Viser opslag med etiketten hr Skæg. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten hr Skæg. Vis alle opslag

onsdag den 4. januar 2012

Skæg med & (og A for Arthur)


Den anden dag kom Arthur ud fra sit værelse med et stort, hvidt &-tegn i hænderne og øjne så store som tekopper. "Skæg" sagde han, og det havde han jo ret i! For det er præcist sådan nogle store, hvide tegn hr Skæg laver skæg med - indtil videre har han dog kun rundet tal og bogstaver, og er ikke kommet til symboler som ampersand endnu. 
Jeg syntes, det var ret sejt! Nok har vi set, læst og hørt masser af Skæg - for det er virkeligt underholdende - men jeg troede ikke Arthur havde forstået, det handlede om tegnene. Mikkel Lomborg og hans venner og kolleger bag programmet har virkelig gjort et godt stykke arbejde. Jeg mener; når en dreng på halvandet år begynder at interessere sig for tegn.
Jeg foreslog med det samme Arthur, at vi satte &'et på én af hans små stole og den store Skæg-bog overfor. Så kunne vi lave noget lækkert mad til Skæg og &, og den var Arthur med på. 
Senere kom mor med et lille, sort A for Arthur, og da vi alle sammen fik lyst til hækleboller med ost, klippede mor et par lækre skiver emmentaler af gul filt. Sikke en fest!





tirsdag den 22. november 2011

Julemanden får kam til sit skæg



I år er julemanden ikke ene om at være langskægget, rar og klædt i rødt. Perfekt timet til julehandelen kommer Ramasjangs hr. Skæg, alias Mikkel Lomborg, nemlig med en ny cd.

Lige fra første gang jeg så 'Skæg med tal' på DR har jeg været totalt skudt i den skægge(de) Mikkel Lomborg, hvis energi og galskab er uforlignelig. Opfølgeren 'Skæg med bogstaver' var endnu bedre, ikke mindst på grund af den tilhørende cd med hele 31 nyskrevne sange; én for hvert bogstav i alfabetet plus to titelsange. Her havde Mikkel Lomborg selv haft meget mere at skulle have sagt i hele produktionsfasen, og alle sangene var også skrevet af ham i tæt samarbejde med Toke Reunert og Nikolaj Grandjean.
Nu er der så kommet et nyt album med titlen 'Hr. Skægs Store Drømme', og det er endnu engang Mikkel Lomborg selv og Toke Reunert, i denne sammenhæng kaldet hr. Overskæg, som har stået bag.


Albummets første nummer, 'Hr. Skægs sang om spørgsmål', er blevet smidt på YouTube som en teaser, og at dømme ud fra dén er den unikke musikalske stil fra 'Skæg med Bogstaver' bibeholdt. I forhold til de 31 bogstavsange er de 10 numre på 'Hr. Skægs Store Drømme' naturligvis noget længere, og indholdet virker også mere eftertænksomt. Jeg synes det fungerer fantastisk, og man er ikke et sekund i tvivl om, at sangene hører til i samme univers.




Soundtracket til 'Skæg med Bogstaver' har allerede solgt guld, og mon ikke den når op på platin i løbet af december måned? Jeg håber det, for alle burde unde sig selv at høre de fantastiske bogstavsange. I får lige en af dem her - den handler nemlig om hvor snart det, det er, at det er jul.


torsdag den 25. november 2010

Det kunne jeg ikke have gjort bedre selv!

Det er sjældent, jeg oplever noget og ikke tænker: det kunne jeg have gjort bedre selv!
Jeg har en så rendyrket tillid til mig selv & tro på mine evner, at jeg næsten altid mener, jeg kan bidrage med ét eller andet til fordel for alle.
Det sker imidlertid også, at de selvsikre ben bliver slået væk under mig, når jeg ind imellem oplever noget, som jeg i den sammenhæng kun kan betegne som 'perfekt'.

For et par uger siden delte Mikkel Lomborg denne video over sin Facebook-profil. Den indeholder én af sangene fra hans børneprogram 'Skæg med bogstaver':



Mikkel Lomborg har selv, i samarbejde med Nikolaj Grandjean & Toke Reunert, skrevet denne dejlige sang - ligesom de har skrevet alle andre sange på seriens soundtrack.
31 for at være helt præcis!
I forgængeren 'Skæg med tal' var der to skrevet af Kaj & Andreas gode ven fra Shubidua; Ole Kibsgaard. Men i denne omgang er der altså hele 31 sange - alle af en lige så høj kvalitet som 'Ørkenrosens drøm'.

Siden jeg købte soundtracket over iTunes har jeg hørt det igen & igen. Det er ligeså gennemført som Mikkel Lomborgs skæg.
Hver sang varer omkring et minut og tager udgangspunkt i et af alfabetets bogstaver (28 + W + intro + ABC) på sin egen herlige måde. Brugen af Ø i 'Ørkenrosens drøm' er ikke original, men imponerende er det, at de over 30 ord med Ø ikke hæmmer den smukke historie.

Historierne er hver især baseret på en ultraenkel idé, som naturligvis ofte er et ordspil.
Legen med ordenes dobbeltbetydning gør børnene opmærksomme på, hvordan sprog & forståelse skabes af relativt få bogstaver. Som hr. Skæg selv synger i titelsangen: "Kunne jeg mon tale uden bogstaver og ord?!"
På samme måde, når man ved at fjerne et bogstav kan skabe et helt nyt ord, som måske giver mening (børn = ørn) måske ikke (zebra = ebra) Endnu engang citerer jeg titelsangen: "Vi skal nok få det lært - her kan du ikke gøre noget forkert!"

Ligesom med teksterne er enkelhed et nøgleord i musikken, som mest består af guitarlyde krydret med forskellige små instrumenter. Akkorderne er ind imellem skæve, og jeg synes, melodierne kan være komplekse (de er trods alt fremført af en operasanger) men det er rart med noget musik, som ikke taler ned til børnene.

Soundtracket fra 'Skæg med bogstaver' er noget af det flotteste & sjoveste, jeg længe har oplevet!

tirsdag den 23. november 2010

Skæg med skæg

Jeg er begyndt at bruge de videotjenester, som er tilgængelige på Danmarks Radios hjemmeside; den nostalgiske Bonanza & det aktuelle DR NU.

På sidstnævnte side fandt jeg for nylig et afsnit af programmet 'Mig og mit skæg', som handlede om ét af mine store idoler, multikunstneren Mikkel Lomborg.


Han er måske bedre kendt som selveste hr. Skæg fra børneprogrammerne 'Skæg med tal' & 'Skæg med bogstaver'.


Mikkel Lomborg har hurtigt, men sikkert indtaget en førsteplads på min lange liste af forbilleder. Ikke alene er han utrolig dygtig, til det han laver - han har også energi, charme & humør udover alle grænser.
Og så har han et sejt skæg!
Jeg lader næsten altid skægget gro et par uger, når jeg har barberet mig - så er der lidt at lege med. Men jeg ville aldrig have tålmodigheden til at lave et ægte cykelstyroverskæg, ligesom Mikkel Lomborg har.

Jeg kommer til at skrive mere om Mikkel Lomborg inden længe, men indtil da kan jeg anbefale dig at se 'Mig og mit skæg' om ham & hans skæg her - eller i det mindste se programmets flotte intro:





Den smukke titelmelodi, 'Beard Song' - skrevet af Sophie Madeleine, får I altså også lige i sin fulde version: