mandag den 20. september 2010

Håndvåben i forkerte hænder

Every bullet leaves a trail!

Sådan lyder taglinen på den dvd, jeg købte hos Grønhøjs Strand-købmand i sidste uge, som inspirererede mig til endelig for alvor at skrive om min helt store passion: levende billeder.
I dette indlæg anbefaler jeg fire film & serier, hvor våben spiller så stor en rolle, at de bliver omdrejningspunkt for hele handlingen.

Filmen, jeg købte, mens vi var i sommerhus hedder 'Running Scared'. En tempofyldt, rå film, som overraskede mig positivt med mange spændende scener.
Paul Walker spiller rollen som Joey Gazelle; højre hånd for en New Jersey-drugdealer med forbindelser til mafiaen. Han skal sørge for at skaffe brugte håndvåben af vejen, men i stedet gemmer han dem alle i sin kælder af årsager, som ikke skal afsløres her. Den russiske nabodreng, Oleg, stjæler en af pistolerne for at skyde sin stedfar, og stikker derefter af udi byens farlige natteliv. Med politiet & den samlede mafia i hælene, forsøger Joey nu at skaffe våbnet tilbage, men det skifter hele tiden skumle hænder.
'Running Scared' følger dels Joey, dels den stakkels Oleg, som havner i ludere, alfonser & perverse, pædofile legemorderes dårlige selskab.

Her følger én af filmens første, flotteste & mest voldsomme scener, som udover vigtige karakterer også introducerer dén pistol, som sætter gang i handlingen.


Den lidt uhyggelige slutsekvens i en UV-oplyst ishockeyhal afslører i øvrigt et twist, som gav mig gedigen hjertebanken i filmens sidste minutter.

-----

Robert Altman har et imponerende cv som instruktør & producer. Men bortset fra 'Gosford Park', som var en del af pensum på Engelsk Højniveau, har jeg aldrig set hans værker. Indtil nu.
Dette indlæg har været en oplagt lejlighed til at få set miniserien 'Gun' fra 1997, som jeg engang har købt for en 20'er.


Udover én pistol og dens dramatiske indvirkning på en række personers liv har seriens seks afsnit intet tilfælles. De har hver sin selvstændige handling, stjernebesatte rolleliste & instruktør, hvoraf Robert Altman er den ene.
Første afsnit, 'The Shot', er min klare favorit. Daniel Stern - den høje tyv fra 'Alene Hjemme' - spiller en talent- & arbejdsløs skuespiller, som kalder statistroller for cameos og sidespring for method acting. Efter omsider at have givet sin drøm op, får han pludselig sin store chance - sitshot.
Udover at være seriens mest humoristiske sjettedel, er det faktisk også den mest udfordrende episode for seeren både visuelt & historiemæssigt.

-----

Mens jeg boede på kollegium på Mors, så jeg et afsnit af serien Alfred Hitchcock Presents på DR2. Det hed 'Bang! You're Dead' og handler om den seks-årige Jackie, som finder en uladt revolver & nogle patroner i sin onkels taske. Først sigter & affyrer han en fuser mod sin mor, og herefter går han ud i byen og leger cowboy. Efterhånden får han fyldt seksløberen med patroner, så det der starter som russisk roulette ender med den visse død for stuepigen, hvis ikke forældrene & onklen stopper Jackie...


'Bang! You're Dead' stammer fra seriens syvende sæson, og var faktisk det sidste afsnit, Hitchcock selv instruerede.
Jeg fik første sæson af Alfred Hitchcock Presents i fødselsdagsgave af Morten Hede, og med 16 timers suspense fordelt på 39 episoder er der noget at tage fat på - jeg glæder mig til at komme i gang.

-----

Jeg vil slutte af med at vise de første minutter af 'Lord of War' med Nicolas Cage i en af sine rigtigt gode roller som samvittighedsløs våbenhandler. Jeg fik dvd'en af Lovefilm.dk, da jeg i en periode var medlem af deres online udlejningsservice.


I filmens første indstilling zoomes ind på en cigaretrygende Cage, som med patroner til sokkeholderne tørt konstaterer: "There are over 550 million firearms in worldwide circulation. That's one firearm for every twelve people on the planet. The only question is: How do we arm the other 11?"
Herefter følger denne opfindsomme, men ret morbide intro:

Ingen kommentarer:

Send en kommentar