torsdag den 5. januar 2012

Dette er ikke en skål M&M's


Jeg fik den her idé om at lave en sjov, farverig salat med ærter, majs, granatæblekerner og blåbær. Lidt af en genistreg, hvis jeg selv skal sige det! Der er da sikkert nogle, der har fundet på det før mig, men de kan så få lov til at være ligeså geniale som undertegnede.
Salaten kunne gøre sig rigtigt godt som sundt fredagssnolder, men denne aften spiste vi den som kulørt tilbehør til en hovedret, som i øvrigt også var utroligt lækker - ikke mindst oven på al december måneds julesvineri.
Jeg blandede en dåse tun med limesaft og masser af frisk koriander samt en avocado skåret i tern og brugte dette som fyld i en bagt kartoffel. Den bagte kartoffel har jeg altid haft svært ved at tilberede ordentligt, men jeg har fundet en fremgangsmåde, som jeg vil prøve at huske fremover: skyl kartoflen og stik i den flere gange med en lille, skarp kniv. Gnid ind i olie og salt og bag kartoflen ved 200°C i 75 minutter. 

1 kommentar:

dobbeltagenten sagde ...

Det ser virkelig indbydende ud!

Send en kommentar