tirsdag den 14. februar 2012

Wreck-it Ralph


Disney-studierne har været omtumlede i mange år. Siden de annoncerede, at de ville droppe papir og pen til fordel for computeranimation for små ti år siden, har der generelt været dårlig stemning omkring deres film - bortset naturligvis fra samarbejdet med Pixar, som afstedkommer det ene mesterværk efter det andet. Den film, som i sin tid skulle slutte en æra af håndtegnede klassikere, 'De Frygtløst - the muuhvie' (2004, 'Home on the Range') var mildest talt noget makværk. Og den næste, studiets første forsøg på en computeranimeret klassiker, 'Lille Kylling' (2005, 'Chicken Little') var om muligt endnu værre. 

Nu har studiet imidlertid tilbagevundet lidt terræn ved blandt andet at introducere to nye karakterer til deres prinsessekartotek;  Tiana fra 'Prinsessen og Frøen' (2009, 'The Princess and the Frog') og Rapunzel fra 'To på flugt - et hårrejsende eventyr' (2010, 'Tangled'!) Og det kunne godt se ud som om, Disney fortsætter succeskurven opad med deres næste produktion, 'Wreck-it Ralph'.
'Wreck-it Ralph' handler om en Donkey Kong-lignende skurk fra et 80'er-arkadespil, som er træt af altid at være badguy og stå i skyggen af Mario-lookaliken Fix-it Felix. Han flygter fra sin egen verden til andre arkadespil og møder blandt andet Sergeant Calhoun fra first-person shooter-spillet 'Hero's Duty' og Vanellope von Schweetz kart-racing-spillet 'Sugar Rush'. Udover disse nyopfundne karakterer vil en række gamle kendinge fra spil som 'Pac-Man' og 'Q-Bert' medvirke.
Filmens første teaser, som blev offentliggjort på Disney-messen D23 Expo i august 2011 viser en bane fra det fiktive arkadespil, komplet med pixels og 8-bit musik. For nyligt blev de første officielle billeder offentliggjort, og de afslører, at selve filmen dog vil være klassisk computeranimeret. 







1 kommentar:

Kras Kjaerholm sagde ...

Ej det er et dejligt 8-bit nummer der kører i den video:D

Send en kommentar