søndag den 27. februar 2011

Gyldne hindbær

I nat er det Oscar-nat, og årets bedste film hædres med den prestigefyldte Academy Award. Traditionen tro er en anden pris blevet uddelt i dén forbindelse, nemlig prisen for det værste bras i filmbranchen; The Golden Raspberry Award.


Eller Blot "Razzie"!

I år er det 31. gang, Razzie-prisen er blevet uddelt. Favoritterne var M. Night Shyamalans 'The Last Airbender' & tredje kapitel i Twilight-sagaen; 'Eclipse', som hver havde ni nomineringer. 
Den store "vinder" blev dog 'The Last Airbender' med titler som Værste Instruktør, Værste Manuskript, Værste Mandlige Birolle & sågar Værste Film. Den nye pris for Værste Misbrug af 3D gik også til Shyamalans tegneseriefilmatisering.

Derudover vil jeg nævne 'Sex and the City 2', som blandt andet fik prisen for Værste Kvindelige Hovedrolle, som de fire tøser pænt må deles om.
Jessica Alba er årets Værste Kvindelige Birolle - i samtlige film, hun har medvirket i.


Alle vinderne kan ses her.

Tre ukuleler i Bruuns Galleri

Vores gode ven Jesper Paakjær har dannet en ukuleletrio sammen med to af hans medstuderende fra Musikvidenskab. I dag gav de minikoncert i det søndagsåbne Bruuns Galleri.


De leverede en god time af deres lækre repertoire af moderne radiopop, klassiske Disneysange & kitschede 90'erhits fortolket på tre ukuleler med tilhørende herrestemmer. 

Jeg er kæmpefan af dem! De formår at tilegne sig en masse vidt forskellige numre ved hjælp af deres særlige stil & det sjove, lille strengeinstrument.
På hjemmesiden deoriginalekopier.dk kan man høre deres fem indspilninger, hvoraf mine klare favoritter er Bomfunk MCs 'Freestyler' & Ace of Bases 'All That She Wants'.
Sidstnævnte fås også i videoversion optaget i øvelokalet:



En del af deres optræden med 'All That She Wants' fra Bruuns Galleri er i øvrigt at finde på Facebook-siden.

lørdag den 19. februar 2011

ZOMBIEliv.blogspot.com

Jeg har i lang tid puslet med idéen om at lave en zombieblog, og nu er pusleriet omsider ovre. ZOMBIEliv er en realitet!


I perioder har jeg syntes, at SamlerLiv kom til at handle lidt for meget om zombier, så jeg har ønsket mig et sted, jeg kunne bruge til udelukkende at sprede det glade budskab om disse levende døde. 
ZOMBIEliv har samme grundlæggende idé som SamlerLiv - nemlig at jeg kun skriver positivt. Den er lavet af kærlighed til genren, og hvis der noget, jeg ikke kan lide, så lader jeg bare være med at nævne det.

Den hardcore zombiegenre har i mange år haft ry for at være for nørdet, men i de seneste par år er der sket en udvikling. 'Shaun of the Dead' og 'Zombieland' har fanget det almene publikum med en humoristisk vinkel i parodier fulde af kærlighed - og med AMCs drama 'The Walking Dead' har man for alvor fået øjnene op for mulighederne i denne dystopiske genre.
I noget tid har vampyrerne gjort sig bemærket i film og serier. Nu er det zombiernes tur! og 2011 bliver et godt år.

Jeg håber, I vil tage godt imod ZOMBIEliv.

tirsdag den 15. februar 2011

Bjørnene er løs i Danmark

Vinterferien er startet i det meste af landet og vanen tro, er der et par børnefilm på biografernes program. Eller man skulle måske snarere sige bjørnefilm.


To meget forskellige computeranimerede film med bjørne i hovedrollen kan netop nu ses i biografen; 'Den Kæmpestore Bjørn' & 'Yogi Bear'.


Den første er dansk, instrueret af spillefilmsdebutanten Esben Toft Jacobsen. I 2006 blev han uddannet fra filmskolens animationslinje med afgangsfilmen 'Drengen i kufferten', som handler om hvor svært det er at få en lillebror...


... når man er et pindsvin.
Siden har han arbejdet på kortfilmen 'Kiwi & Strit', som var en del af Anders Morgenthalers 'Carsten & Gittes filmballade'. 


'Drengen i kufferten' fik en special mention ved Berlinalen 2007 af juryen for børnefilmskategorien Generation Kplus. 'Den Kæmpestore Bjørn' kæmper disse dage i samme kategori om den eftertragtede Krystalbjørn.





'Yogi Bear' er naturligvis en filmatisering af Hanna-Barberas populære tegnefilmserie fra starten af 60'erne.


Filmen er ligesom 'Garfield', 'Alvin & the Chipmunks' & den kommende smølfefilm delvist computeranimeret.





Jeg er meget spændt på at se, hvad de danske familier vælger at indløse billet til!

mandag den 14. februar 2011

Arthur

Da vi for snart ni måneder siden valgte, at vores søn skulle hedde Arthur, var det blandt andet fordi, navnet har en stor referenceramme indenfor kulturen.
Kong Arthur er jo nok den, der oftest bliver nævnt - vi synes selv det royale twist er sjovt, eftersom sønnike fylder år samme dag som kronprinsen. Men der er mange andre Arthurer i bøger & film, som næsten alle har det tilfælles, at de er søde & rare.


På et af mine utallige daglige besøg på IMDB - The Internet Movie Database - blev jeg gjort opmærksom på endnu en Arthur. Dog en noget usympatisk én af slagsen.
Filmen 'Arthur' har premiere til april, og har den engelske komiker Russell Brand i titelrollen som en forkælet rigmandssøn. 




Helen Mirren, Jennifer Garner & Nick Nolte medvirker også, og filmen er 'Modern Family'-instruktøren, Jason Winers spillefilmsdebut.

Kort efter at have set traileren, fandt jeg ud af, det faktisk var en genindspilning af en komedie fra 1981 med Dudley Moore & Liza Minnelli. 
Den originale 'Arthur' skulle være ret morsom, men det skulle fortsættelsen 'Arthur 2 - One the Rocks' fra 1988 til gengæld ikke. De to hovedrollenindehavere vendte tilbage, men Liza Minnelli vandt en Golden Raspberry Award det år for værste skuespillerinde. 




Umiddelbart er der lavet en del om fra original til genindspilning. I 1981 var Arthur en drukkenbolt, men i dag er han, så vidt jeg kan vurdere, bare sinke. 
John Gielguds butler er blevet erstattet af en slags tilsynsværge spillet af Helen Mirren, som dog bærer det samme navn; Hobson. Det er nok fornuftigt ikke at konkurrere med Gielguds præstation, eftersom han vandt en Oscar for sin bedste mandlige birolle.


'Arthur' vandt også en Oscar for bedste sang. 'Best That You Can Do' af Christopher Cross er en rigtig 80'er-ting med saxofon, orgel & hele pibetøjet.





Derudover var Dudley Moore nomineret for bedste mandlige hovedrolle, og forfatterne for bedste originale manuskript.

Forårsfornemmelser

Selvom vejrguderne fortsat insisterer på snefnug & frostgrader, kan man i dag se frem til den første fornemmelser af forår. I hvert fald hvis man er romantisk anlagt.
I dag er den nemlig valentinsdag.

For første gang skal Mejse & jeg fejre valentinsdag. Eller; jeg skal fejre den for Mejse.
Det bliver ikke helt traditionelt med kort, blomster & fyldte chokolader i hjerteformede æsker.


Mine planer, som naturligvis er en overraskelse, involverer blandt andet et par cherry cokes & en klassisk italiensk opskrift fra Gorm Wiswehs fede, fede pizzabog, jeg fik i julegave af Mejse. 
Senere på aftenen, skal vi se en film, som passer til lejligheden - dog ikke ligefrem nogen Julia Roberts-feelgood-romcom. 
Jeg har købt et par gode plader chokolade, lidt vingummi i Sukkerstokken & noget rigtigt lækkert i Summerbird. Alt sammen med toner af kærlighed & romantik.
Og så måske jeg skal se, om jeg stadig kan lave hjerter i cappucinoskummen, som jeg lærte på Joe and the Juice i sin tid. 

lørdag den 12. februar 2011

Smovseri

I dag har jeg brugt Arthurs lure på at se den dokumentarfilm, som fulgte med seneste nummer af Filmmagasinet Ekko. Den dokumentariske udtryksform kræver altid lidt sammentagning fra min side, men jeg lokkede mig selv med Marie-kiks - at dømme efter dåsens vægt var der nemlig en lille kvart rulle tilbage.
Smovs!


Men bortset fra kiksekrummer & cellofan, var der intet spor af Marie.
Jeg fik til gengæld noget af en overraskelse, da jeg vendte dåsen i vejret, og en lille grøn gummifrø faldt ud i min hånd. 


Hvordan frøen er havnet der, og om den bliver til en rulle Mariekiks, hvis jeg kysser den, har jeg ingen anelse om. Jeg skyndte mig at lægge den tilbage og sætte filmen på. Pludselig var jeg meget glad for, det var en dokumentar, jeg skulle se. Jeg havde brug for et stykke håndgribeligt virkelighed at gribe fat i!


'Defamation' handler om antisemitisme i dag, særligt i Israel & USA, hvor langt de fleste jøder opholder sig. Filmens instruktør, Yoav Shamir, der selv er israelsk jøde, sætter spørgsmålstegn ved, hvorvidt antisemitisme eksisterer i så voldsom en grad som mange påstår, og kritiserer sit folk for ikke at give slip på fortidens rædsler og i stedet leve i nutiden med blikket rettet fremad.

Det er en tankevækkende historie, som Yoav Shamir formår at fortælle med en modigt glimt i øjet - et øje med særligt blik for den foruroligende, men morsomme dobbeltmoral, som alt for ofte kommer til udtryk. 





Filmen er som sagt en læsergave fra Ekko, og som sædvanlig formår magasinet at skabe debat. I starten af januar kunne man læse en artikel på Ekkos hjemmeside, som fortalte, hvordan DR2, som sammen med Det Danske Filminstitut har støttet 'Defamation', har ladet filmen samle støv i to år, mens masser af festivaler & tv-kanaler over hele verden har vist den. DR2 mener, filmen er misvisende.
I den forgangne måned har Ekko bragt interviews med filmens danske producer, Karoline Leth, og Yoav Shamir, og det hele er så mundet ud i denne provokerende dvd-udgivelse. Hele serien kan findes på ekkofilm.dk.
Imidlertid har Danmarks Radio lovet at sende 'Defamation' til april - dog med et advarselsskilt inden filmens begyndelse.
Den kan også findes på YouTube i ti dele med engelske undertekster - men uden advarselsskilt.

fredag den 11. februar 2011

Jeg havde nok ikke regnet med, det var en gyser, jeg skulle se

Hvis først jeg bestemmer mig for det, kan jeg blive frygteligt revet med af en film. Jeg tager mig til hovedet, holder mig for øjnene, bider negle, stamper i gulvet & gisper ved det mindste chok. 
I går, da rulleteksterne til 'Black Swan' begyndte & loftlyset langsomt tændtes, sagde den fremmede dame i biografsædet ved siden af kækt til mig: "Du havde nok ikke regnet med, det var en gyser, du skulle se?!"


Det er efterhånden to uger siden, 'Black Swan' havde premiere, så jeg var meget imponeret over en næsten fyldt sal i BioCity. Den megen snak under reklamer & trailershows afslørede et publikum bestående næsten udelukkende af piger. Jeg er heller ikke sikker på, de alle sammen havde regnet med, det var en gyser, de skulle se.


Stort set alle anmeldere har kommenteret instruktøren Darren Aronofskys spring fra den grove 'The Wrestler' med slidte, pumpede Mickey Rourke i hovedrollen, til 'Black Swan' med bløde, radmagre Natalie Portman. 
Den ene film er brun & grumset, mens den anden er sort/hvid & ren. Umiddelbart er de vidt forskellige, men de spiller alligevel sammen. 
De skildrer en wrestlers & en ballerinas ekstreme udvikling, henholdsvis efter & før et stort gennembrud. Begge ender på samme katastrofale, men nødvendige, måde. 


Sjovt nok ender 'Black Swan' som den mest maskuline film, efterhånden som den uskyldige ballerina Nina opdager sine mørke sider, så hun kan udfylde hele hovedrollen i 'Svanesøen'.
I 'The Wrestler' tvinges Randy 'The Ram' Robinson væk fra ringen på grund af svigtende helbred, og han forsøger desperat at skabe et almindeligt liv & genvinde sin datters kærlighed.
De to film lokker forskellige målgrupper i biografen, men leverer egentlig noget helt andet end forventet.
Men takket være den grove æstetik i 'The Wrestler' glider dramaet lettere ned, og på samme måde med den fine 'Black Swan', som faktisk er rendyrket gys med torturporno en 'Saw'-film værdig.
Kald mig bare fordomsfuld, men det tror jeg altså ikke, alle pigerne i BioCity havde regnet med, de skulle se.

'Black Swan' er i dén grad seværdig for alle, og jeg kan anbefale, at man ser 'The Wrestler' enten før eller efter. Dén kan købes for sølle 25 kroner i Stereo Studio.

lørdag den 5. februar 2011

Den ene hånd må ikke vide, hvad den anden gør

Jeg har lige stået og pisket æg & sukker sammen i tyve stive minutter, for Mejse holder fødselsdag for Anita, Paakjær & Morten Hede i morgen, and there will be lagkage. Jeg har for første gang selv lavet bunden, og det er gået forrygende... det var bare ekstremt kedeligt. 
Heldigvis kunne det klares med én hånd, mens den anden strejfede lidt omkring.


Den smuttede blandt andet op forbi køkkenskabet efter et brev Nescafé Ice Coffee; et pulver, man blander op med mælk lidt ligesom Nesquick - bare med en snert af kaffe. 


Jeg lærte Nescafé Ice Coffee at kende, da jeg gik på gymnasiet og fik en smagsprøve, som jeg elskede. Tilsyneladende var jeg dog den eneste, der gjorde dét, for jeg samlede en pæn bunke ind fra kammeraterne. 
Jeg fik også Mejses, og her fem år efter er det faktisk også hende der har været så sød at give mig en hel æske.

fredag den 4. februar 2011

I rummet finder man det sidste skrig

Hvad har Hoptimisterne, Steltonkanden & Bodumkrus til fælles? Udover det er dansk design, altså! 
De har alle tre en fremtrædende rolle i Alien-franchisen.


Jeg har netop genset de fire Alien-film, og som altid var det med stor fornøjelse. Især de to første, som henholdsvis Ridley Scott & James Cameron stod bag, kan jeg se igen & igen.
Denne gang så jeg dog noget, jeg aldrig har lagt mærke til før.


I allerførste scene i 'Alien' panorerer kameraet rundt i et totalt tomt Nostromo - alle passagererne sover deres søde hypersøvn. 
Det eneste, der faktisk bevæger sig er tre små Hoptimister, som vipper på instrumentbrættet.


Senere i filmen ser man igen en flok glade Hoptimister, som hængende fra loftet irriterer Ian Holms karakter midt i hans vanvidsscene.


I efterfølgeren 'Aliens' er Sigourney Weavers karakter, Ellen Ripley, blevet vækket af sin hypersøvn 57 år ude i fremtiden. Også her er det tidløse danske design at finde. I den lejlighed, Ripley får stillet til rådighed, står der således en Steltonkande midt på køkkenbordet.


Og i David Finchers 'Alien 3' drikker fængselsvogteren Harold Andrews & lægen Clemens café au lait af Bodums termoglas.

torsdag den 3. februar 2011

Utroligt så lidt der skal til

Lysten til bloggeri er forsvundet for tiden...


... men jeg kan ikke lade være med at vise Jer, hvad jeg fandt i min faste månedlige tur rundt på Laserdiskens nyhedssider.


Da jeg så først havde set denne titel, kunne jeg ikke lade være med at smågrine af 'Brandmand Sam for fuld udrykning', 'Brandmand Sam i sneen', 'Brandmand Sam på arbejde' & 'Brandmand Sam i en god sags tjeneste'.
Det er utroligt så lidt der skal til.

tirsdag den 1. februar 2011

Bare det var mig

Den gennemsnitlige amerikaner spiser 1500 peanutbutter & jam-sandwiches, inden han eller hun har bestået high school.
Jeg har kun ét at sige: Bare det var mig!

Jeg opdagede desværre jordnøddesmøren alt for sent. Det er først indenfor det seneste år, Mejse & jeg har købt et glas af Søstrene Grenes økologiske crunchy slags, men siden er det blevet til mange, mange.

Jeg tror, første gang jeg hørte om fænomenet var i Disney-serien Rap Sjak, i et afsnit hvor Andersines kæleleguan, Nuller, bliver offer for en gal videnskabsmands vanvittige eksperimenter. Med en maskine drevet af jordnøddesmør forvandler han Nuller til en blanding mellem Godzilla & King Kong.


Rip, Rap & Rup regner ud, at syltetøj må kunne vende transformationen. Og ganske rigtigt.





Jeg husker tydeligt replikken: "Syltetøj & jordnøddesmør er naturlige modsætninger. Hvilket er grunden til, det smager så utroligt godt sammen i en sandwich!"


'The Island of Not So Nice' ligger i øvrigt på YouTube - ligesom resten af seriens 38 afsnit.