onsdag den 1. december 2010

Haps, haps, haps (sild & snaps)

I dagens kalenderpakke var der en madlavningspincet, som jeg har ønsket mig gennem længere tid.


Hver gang jeg er på Thors Mølle, bliver jeg mindet om, hvor mange ting, man rent faktisk kan bruge sådan en pincet til, når man vil undgå at røre ved maden med fingrene - hvad enten det er på grund af bakterier, temperatur... eller lugt.
For eksempel disse gammeldags modnede, marinerede sildefileter, som vi fik til aftensmad.

Til sild hører sig naturligvis karrysalat, og jeg har en lækker, enkel opskrift ude fra ovennævnte mølle, som jeg gerne vil dele med Jer. Den er ligeså nem at lave, som det er at åbne skruelåget på en færdig blanding!

Æble & løg hakkes i små tern og puttes i en skål sammen med kapers efter smag. Rør sammen med mayonnaise og tilsæt karry i rigelige mængder plus en smule salt. Spis!

Jeg plejer at bruge så meget mayonnaise, at fyldet lige akkurat hænger sammen, men det kan man jo selv bestemme.

Vi fik også en dejlig kold julebryg fra Bryggeri Skovlyst, som laver nogle dejlige øl med flotte, naturinspirerede etiketter. Og så nåede én af kyllingerne fra globusbaren lige at få et par timer i fryseren:)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar