søndag den 5. december 2010

Jul i Andeby & Strandby

Sneen falder hurtigt & tungt heroppe i Himmerland, og vi håber lidt, den når op til tagrenden, inden vi skal til Aarhus igen senere på dagen.
Det kunne være skønt at tilbringe de næste decemberdage i Strandby, hvor sneen får lov at lægge urørt, og ingen varme fra fabriksskorstene eller lejlighedskomplekser smelter den til sjasket ukendelighed.

Varmen i mine forældres hus kommer fra den dejlige brændeovn, og selvfølgelig er der masser af juleri i min Disney-samling - så vi skal nok få tiden til at gå.

Engang blev der udgivet bunker af Disney-serier op mod jul. Udover de faste Anders And-blade & Jumbobøger, var der den årlige Guldbog med Carl Barks-historier, flotte one-shots hvis en karakter havde jubilæum, lommehæftet Mandelgaven, hardback-bogen Fra alle os til alle Jer og så videre.

Den udgivelse, som holdt kortest tid var En god gammel årgang med et udvalg af Al Taliaferros mange, opfindsomme avisstriber. Hæftet udkom i julen 1998, 1999 & 2000, men egentlig havde ingen af historierne noget med jul at gøre. Der var heller ikke, som titlen kunne indikere, nogen sammenhæng med kalenderåret.
Så var der mere mening med den ti år ældre En daglig dosis som i fire tykkere paperbacks samlede striberne fra 1938-1941.

Fra alle os til alle Jer har samme format som en Jumbobog og indeholder også primært italiensk materiale. Serierne udgives overalt i Europa, så det er til tider en mærkelig blanding af forskellige landes juletraditioner - men det er også med til at gøre netop denne bog til en særlig oplevelse.
I år er nummer 17 udkommet, men jeg har desværre kun de første 14 - måske jeg skal et smut omkring Bogshoppen, når vi kommer hjem til Aarhus.


Fra 1961 til 2000 var Mandelgaven en fast tradition fra Serieforlaget. På billedet herover ses 33 af de i alt 40 udgivne hæfter - de fleste af mine er købt brugt i Læsehesten i Aalborg.
Mandelgaven indeholdt historier i stil med dem fra Anders And & Co. - men selvfølgelig altid med et gennemført juletema.


Midt i 60'erne fik Mandelgaven dobbeltomslag, således at forsiden & bagsiden var én stor illustration. Forsiden kunne dog som regel også stå alene.
Denne detalje fortsatte frem til sidste hæfte.

Et årligt højdepunkt for mange i 90'erne var Guldbogen, som indeholdt udvalgte historier af Den Gode Tegner; Carl Barks. Han har skrevet et stort antal julehistorier, og flere af dem er inkluderet i denne udgivelse.
Guldbogen er siden blevet erstattet af Carl Barks' Samlede Værker, som selvsagt er komplet - også hvad angår julehistorier.

I dag er de fleste af disse udgivelser blevet annulleret, men så må man jo genlæse de gode, gamle historier. Det er måske i virkeligheden også mere i julens traditionsrige ånd.

1 kommentar:

KrudtuglensMor sagde ...

Hej jesper!

Tusind tak for rosen :) Vi er rigtig glade for det, men glæder os til at få det skrummel af en sofa væk fra vægmaleriet! Ligenu bruger vi nemlig Lunas værelse som opholdsstue, mens gulvet bliver lagt i stuen!

Apropos Anders And - så har jeg tænkt på din blog hver gang at jeg er gået forbi denne uges Anders And blad... Forsiden mindede mig bare rigtig meget om Mikkel Lomborg, og det var først da du skrev indlægget om at det var Anders Lund Madsen at det gik op for mig at det IKKE skulle forestille Hr. Skæg :)

Send en kommentar