Viser opslag med etiketten Figurer. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Figurer. Vis alle opslag

mandag den 20. februar 2012

Min mor er også samler


Se bare alle disse dukker fra hendes barndom, som hun stadig har liggende i et skab. De er ikke alle lige kønne; nogle af dem er slidt på præcis den måde, dukker skal være, når et pigebarn har leget frisørsalon for over 40 år siden, mens andre vist bare er kommet lidt uheldigt fra start. 
Min mor påstår, at de to største pigedukker er henholdsvis Mie fra 'Far til Fire' og Pusle fra 'Min Søsters Børn'. Jeg bliver helt ked af, at jeg ikke længere har min Arnold Schwarzenegger-dukke!











søndag den 19. februar 2012

Tændstiksdyr


Denne lille samling fine tændstiksæsker med motiver af forskellige dyr og deres latinske navne fandt Mejse og jeg i en genbrugsbutik, hvor de bare lå og ventede på os. De er tilsyneladende fra Rumænien, mærket "Comturist România" på bagsiden, men hvad det betyder, ved jeg ikke. Måske er det et firma? Måske et tændstiksfirma... det ville give mening.



onsdag den 15. februar 2012

Cirkeline


Arthur har kastet sin store kærlighed på Cirkeline, og det er der jo ikke noget at sige til. 
Han har lært hende at kende fra en ny, rigtig flot app, jeg har downloadet til min iPad. Her fører man Cirkeline rundt i tegnerens værelse, over klaver, papkasser og tegnebord. Undervejs kan man lære at spille xylofon, tegne, høre dejlige Cirkeline-sange, spille vendespil og meget mere. Når man er færdig med at spille, kan man give Cirkeline natkjole på og putte hende i hendes tændstikæske. 
Mejse er kæmpefan af Cirkeline, og hun har længe ønsket sig en dukke fra Maki, som kommer i en fantastisk STOR tændstikæske. Den har hun nu fået i fødselsdagsgave af Arthur. Cirkeline-dukken har selskab af Frederik og Ingolf-dukkerne, som vi i forvejen havde. 
Derudover kan man i denne samling finde et par plastikfigurer samt naturligvis dvd-udgivelserne med de gamle kortfilm og de nye spillefilm. 

Vidste I i øvrigt, at Another World Entertainment netop har udgivet en dvd med helt nye Cirkeline-kortfilm, produceret i 2010? Den må vi også få anskaffet os inden længe. Samtidig har Filmstriben gjort Jannik Hastrups klassiske kortfilm tilgængelige online.







lørdag den 11. februar 2012

Godt med Star Wars


Det har simpelthen meteorregnet ned med Star Wars-gaver det sidste stykke tid! 
Da jeg for nyligt efterlyste en figur i orange rebeluniform, skrev bloggeren Diana straks, at hun havde én liggende, jeg gerne måtte få. Den står nu på mit fine matchende Karlsson-ur og siger kuk-kuk én gang i timen.
Det sidste var bare noget, jeg sagde for sjov.

Og så for en uges tid siden fik Mejse tilsendt et par kasser med lyssværd, Lego Star Wars og actionfigurer fra Toys'R'Us mod at hun ville reklamere lidt for deres Star Wars-arrangementer i vinterferien - naturligvis i anledning af repremieren på 'The Phantom Menace' som 3D-film. 
Arthur og jeg har allerede fægtet lyssværdene til og samlet TIE Fighter'en. Måske får min svoger, Magnus, lov at låne den til hans mega Lego Star Wars-samling. Låne!

Du kan læse mere om Toys'R'Us-arrangementerne på deres hjemmeside.




fredag den 3. februar 2012

Til sommer bliver jeg nødt til at købe lidt mere Lego


Jeg bliver nok nødt til at få lavet mig en spinoff-ramme til Lego-figurer. Indtil videre har jeg kun haft Legos Minifigures-serier hængende, men til juni starter Lego en stor 'The Lord of the Rings'-kampagne, som ser helt fantastisk ud. I første omgang udgives en masse æsker, som relaterer sig til Peter Jacksons første filmtrilogi, og så vil der naturligvis komme en masse, som passer til 'The Hobbit' omkring december.


onsdag den 18. januar 2012

Jens


G. I. Joe, eller Action Force som det vist hed herhjemme, var noget af mit yndlingslegetøj, da jeg var yngre. Vi tog dem med ud i haven og byggede baser til dem af kviste og grene, lod dem svømme i guldfiskenes bassin eller sejle på små stykker træ. De klatrede op i buskene og sprang fra blad til blad, eller sad musestille i toppen af en blomst, vel camoufleret, så de kunne udspionere fjenden.

Jeg besluttede, at jeg måtte se Stephen Sommers filmatisering, 'G.I. Joe: The Rise of Cobra', da den havde premiere for to år siden. Det blev en sjælden alene-tur i biografen, for Mejse gad simpelthen ikke. Jeg var da også en anelse skeptisk, men jeg må indrømme, at der var rigtig god underholdning i denne ultra-actionmættede film. 
I år kommer så fortsættelsen med den ret så nederen og to'er-agtige titel; 'G.I. Joe: Retaliation'. Meget få fra det oprindelige cast er tilbage på rollelisten, men til gengæld har Dwayne Johnson og Bruce Willis sagt ja til at spille med (musklerne). Stephen Sommers har overladt instruktørstolen til Jon M. Chu, som stod bag en af sidste års store succeser; 'Justin Bieber: Never Say Never' (!)
Ja, det tegner jo ikke alt for godt, men jeg synes faktisk traileren ser vældigt underholdende ud på den der frygteligt dumme måde, som kun det største bæger popcorn yder retfærdighed.
Jeg tror nok, jeg er på!?




tirsdag den 17. januar 2012

En helvedes kal


Denne fantastiske Hellboy er netop flyttet fra figurtaskens mørke op i lyset ved siden af min iMac. Den djævelsk røde antihelts udseende er blevet fortolket på forskellige måder alt efter mediet - designet her stammer fra tegnefilmene i Hellboy Animated-serien. 
Figuren er forsynet med et antal utroligt velplacerede bevægelige led. Særligt brystkassen, som kan rykkes op og ned, alt efter om han skal være rank i ryggen eller foroverbøjet, giver meget karakter.

Jeg lader flytningen være en anledning til at vise min lille Hellboy-samling frem. Udover denne figur tæller samlingen en god stak af de eventyrligt stemningsfulde og ret uhyggelige tegneserier, inklusiv et par hæfter af den totalt syrede Hellboy Junior-serie; en 3-disc version af Guillermo del Toros første spillefilm fra 2004; tegnefilmene 'Blood & Iron' og 'Sword of Storms' med tilhørende tegneserier; samt et computerspil, 'Asylum Seeker', som jeg købte billigt i Blockbuster for noget tid siden. Jeg må indrømme, jeg endnu ikke har spillet det, men det ser sjovt ud...

Jeg mangler desværre Guillermo del Toros opfølger fra 2008; 'Hellboy II: The Golden Army'. Den kan ofte findes til 20 kroner i Blockbusters Byttebørs, men jeg vil gerne have en udgivelse lige så flot og omfattende som 3-disc-boksen af etteren.









mandag den 16. januar 2012

16 nye Lego Minifigures giver 96 i alt


I dag bliver sjette omgang af Legos Minifigures sat til salg i butikkerne. Jeg har fået smidt 16 forskellige poser til side fra min faste kontakt; en fintfølende herre fra Hjørring, som køber en hel kasse og mærker sig frem til, hvad poserne indeholder. 
Jeg glæder mig især til at samle robotten, rumvæsenet og den kvindelige astronaut - er ret vild med sci-fi-temaet, som har gået igen i alle sæsoner. Men slagteren, narkosesygeplejersken og manden med morgenhår, bamse og pyjamas er nu heller ikke at kimse ad.
Med denne sæson i hus, kan jeg endelig få fyldt en tredje ramme ud - når jeg altså har fået spurgt Mejse pænt, om hun gider lave den.

Jeg så i øvrigt i Playmobils 2012-katalog, at de har lavet deres egen Figures-samling. De har valgt at dele den op i en blå og en lyserød serie med 16 figurer i hver. Personligt synes jeg, der er lidt for meget drengelegetøj/pigelegetøj over dét koncept. 
Figurerne er nu heller ikke nær så seje, som Legos Minifigures - dog er det en ret fed feature, at disse Playmobil-figurer kan skilles ad og samles på nye måder. Det mener jeg aldrig, man har kunnet før med med Playmobil.


lørdag den 7. januar 2012

Tid og rum


Jeg fik et Karlsson Mini Flip-vægur af Mejse i julegave. I den allerherligste orange nuance. Star Wars-orange plejer jeg at kalde den på grund af rebellernes uniformer. 
Uret skal hænge over iMac'en og give mig lidt farve og ikke mindst tidsfornemmelse. Jeg fik med det samme den idé at købe en gammel Star Wars-actionfigur i netop en orange rebeluniform, som kunne stå eller sidde oven på uret. Men de er vist ikke helt til at finde. Måske har han en til at lægge i rodekassen i Saltum, men indtil jeg får mulighed for at tjekke det, har jeg bare lavet min egen. 
I Hama-perler.