torsdag den 2. februar 2012

'Mulle og Dødens Gab' & 'Mulle og Bækkenbundsløsningen'


Den tjekkiske tegnefilmsfigur, Mulle (the Mole, der Kleine Maulwurf eller slet og ret Krtek) er dejlig underholdning selv meget små børn - men det skal helst være de gode, gamle film. De har nogle herligt enkle historier med masser af veltilpasset musik, og en utrolig præcis animation. 
En del af de gamle film er udkommet på dvd herhjemme, og dem har vi naturligvis liggende. Mange af de nye film findes på YouTube, og ind imellem har vi givet dem en chance - dog ikke siden vi så 'Krtek a metro' og 'Krtek a porod' ('Mulle og undergrundsbanen' og 'Mulle og fødslen') begge fra 1997. I den første bliver Mulles bedste ven meget pludselig spist af en haj under en rutschetur på en palmestrang, mens den anden ganske eksplicit viser Mulle hjælpe selvsamme ven samt dennes kone med at bringe et kuld kaninunger til verden.
Man skulle tro, det var en dårlig joke, men det er officielle Mulle-produktioner. Egentlig ville jeg her have skrevet et eller andet smart om, at skaberen Zdenêk Miller ville have vendt sig i sin grav, hvis han havde set 'Krtek a metro' og 'Krtek a porod', men rent faktisk døde han først for to måneder siden, 90 år gammel. Og i følge IMDb var han lige så involveret i disse to makværker, som i de 40 år ældre mesterværker(!)



2 kommentarer:

Ida sagde ...

De dér tjekker kan noget med børnefilm (...og fødsler?!). Du har næsten garanteret set 1001 Nat af Karel Zeman, og hvis ikke så burde du. Jeg så den som lille og fandt en russisk version for nylig...den er lidt mere voldsom end jeg husker den, men helt bestemt gensynet værd.

Jesper Pedersen sagde ...

Ih, den tror jeg måske min gode ven Asger snakkede om, han havde på VHS oppe i sine forældres sommerhus. Den må jeg ha' fat i!

Send en kommentar