Viser opslag med etiketten Lookalike. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Lookalike. Vis alle opslag

lørdag den 18. februar 2012

Hvad skal der blive af Radcliffe, Grint og Watson?


Jeg er ikke kæmpefan af Harry Potter-filmene, og har i skrivende stund ikke engang set dem alle. Men jeg synes, det er spændende at følge med i, hvordan trioen; Daniel Radcliffe, Rupert Grint og Emma Watson (alias Harry, Ron og Hermione) forvalter deres massive berømmelse.

Modsat andre børnestjerner, som bukker under for fristelser i form af diverse rusmidler og lukrative tilbud fra Hollywood om ibåssættende blockbuster-filmroller, har de tre unge mennesker været så heldige, at rollerne i de otte Harry Potter-film har varet hele deres naive ungdom og langsomt givet dem flere og flere udfordringer samt mulighed for at arbejde med en fuldstændig uhørt mængde af Englands allerbedste skuespillere.
Nu er Harry Potter-kontrakten imidlertid ophørt og verden står åben for de tre nu voksne mennesker.

Daniel Radcliffe medvirker for tiden i den engelske gyser 'The Woman in Black', produceret af det nyligt genoplivede Hammer-studie. For et halvt århundrede siden lavede de en lang række stemningsfulde og ikke mindst succesfulde horrorfilm med blandt andre Dracula, Frankensein og Mumien. Efter en periode væk fra markedet, er de nu vendt tilbage til en tid med masser af fokus på det gode gys og de klassiske monstre. Et af de første udspil er denne mørke spøgelsesfilm med Ratcliffe i hovedrollen - min anmelderkollega Mark Svensson har netop givet filmen en overvejende positiv kritik på Sørensen Exploitation Cinema Proudly Presents.




Rupert Grint har flere interessante projekter i støbeskeen. Det første, 'Into the White' får premiere til april og er en norsk-engelsk samproduktion, co-produceret af Peter Aalbæk for Zentropa Norway. Filmen omhandler en flok engelske og tyske soldater, som under Anden Verdenskrig nødlander i den norske ødemark midt om vinteren. Til at starte med bekriger de naturligvis hinanden, men de finder ud af, at de må samarbejde for at overleve. 'Into the White' er instrueret af norske Petter Næss, som tidligere har stået bag Oscar-vinderen 'Elling' (2000).




Det er i øvrigt værd at nævne Rupert Grints fantastiske medvirken i musikvideoen til Ed Sheerans 'Lego House' fra sidste år. Den er bestemt værd at bruge et par minutter på!




Emma Watson har som det lille vidundermenneske hun er brugt al sin fritid fra universitet og Harry Potter-produktionerne på at arbejde for velgørenhed og i modebrancen - i februar sidste år blev hun sågar tildelt Style Icon Award fra det britiske Elle (og vi har da også fået vores egen danske lookalike i Lise Rønne fra X-Factor). For tiden har hun en mindre rolle i en biopic om et andet stort stilikon, 'My Week with Marylin', og så er det netop blevet offentliggjort, at hun er i de afsluttende forhandlinger om rollen som selveste Skønhe'den i Guillermo del Toros kommende fortolkning af 'Beauty and the Beast'. En af de helt store Hollywood-trends for tiden er at genfortolke de klassiske eventyr, som Disney i lang tid nærmest har haft patent på. Studiet lagde selv ud med Tim Burtons 'Alice in Wonderland' (2010) og følger i fremtiden op med 'Maleficent' som fortæller eventyret om Tornerose fra den onde fe, Malavias, synspunkt. Derudover får hele to Snehvide-film premiere i år, mens Warner altså har påbegyndt en ny udgave af 'Beauty and the Beast'.

Umiddelbart forstår Radcliffe, Grint og Watson at sige ja til projekter, som tager dem nye veje i forhold til deres tid på Hogwarts. Uanset hvilke roller de vælger, vil de sikkert aldrig kunne ryste Harry, Ron og Hermione af sig, men det ser jeg heller ingen grund til, hvis de fortsat forstår at gøre sig interessante som skuespillere.

tirsdag den 10. januar 2012

Som far, så søn


Min Facebook-væg har aldrig fået så mange likes og comments som i går aftes, da Asger postede dette billede. Familie, venner, tidligere kolleger, klassekammerater og efterskolebekendte, som jeg ikke har set i flere år har stået i kø for at synes godt om denne manipulation af et familieportræt. Personligt synes jeg, vi ligner Fritz Farlig og Puslingen fra Mickey Mouse-historierne mere, end vi ligner Arthur og far.

Jeg har bare en ting at sige: Dumme, dumme Asger!
Nu har jeg inviteret ham på baconpopcorn og daim-is... så kan han bare selv om det, kan han.

søndag den 8. januar 2012

Hotdog gik godt


For nogle dage siden nævnte jeg, vi skulle have gæster på besøg til hotdogs, og det vil jeg altså lige følge op på, for det var fandeme en succes!
Vi havde købt en pose gode oksekødpølser, som blev stegt lækre og sprøde, men måtte lige spæde til med en omgang klassiske røde indianere, da vores gode venner Asger og Katrine hoppede med på vognen... pølsevognen...
Brødene bagte jeg selv, for jeg har opfundet noget, som muligvis vil kunne give mig nobelprisen i pølsebrødsbagning en dag. Jeg har nemlig opdaget, at hvis man former brødene ligeså lange som selve pølsen, slipper man for den der klamme snip og pølseknude, som altid stikker ud i begge ender. Ved hjælp af min opfindelse kan toppingen nu nå helt ud til spidsen af pølsen. 
Til selve dejen bruger jeg altid denne opskrift men tilsætter som regel en smule fuldkornsmel. 
Toppingen var helt klassisk; dijonsennep, grov remulade, rå og ristede løg, den der årgangsketchup fra Heinz, som de stadig har masser af i butikkerne rundt omkring til ingen penge og sidst men ikke mindst syltede agurker. 
Jeg har fundet en nem og lækker opskrift på råsyltede agurker: tynde skiver agurk drysses med groft salt, stilles til afdryp i en times tid, hvorefter de presses fri for væske. Lige meget sukker og eddike røres sammen, til sukkeret er opløst, og agurkeskiverne lægges i marinaden et par timer. Vupti! Velsmagende, hjemmesyltede agurker, som ikke behøver trække i flere uger. 
Prikken over i'et til en hotdog er naturligvis kakaomælken, og Mejse har købt en rigtig god Urtekram-pulverkakao, som hun rørte i nogle glas iskold mælk. Alle var glade, og Asger valgte at symbolisere det med en pølsemand, som endte med at blive et portræt af mig med rå løgenbryg og ristet overløg.



fredag den 4. november 2011

Babylegetøj eller sexlegetøj?


Jeg bliver helt filosofisk til mode over denne perverse quiz, jeg fandt på nettet: Baby Toy or Sex Toy? Her får man præsenteret en række nærbilleder af plastikdimser og skal så gætte på, om det er beregnet til spædbørn eller seksuelt samkvem. Selvfølgelig er det plat og klamt og alt det der, men det er også sjovt og som sagt en anelse filosofisk - for hvor ulækkert det end ser ud at sidestille babylegetøj med sexlegetøj, så er seksuel tilfredsstillelse og undfangelse af børn i bund og grund to sider af samme sag.
Hvor mange kan du få rigtigt? Personligt ligger jeg på en flot 8'er ud af 15.

lørdag den 1. oktober 2011

Den frugt der ligner mest en røv uden at være det


... må være dén nektarin, jeg lige har hevet op af frugtkurven.

tirsdag den 20. september 2011

Mads Mikkelsen som enøjet badass


Jeg ved ikke, om I nogensinde har tænkt over, hvordan skuespillere vælger deres roller?! Måske har jeg luret, hvordan Mads Mikkelsen vælger sine; de skal helst være blinde på det venstre øje. Her illustreret med stills fra 'Valhalla Rising', 'Casino Royale' og 'The Three Musketeers' - der er garanteret mange andre eksempler...(!)



Jeg har i øvrigt lånt Nicolas Winding Refns 'Valhalla Rising' på biblioteket og glæder mig meget til at se den - særligt fordi jeg lige har set 'Drive' i biografen, og det var ét imponerende stykke filmkunst. Simpelthen perfekt! 

fredag den 9. september 2011

Signe Lindkvists rolle i 'Dirch'


DRs dygtige tv-vært og Ramasjangdirektør, Signe Lindkvist, spiller en lillebitte rolle i Martin Zandvliets 'Dirch' som... ja, som luder. Eller "glædespige" som det så fint hedder i rulleteksterne. 
Det er altid glædeligt med nogle sjove cameos (og 'Dirch' er fyldt med dem) men jeg er lidt skuffet, for jeg synes faktisk, Signe Lindkvist skulle have haft en større rolle i filmen. Nemlig som Lone Hertz. 

Lige siden jeg første gang så Signe Lindkvist med pagehår i 'Hvaffor en hånd' har jeg syntes, hun lignede hende der fra de gamle danske film med Dirch Passer. Altså Lone Hertz. 


Men sådan blev det ikke. Julie Zangenberg spiller Lone Hertz i 'Dirch', og det er jeg lidt sur over. 
Heldigvis skal der ikke så meget til at gøre mig glad igen:


mandag den 15. august 2011

Dúné & Super 8


'Super 8' er en monsterfed film! 
Den er blevet hypet med forskellige teasere og uoverskueligt meget halløj på nettet, og jeg synes faktisk, den lever op til det. 
Den er fyldt med smukke billeder, fede effekter, spænding (selvom JJ Abrams måske trækker den liiiiiiige lovligt længe, før han viser os sit monster) og så er de seks børn i hovedrollerne helt forbløffende gode.
Jeg har bare svært ved at abstrahere fra, at de ligner Dúné så meget!


På billedet ovenover har vi naturligvis forsanger Mathias Kolstrup som nummer fem fra venstre. Den høje, kraftige guitarist Simon Troelsgaard ses i sin gule regnfrakke, og bassisten Piotrek Wasilewski står i baggrunden som nummer to fra venstre. 
Resten af bandet; Danny Jungslund, Malte Aarup-Sørensen, Ole Bjørn og Cecilie Dyrberg er sminket til ukendelighed, men eftersom der kun er én pige med i 'Super 8' er den kvindelige pianist afsløret.

fredag den 17. september 2010

Lookalike

Nu sidder jeg her. Jeg er lige kommet hjem fra en uges ferie i Grønhøj og glæder mig til at se, hvad der er sket på de faste sider siden sidst. Allerede ved øverste indlæg på Safaris startside, Filmz.dk, kommer det første spørgsmål...

Hvad laver Anders Lund Madsen sammen med Angelina Jolie?!?

Til de, der ikke er overbevidst, er her traileren til 'The Tourist', hvori man i højere grad kan se, hvordan Johnny Depp har lagt sig ud og ladet hår & skæg gro en anelse mere, end han plejer.