er altså hårdt! Hårdt også at skulle være væk fra den dejlige familie lørdag & søndag. Men Mejse forsikrer mig om, at de klarer sig fint & hygger sig herhjemme... hmmm... måske er det dét, der gør det så hårdt:)

I går blev Mejse så sendt i byen for at købe en gave til Jesper Paakjær, hvis fødselsdag vi skal til i dag. Det vil sige, Mejse skal til fødselsdag, og jeg kommer, når jeg er færdig på Møllen.
Vi var helt sikre på, hvad han skulle have, og på vej ud ad døren luftede jeg lige en enkel indpakningsidé for Mejse. Se engang hvad jeg kom hjem til:


... og nej, det er ikke en hamster, men derimod tredje sæson af den amerikanske tv-serie 'Dexter'.



Dexter Morgan arbejder til daglig som kriminaltekniker med speciale i blodspor... & har en hobby som koldblodig morder.
Det er hele serien kort fortalt, og den er fantastisk.
Hver gang Dexter er involveret i et mord på den ene eller den anden måde er der en skrækkelig masse plastik, gaffatape & - det siger sig selv - blod. Derfor den groteske, men morsomme indpakning... oven i købet i røde & hvide fødselsdagsfarver.

For at give en fornemmelse af stemningen viser jeg lige den smukke intro til 'Dexter':



lørdag den 14. august 2010

Ti 10ng om mig

Den kære Hausfrau, Julia, har bedt mig fortælle ti ting om mig selv og derefter sende bønnen videre til endnu seks bloggere.
Første del af legen, de ti indrømmelser, kommer her:

1. Jeg elsker zombiefilm og drømmer om selv en dag at lave en med titlen 'IKEA of the Dead'.
2. Jeg er et kæmpemæssigt tudefjæs - især når jeg ser film. Senest brød jeg totalt sammen til afslutningen på 'Lost' & et tilfældigt afsnit af 'Futurama'.
3. Én af forældrene i vuggestuen, hvor jeg arbejder, har kaldt mig "pædagogernes svar på Michael Jackson" - jeg er ikke helt sikker på, hvad han mente.
4. Jeg er flere gange blevet sammenlignet med Elijah Woods - hver gang af folk, som ikke engang vidste, hvor meget hår jeg har på fødderne.
5. Ét af mine højeste ønsker er en mere massiv skægvækst, så jeg kan gro Wolverine-bakkenbarter.
6. I 2007 var jeg blandt de sidste 16 ud af 800 til at blive optaget på Odense Teaterskole - i den forbindelse dansede jeg med Laura Christensen i to stive timer.
7. Mit største idol er skuespilleren Henrik Koefoed - det har han været, siden jeg var otte år gammel.
8. Min bedste ven hedder Jacob og er to år gammel.
9. I starten af 1. G så jeg et program med illusionisten David Blaine, som inspirerede mig til at gå på slankekur - på et år gik jeg fra 90 kilo til 60.
10. Jeg sidder ned, når jeg tisser - og spiller i øvrigt altid Snake, når jeg er på toilet.

Anden del, videresendelse af legen til seks andre bloggere, kommer her:
Hans Lange - Langeland - kom i juli måned med syv indrømmelser, men mangler stadig tre!
Morten Hede - HedeSpot - er jeg nødt til at holde i ørerne - ellers får han ikke skrevet noget!
Karen - Karen Klarbæks Verden - er allerede, uden held, blevet opfordret. Her er endnu én!
Malene - Malenes Hverdage - har et par gange været så sød at kommentere mine indlæg, men først nu har jeg kigget på hendes hyggelige blog - denne opfordring er min måde at sige undskyld på!
Mejse - Blåmejsen - kan sagtens finde på ti ting mere!
Julia - The Vintage Hausfrau - behøver ikke skrive ti nye, jeg vil blot opfordre alle til at se hendes første indrømmelser, fordi de er så flot sat op!

onsdag den 11. august 2010

Stor & stærk

Havregryn er billigt! Bortset fra gær & tomatpuré topper den klart indkøbslisten over 'mest til prisen'.
Havregryn er sundt! Teorier om omvendte madpyramider vælter ved Dommedag, når netop dette udsagn viser sig at være den ene af i alt to beskeder, som tilsammen udgør selve meningen med livet.*
Havregryn smager skønt! Sådan er dét bare.


Disse tre ting klinger godt, når man lige har købt for 10.000 kroner Mac, er på en slags konstant slankekur på grund af søde & salte tænder og i øvrigt elsker ting, som smager godt.

I mit barndomshjem har vi altid været af den overbevisning, at jo billigere havregrynene er, jo bedre smager de. Når min mor en sjælden gang har købt Urtekram eller OTA har min far, min lillebror, Mikkel, og jeg bedt hende om at fedte det ind til fuglemad i stedet. Kiloprisen på havregryn må max være 4.95!


Nu har jeg i et stykke tid købt mine egne havregryn, og jeg har trofast fulgt femkronersreglen, indtil jeg for nylig opdagede de grovvalsede gryn på Nettos hylder. Uhm, hvor smager de altså bare lækre!

Det er meget sjældent, jeg spiser havregryn alene med mælk. Oftest pepper jeg den lidt op med nødder, kerner, cornflakes, mørk chokolade, tørrede bær eller frisk frugt - gerne det hele på en gang. Så bliver det en rigtig god, frisklavet grov gourmetmüsli med masser af sødme & knas. Der er i det hele taget gode muligheder for variationer i kosten, når man af økonomiske årsager må spise havregryn morgen, middag & aften.
Vi har naturligvis også en dåse Nesquick stående, hvis der skulle være plads til lidt dessert...

*) Den anden besked er naturligvis: 'Daglig afspritning af hænderne i 85% alcogel er en rigtig dårlig idé!'

torsdag den 5. august 2010

Vild med 'Lillian'

Efter nogle mindre startproblemer med mit trådløse tastatur, er jeg for alvor kommet til at Mac'e!

Det første jeg gjorde var at hente en såkaldt 'widget' med DRs netradio. Den indeholder alle de kanaler, man også kan høre over DAB'en - her ligger de bare i en smart spilleliste på Skrivebordet.
Nu hører vi DR Jazz 24/7! Det er fantastisk stemningsfuldt som baggrundsmusik - men i går blev der altså skruet op, da jeg hørte Daimi synge sangen om 'Lillian'. Jeg er kæmpefan af Daimi og hendes lækre bløde & sprøde stemme. 'Lillian' havde jeg aldrig hørt før, men den er gået direkte ind under gåsehuden på mig.

I eftermiddag var jeg omkring iTunes for at købe sangen, og jeg har simpelthen været så fræk at lægge den ud på YouTube, så andre også kan få fornøjelsen.
Værsgo!

Tyveknægten fra Thisted

Inde i stuen, for enden af vores spisebord, hænger den første store ting, Mejse & jeg købte sammen.
Det var i en forholdsvis svær langdistancetid, mens Mejse stadig gik på Morsø Gymnasium, og jeg boede i Aarhus med min synlige ven, Sigurd.
På min chef fra Thors Mølles anbefaling, var Mejse & jeg taget til Thisted for at besøge hans fætters pølsevogn, Svend Burgerfri, på havnen lige ved siden af McDonald's!
I en baggård midt i Thisteds gågade fandt vi en Antik, som havde denne skønhed stående:

En 'Morskabsautomat'! Lige præcis så brugt & velholdt, som den skal være - med alle de originale letslidte & halvrustne dele. Den ser så harmløs ud, men i 1958, som er dens sidste godkendelsesdato var den et djævelsk værk.
25 øre var mange penge dengang, men det er det ikke i dag, og faktisk fulgte der en hel pose gamle mønter med - den virker nemlig stadig upåklageligt!


Ovenpå spillemaskinen står en gave fra Mejse; en lille retro-robot, som spiller på sin mekaniske tromme. Jeg synes, de udgør et perfekt par - ikke mindst på grund af farverne!


På radiatoren sidder én af de sjove Roomie dolls, som jeg har givet Mejse i gave. En voldsom politibetjent har vredet den ene hånd om på ryggen, så han ser enarmet ud, den stakkels tyveknægt;)
Kuglen & lænken fungerede som til/fra-kort på pakken, men har nu fundet plads omkring fangens ankel.

onsdag den 4. august 2010

Tak, tak, tak


Mejse har været i sådan et herligt rydde-op-og-ordne-småtingshumør de sidste par dage, hvilket passer mig fint, for jeg har siddet på & ved min flade - henholdsvis numsebag & Mac-skærm.
I dag har Mejse for eksempel hængt den Stormy Day op, som jeg var så heldig at vinde hos The Vintage Hausfrau for en lille måned siden. Eller faktisk fik jeg den foræret af søde Julia, fordi jeg er den eneste mand nogensinde, som har deltaget i hendes give-aways.
Tusind tak, Julia!

Den filtrede regnvejrssky passer perfekt over vores lille paraply-samling, som i øvrigt inkluderer to flotte Lisbeth Dahl-modeller med kvast, ét styk Mary Poppins-merchandise fra Broadway samt en fez-lignende postkasserød Ørkenens Sønner-parasol (også med kvast)

Jeg vil gerne benytte lejligheden til at sende endnu en tak.
Mit held i give-away'en samt et par flotte omtaler på The Vintage Hausfrau & Karen Klarbæks Verden har givet min side opmærksomhed i dette skønne kvindelige blognetværk. Det er jeg meget, meget glad for!
Tusind tak til Jer, som følger med i min blog - det er dejligt at vide, jeg har andre trofaste læsere end min mor.
Som jeg skriver i min profil, er jeg fra lige fra starten blevet inspireret af den positive & hjælpsomme stemning, som I alle lægger for dagen.

Lad mig citere en himmerlandsk barndomsvens tørre konstatering, da han besøgte Mejses & min lejlighed: "Du bor noget tøset!" ("Do bor nåå tøøøse!")*

En sidste tak vil jeg nu alligevel sende til min mor, fordi hun nok trods alt er min allerstørste fan.

*) Da jeg senere på dagen, besøgte hans fede, fede toværelses taglejlighed i ø-gaderne og blev mødt af en mur af dåseøl i entréen, et køkken med 37" fladskærm over håndvasken, en stor stue med sofa & DVD-reol som eneste møbler, et badeværelse med paperbacks i bunker & et helt rum... med vasketøj sagde jeg til ham: "Det kan godt ske, jeg bor tøset... men du bor godt nok også drenget!"

mandag den 2. august 2010

Den forbudne frugt

Det måtte jo ske før eller siden...


... og således blev det i dag, jeg købte den lækre Apple-computer, jeg i så lang tid har haft våde drømme om.

Nu behøver Mejse & jeg ikke altid at skulle skiftes til at få fingrene i tastaturet - vi kan oven i købet sidde sammen ved spisebordet med henholdsvis te & kaffe, PC & Mac!
Nu kan vi sidde i stuen om aftenen og se film på den 21,5 tommer store skærm med de udmærkede højtalere frem for at skulle skrue helt ned for lyd- & lysstyrken i soveværelset, så sønnike ikke vågner!
Det er så mange fordele ved min nye computer, jeg slet ikke kan overskue det endnu... men vigtigst af alt; jeg har en Mac, og den større end Morten Hedes!