torsdag den 5. august 2010

Tyveknægten fra Thisted

Inde i stuen, for enden af vores spisebord, hænger den første store ting, Mejse & jeg købte sammen.
Det var i en forholdsvis svær langdistancetid, mens Mejse stadig gik på Morsø Gymnasium, og jeg boede i Aarhus med min synlige ven, Sigurd.
På min chef fra Thors Mølles anbefaling, var Mejse & jeg taget til Thisted for at besøge hans fætters pølsevogn, Svend Burgerfri, på havnen lige ved siden af McDonald's!
I en baggård midt i Thisteds gågade fandt vi en Antik, som havde denne skønhed stående:

En 'Morskabsautomat'! Lige præcis så brugt & velholdt, som den skal være - med alle de originale letslidte & halvrustne dele. Den ser så harmløs ud, men i 1958, som er dens sidste godkendelsesdato var den et djævelsk værk.
25 øre var mange penge dengang, men det er det ikke i dag, og faktisk fulgte der en hel pose gamle mønter med - den virker nemlig stadig upåklageligt!


Ovenpå spillemaskinen står en gave fra Mejse; en lille retro-robot, som spiller på sin mekaniske tromme. Jeg synes, de udgør et perfekt par - ikke mindst på grund af farverne!


På radiatoren sidder én af de sjove Roomie dolls, som jeg har givet Mejse i gave. En voldsom politibetjent har vredet den ene hånd om på ryggen, så han ser enarmet ud, den stakkels tyveknægt;)
Kuglen & lænken fungerede som til/fra-kort på pakken, men har nu fundet plads omkring fangens ankel.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar