Viser opslag med etiketten Narnia. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Narnia. Vis alle opslag

søndag den 4. marts 2012

Wauv, for en Narnia-boks


C. S. Lewis' Narnia-bøger er et må-ha' i bogreolen, og jeg glæder mig, glæder mig til at læse dem sammen med Arthur. Jeg har så småt fået startet en samling af nogle flotte danske udgaver, og selvom jeg egentlig ikke have tænkt mig også at eje dem på originalsproget, tror jeg nu, jeg er nødt til det. Se bare denne fantastiske boks, som indeholder genoptryk af de allerførste Narnia-udgivelser. 

På nederste billede kan I se en velbevaret, komplet samling af de originale bøger fra 50'erne, til salg på Bauman Rare Books. Pris: 49.000 dollars!!!
Genoptrykket koster 500 kroner i Bog & idé, Bruuns Galleri.


torsdag den 3. november 2011

Mere Paddington og Narnia


Så er der allerede kommet nyt læsestof til Paddington- og Narnia-samlingen, som jeg skrev om for blot et par uger siden. Begge samlinger befinder sig lige nu på det et spændende stadie mellem påbegyndt og kompletteret - et stadie, som jeg er begyndt at sætte mere og mere pris på. Førhen ville jeg have søgt nettet tyndt for at få samlingerne komplette, men nu tror jeg bare, jeg vil nyde spændingen og se, om de manglende bøger ikke skulle dukke op af sig selv.

Michael Bonds fjerde bog om den forældreløse bjørn Paddington, denne gang 'i Udlandet', fandt jeg såmænd her i Viborg i den herlige Kjærs Boghandel & Antikvariat, som altid er et besøg værd. Den er fyldt med både nyt og gammelt, som for det meste sælges for en slik - selv nye udgivelse er ofte billigere end andre steder. 'Paddington i Udlandet' fandt jeg til by-night, hvor der var 50% på alt i butikken.
C. S. Lewis første Narnia-bog 'Troldmandens nevø' fandt jeg i efterårsferien, i en genbrugsbutik i Hjørring. Den er lidt anderledes end 'Prins Caspian', som jeg fandt på papfabrikken, fordi den er paperback og i øvrigt udgivet på et andet forlag - men det flotte omslag og illustrationerne er i samme stil, og den dygtige oversætter Niels Søndergård, er også den samme.



lørdag den 15. oktober 2011

Læsestof fra papfabrikken


Kan du den papfabrik praktikanten Thomas Skov fra Det Nye Talkshow besøgte som straf for sit skilt i 'Vild med Dans'? Den papfabrik har vi besøgt i dag - af egen fri vilje i øvrigt. 


Det har været en helt fantastisk efterårslørdag! Jeg elsker oktober, når bladene så småt begynder at knække løs af træernes grene, og kulden trækker ind over landet, samtidig med at der stadig er masser af solskin. Perfekt vejr til en udflugt!
Turen gik som sagt til Bruunshåb Gl. Papfabrik, som ligger lidt udenfor Viborg i meget smukke omgivelser. Fabrikken fungerer som museum, men den producerer stadig pap og i dag kørte de ældgamle maskiner på højtryk. Rundt i værkstedet stod store vogne med tilbudsaviser og brugte bøger, som jeg egentlig gerne ville have kigget igennem, inden siderne de blev blødt op og stivnet af til store papstykker. De ansatte havde dog været så flinke at vælge en reolfuld titler fra, som man måtte hugge af - og umiddelbart fejler deres dømmekraft nu heller ingenting. Vi fik da i hvert fald et par gode bøger med hjem.


'Paddington i stormagasinet' passer perfekt ned i en lille samling. Det viste sig ganske vist at være en norsk udgave, som på dansk hedder 'Paddington køber ind'. Men det skulle være til at oversætte selv under højtlæsningen, og tegningerne er jo de samme.


Her var i øvrigt en anledning til at få vist en anden Paddington-samling frem. Mange forskellige forfattere og illustratorer har fortolket den søde, lille bjørn, men denne samling er af Michael Bonds originalbøger. 



Vi har i øvrigt også Michael Bonds 'Olga da Polga' stående, i samme format som de farverige Paddington-bøger.



Men nok om ham, Paddington! Vi fandt nemlig også én af C. S. Lewis' Narnia-bøger på papfabrikken. De er også udkommet i mange forskellige versioner, hvoraf de fleste er frygteligt grimme. Vi har ventet længe med at købe dem, fordi vi har ventet på at finde den helt rigtige udgave, og nu tror jeg sgu, den er der! Her er det nummer fire af i alt syv bøger; 'Prins Caspian'.



Nu håber vi de foregående og efterfølgende tre bøger også er til at finde...