Jeg begynder efterhånden at glæde mig rigtigt meget til den 14. april næste år, når Mejse & jeg skal sidde på anden række til premieren på Ørkenens Sønners nye show i Tivolis Glassal.
Heldigvis bliver der varmet godt op her i den kolde vintertid, ikke mindst takket være kvartettens herlige tradition for julesange.
Denne første decemberaften gæstede Søren Pilmark, Henrik Koefoed, Niels Olsen & Asger Reher Aftenshowet på DR1 klokken 18. Her kreerede de hver sin juledekoration med kugler & glans og hele balladen, som bliver solgt til fordel for værdigt trængende næste fredag.
I showets anden halvdel klokken 19 blev de stillet nogle spørgsmål fra et livepublikum. Alle var klædt i fuld fez.
Jeg synes, de fire herrer virkede i topform, og de formåede at levere nuancerede svar på nogle ellers lidt trivielle spørgsmål.
De rundede af med at "synge" dette års julesang 'På den første juledag' - synge i gåseøjne fordi det var playback. Til gengæld var det én af de bedste playback-optrædender, jeg længe har set. Søren Pilmark/Omar Papa, som i det hele taget var sjovere end sjov i aften, blev grebet af stemningen og glemte sine linjer, for derefter blot at indhente dem ved at mime i dobbelt tempo.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar