torsdag den 24. november 2011

Årets første julefrokost


Jeg varmer lige op med en cognac, mens Mejse henter Arthur ved dagplejeren. Om to timer sidder jeg nemlig til årets første julefrokost. 
Sidder og sidder... faktisk står jeg i en bowlinghal i ildelugtende rød/blå lånesko og forsøger at finde de der tre huller, som mine fede fingre passer i uden alt dét omkring vejer for meget til mine tynde arme. Julefrokosten med mine medstuderende på kokkeskolen skal nemlig foregå på Bowl'n'Fun Viborg med billig kæmpebuffet og en times ta' kegler. 

Jeg varmer lige op med en cognac.

onsdag den 23. november 2011

Fandens til sammentræf


Vi har fået en opgørelse for vand og varme fra den lejlighed, vi boede i nede i Århus. Det er fandens god timing fra vores tidligere udlejers side, eftersom der kun er sølle to dage tilbage, før hans tre måneders varslingsperiode ophører. Havde vi modtaget brevet på fredag, var vi ifølge lejeloven ikke forpligtiget til at betale ham en eneste øre. Nu er beløbet heldigvis ikke kæmpe stort, men når han har vidst besked i snart tre måneder, hvorfor har han så ventet helt til den dyre, dyre decemberstart med at underrette os?!
Og apropos beløbet... 666 kroner.
Fandens til sammentræf!

Den sejeste skruetrækker, jeg har


Jeg er ikke den store handyman! Jeg er heller ikke den lille handyman... faktisk er jeg slet ingen handyman. Jeg har ganske vist en kasse med forskelligt værktøj i, men jeg aner knap nok, hvad redskaberne hedder endsige hvordan de benyttes. Det er muligvis den eneste samling i huset, jeg overhovedet ikke har lyst til at udvide eller får et kick af at tænke på. 
Måske lige med undtagelse af nyeste tilføjelse; en mini-bitte-lille skruetrækker, som fulgte med mit nye cykellygtesæt. 
Og ikke nok med at skruetrækkeren, som vistnok skal bruges ved batteriskiftning, er megasej - lygterne i sig selv ligner også noget fra en science fiction-film, og det kan vi jo godt lide!


tirsdag den 22. november 2011

Julemanden får kam til sit skæg



I år er julemanden ikke ene om at være langskægget, rar og klædt i rødt. Perfekt timet til julehandelen kommer Ramasjangs hr. Skæg, alias Mikkel Lomborg, nemlig med en ny cd.

Lige fra første gang jeg så 'Skæg med tal' på DR har jeg været totalt skudt i den skægge(de) Mikkel Lomborg, hvis energi og galskab er uforlignelig. Opfølgeren 'Skæg med bogstaver' var endnu bedre, ikke mindst på grund af den tilhørende cd med hele 31 nyskrevne sange; én for hvert bogstav i alfabetet plus to titelsange. Her havde Mikkel Lomborg selv haft meget mere at skulle have sagt i hele produktionsfasen, og alle sangene var også skrevet af ham i tæt samarbejde med Toke Reunert og Nikolaj Grandjean.
Nu er der så kommet et nyt album med titlen 'Hr. Skægs Store Drømme', og det er endnu engang Mikkel Lomborg selv og Toke Reunert, i denne sammenhæng kaldet hr. Overskæg, som har stået bag.


Albummets første nummer, 'Hr. Skægs sang om spørgsmål', er blevet smidt på YouTube som en teaser, og at dømme ud fra dén er den unikke musikalske stil fra 'Skæg med Bogstaver' bibeholdt. I forhold til de 31 bogstavsange er de 10 numre på 'Hr. Skægs Store Drømme' naturligvis noget længere, og indholdet virker også mere eftertænksomt. Jeg synes det fungerer fantastisk, og man er ikke et sekund i tvivl om, at sangene hører til i samme univers.




Soundtracket til 'Skæg med Bogstaver' har allerede solgt guld, og mon ikke den når op på platin i løbet af december måned? Jeg håber det, for alle burde unde sig selv at høre de fantastiske bogstavsange. I får lige en af dem her - den handler nemlig om hvor snart det, det er, at det er jul.


mandag den 21. november 2011

Lille Røde Traktor og Terroristen fra Guantanamo


Jeg har aldrig set 'Lille Røde Traktor', så jeg aner ikke, om den mørkglødede mand i orange kedeldragt på billedet herunder er en fast karakter, eller om han blot spiller en mindre rolle i denne bog med den fantastiske titel: 'Drama med lama'.
Under alle omstændigheder ligner han noget, der er stukket af fra Guantanamo.

fredag den 18. november 2011

Privatfrisør


Da jeg fyldte 25 for et par måneder siden, fik jeg, måske som bekendt, en masse kanel, både af Mejse og af mine forældre. Men jeg fik også noget andet af Mejse; nemlig et abonnement på Euroman, som er det blad jeg altid vælger, selvom frisørens tidsskriftholder byder på både Se & Hør og Anders And & Co.
Men nu får jeg det ind ad døren med posten, og abonnementgaven falder smukt sammen med, at jeg endelig har turdet blive klippet i bund med maskine af mine sergentlillebror, Mikkel. Så selvom jeg nu ikke skal besøge frisøren et stykke frem i tiden, kan jeg altså stadig få mit Euroman-fix.

Med det seneste nummer fulgte oven i købet det nye Eurowoman plus en smagspøve på Gevalias tungebrækkerkaffe: Abyssinian Dawn. En udmærket kop kaffe, som jeg dog aldrig ville forsøge at sige navnet på ti gange, hurtigt efter hinanden!

ºoº Vil du med ind i mit klubhus?


Arthur er begyndt at genkende figurer fra tegnefilm og bøger og nævne dem ved navn. Plys, Bob, Mulle, Bamse, Barbapapa og ikke mindst Mickey Mouse, som han er rigtig glad for. Jeg er spændt på, hvad han siger, når vi skal hjem til farmor og farfar i morgen - på mit gamle værelse står nemlig hele Disney-samlingen med tusindevis af figurer og bøger med den glade mus. Her i Viborg-lejligheden har vi også nogle enkelte Mickey Mouse-ting, blandt andet - kom jeg pludselig i tanker om i dag - et vaffeljern.

Det gav også anledning til at smage de syltede klementiner, jeg startede på i går. Jeg fulgte Camilla Plums opskrift, skar økologiske klementiner i kvarte og lagde dem i masser af sukker natten over. I dag kogte jeg dem så op i en gryde med vand, til de blev møre. 
Desværre smager de alt, alt for bittert, selvom jeg blancherede dem i går inden udskæring og tilberedning, som der stod man kunne gøre. 
Måske prøver at sylte nogle nye uden skræl. Hvis nogen har en knaldgod opskrift på syltede klementiner, hører jeg gerne fra Jer?!







fredag den 11. november 2011

Snehvide i fri fortolkning


Mange af de eventyr og historier, Disneys klassiske tegnefilm er baseret på har længe været no go for filmproducenterne. Men efter Disneys egen Tim Burton-instruerede gigasucces 'Alice in Wonderland' , er der flere projekter i gang, som tager de sukkersøde tegnefilm op til revision. Én af næste sommers store blockbusters bliver Universals Pictures' nyfortolknig af eventyret om Snehvide; 'Snow White and the Huntsman'. 
Og det bliver altså med ekstra tryk på ny
Det vil sige, jeg har aldrig rigtigt læst brødrene Grimms oprindelige historie, men der er i hvert fald en verden til forskel fra Disneys klassiker numero uno; 'Snow White and the Seven Dwarfs'. Og forskellen minder sjovt nok en del om dén mellem Disneys to 'Alice in Wonderland' fra henholdsvis 1951 og 2010.
Den første trailer til 'Snow White and the Huntsman' er netop kommet online: 



Ingen tvivl om, Universal Pictures håber at få gang i en fantasyfranchise - og efter planen skal 'Snow White and the Huntsman' da også være første del i en kommende trilogi. Jeg er dog spændt på at se hvor stor en succes filmen bliver. Der er umiddelbart meget vinterstemning over den i forhold til, at det skal være en sommerblockbuster. 
'Snow White and the Huntsman' har en fuldstændig vanvittig rolleliste. Kristen Stewart, som efter Twilight er blevet synonym med "hud så hvid som sne, læber så røde som blod og hår så sort som ibenholt" er et fint valg til rollen som Snehvide. Charlize Theron og Chris Hemsworth som den onde dronning og jægeren skal også nok blive godt.
Men prøv lige at tjek nogle af dværgene ud engang!
Ian McShane, Bob Hoskins, Toby Jones, Eddie Marsan, Ray Winstone og Nick Frost. Det kan da kun blive godt?!


Vin for alle pengene (med bearnaisesauce til)


I går var det Mortensaften, og på den århusianske restaurant Thors Mølle, hvor jeg har arbejdet som tjener i flere år, er det lig med travlhed udover det sædvanlige. Det er det arrangement, der tages allerflest gæster ind til, men alligevel er de 120-150 pladser revet væk, når aftenen oprinder.

Jeg har ikke haft mange arbejdsdage på Thors Mølle, siden vi fik Arthur, men da chefen spurgte, om jeg havde lyst til at servere tre-retters Mortensaftensmenu sagde jeg straks ja. For det kan godt være, Thors Mølle er et godt sted at gå ud at spise, men det er ingenting i forhold til, hvor skønt det er at servere maden derude. Og lige præcis på denne traditionsrige højtidsaften er Orangeriet, Pejsestuen og Skovstuen fyldt til bristepunktet med søde stamgæster, som smiler, hver gang man suser forbi deres bord, spørger interesseret til, hvad man laver til hverdag og joker dumt om, hvorfor man dog går så langsomt. For det gør man ikke!

Nå, men jeg fik serveret en hulens masse lækre menuer bestående af gravad laks, naturligvis and i midten og panna cotta plus det løse, og gik derfra i god tid til at nå det sidste tog mod Viborg. Med en hel kasse vin i armene. 
11 flasker for at være helt præcis! 
Et par hvide, Chablis og Sancerre, og en hel del rød, deriblandt tre flasker fra det fænomenale italienske hus Feudi di San Gregorio. Én af dem blev åbnet i aften til et rødt stykke kød med hjemmelavet bearnaisesauce og saltbagt knoldselleri*. 
Ummenum og guffeliguf!




*) Jeg har i flere år søgt efter en opskrift på denne lækre saltbagte knoldselleri, og minsandten om ikke Price-brødrene havde det på programmet på deres kødfri dag i sidste uge. Knoldsellerien indstøbes totalt i fugtigt køkkensalt, bages i ovnen ved 200°C, hakkes fri af indstøbningen og smager så fantastisk, at det slet ikke er til at tro ens egne løg.
Altså... smagsløg.

torsdag den 10. november 2011

Vinterdepression


Vinteren i sig selv er ikke deprimerende, men det er synet af seks tomme slush ice-haner udenfor Emmas sandwichbar i Viborg!

onsdag den 9. november 2011

Når genren defineres på plakaten


Da jeg for nylig så dvd-coveret til Jason Stathams nyeste actionfilm, 'Blitz', strejfede tanken mig, at den fuldstændigt lignede enhver anden Statham-film. Det sort-hvide tema krydret med den stærke orange farve signalerer, at her kan man få rå, højeksplosiv action uden alt det pis. Kombinationen ses blandt andet i 'Transporter'-serien, 'Crank'-serien, 'Death Race' og nu altså også 'Blitz'. 



Jeg ville egentlig ikke have skrevet om det på bloggen, da jeg synes, observationen var en anelse for tynd. Men så blev jeg pludselig i dag opmærksom på denne side, hvor man har udvalgt rigtigt mange genrefilmplakater og inddelt dem i 13 forskellige kategorier. Der er blandt andet en kategori kaldet 'Black/Orange', som naturligvis indeholder flere Statham-titler, men også en del Nicolas Cage og Bruce Willis samt 'Fast and Furious'.
Blandt de øvrige inddelinger findes også en anden actionkategori; 'Sexy Back (Most Likely to Contain Weaponry' samt den mere dramaorienterede 'Tiny People on the Beach, Giant Heads in the Clous'. 


Det er vældigt interessant at se, hvor meget genrefilmplakater efterligner hinanden i forsøget på at sende intertekstuelle signaler til vores underbevidsthed. I stedet for direkte at skrive: "Hvis du kunne lide den der film, vil du elske den her film" laver man bare en plakat, som er stort set magen til.
Jeg kan i øvrigt afsløre, at film med småfolk på stranden og store hoveder i horisonten ikke tiltaler mig det mindste. Som regel kan jeg godt lide filmene, når først jeg tager mig sammen, men for min skyld måtte de godt ændre dén plakatstandard.

Sådan spiser du en tiramisu


Tiramisu er nok den kage jeg holder mest af at lave - ikke mindst fordi jeg holder så meget af at spise den. 

Før jeg tog mod til første gang at lægge denne italienske lagkage sammen, var jeg af flere blevet advaret om hvor forsigtig jeg skulle være, hvor svært det var og så videre og så videre. Men jeg opdagede hurtigt, at det ingen sag er at lave tiramisu. 
Det er en meget enkel dessert, og så alligevel ikke. Udover fløde, sukker og kaffe, skal man bruge et par ting, man måske ikke normalt har til at stå i køkkenet; pasteuriserede æggeblommer, mascarpone, ladyfingers og hedvinen marsala - men osten og kiksene kan købes i så små pakker, at de akkurat passer til én kage og spiritusen kan holde sig lææænge. Tilbage er så kun æggeblommerne, men så har man jo en undskyldning for at lave bearnaisesauce, Ceasar salad, pariserbøf eller måske bare endnu mere tiramisu!
Den sidste ting der skal bruges er kakaopulver, og her kan jeg anbefale Valrhonas 100% kakao. Til meget andet er den alt for stærk, men lige præcis til tiramisu, som er en særligt fed og sød dessert, er den uovertruffen. Valrhonas Poudre de cacao kan købes i Magasin - den er lidt smådyr, men kan også holde længe.

Opskrift på tiramisu
3 æggeblommer, 3 spsk sukker, 250 g mascarpone, 2,5 dl piskefløde, Ladyfingers, kaffe, marsala, kakaopulver

Æggeblommerne piskes tykt med sukkeret, og mascarponen røres i. Flødes piskes stiv og røres derefter også i cremen.
10-16 Ladyfingers (antal afhængigt af skålens udformning) vendes hurtigt i afkølet, stærk kaffe og marsalavin. De skal ikke være gennemblødte, men blot fugtige på ydersiden.
Læg creme og kiks lagvist - start og slut med creme. Skal den serveres i en skål eller et fad, synes jeg det ser pænest ud, at cremen når helt op til kanten.
Lav tiramisuen nogle timer før servering eller eventuelt dagen forinden, og lad den stå køligt. Drys et dækkende lag kakaopulver henover kagen lige inden servering.