Knap var jeg kommet hjem med tasken fuld af horrorfilm, før jeg præsenterede min dvd-afspiller for de to første. 'House of 1000 Corpses' (2003) handler om to unge par og en roadtrip, som får en brat afslutning, da turen uheldigvis går forbi den gale Firefly-families hus. I efterfølgeren 'The Devil's Rejects' (2005) følger vi tre af Firefly-familiens medlemmer på flugt fra ordensmagten - særligt én betjent, som hellere vil hævne sin afdøde bror end se retfærdigheden ske fyldest i et domhus.
Det er tydeligt, at instruktøren Rob Zombie har set sin del af genrefilm. 'House of 1000 Corpses' og 'The Devil's Rejects' minder om alt muligt, man har set før, og alligevel er de noget helt for sig selv. Rob Zombie sætter utallige velkendte skræmmeelementer ind i sin egen bizarre sammenhæng; ikke for at plagiere eller parodiere, men for at hylde de gamle klassikere. Han er dog mand - og kunstner - nok til at selv at skabe et nærmest mytisk univers af skæve personligheder.
Rob Zombies allerstørste inspirationskilde er - naturligvis - Tobe Hoopers 'The Texas Chainsaw Massacre' (1974), som mange hardcore-horrorfans er rørende enige om, er den ypperste præstation indenfor horrorgenren nogensinde. Den grundlæggende præmis er stort set den samme, og derudover genbruger Rob Zombie en lang række enkelte elementer fra forbilledet; eksempelvis masken syet af menneskehud.
Det er værd at bemærke, at et halvt år efter premieren på 'House of 1000 Corpses' - den blev indspillet i 1999, men først vist offentligt fire år senere - udkom genindspilningen af 'The Texas Chainsaw Massacre'.
Der er meget forskel på 'House of 1000 Corpses' og 'The Devil's Rejects'. Etteren er vild og vanvittig, og de mange, mange skræmmeelementer og ulækre personligheder gør den underholdende, uforudsigelig men også til tider uoverskuelig. Den vinder på sin syrede historie og sine utallige referencer til genren.
Toeren er mere enkel, helstøbt og stilsikker. Rob Zombie fokuserer på tre medlemmer af den store familie, og lader dem en stund være bytte i stedet for jægere. Monstrene kommer ud af deres mørke hule, og præsenterer sig som mennesker i fuldt dagslys - det hele er naturligvis krydret med splatter og patter i betragtelige mængder. Det er en modig film, hvori Rob Zombie for alvor viser, at han udvikler sig som instruktør, og at han tager faget seriøst. Når billed- og lydsiden spiller bedst sammen, når 'The Devil's Rejects' Tarantinoske højder.
Apropos Tarantino, så stod Rob Zombie bag en af de falske trailers i forbindelse med Quentin Tarantinos og Robert Rodriquez' Grindhouse Double Feature-projekt i 2007. Det er ikke svært at se, hvorfor netop Rob Zombie skulle lave et bidrag. Man behøver blot se trailerne for 'House of 1000 Corpses' og 'The Devil's Rejects' og have i baghovedet, at det altså er film fra dette årtusinde.
Selvom 'Werewolf Women of the SS' kun er en to minutter lang falsk trailer, kan man tydeligt se, at Rob Zombie atter har udviklet sig som instruktør - det er faktisk lige før den er for flot for genren.
Det var i øvrigt også i 2007, Rob Zombies genindspilning af John Carpenters udødelige 'Halloween' havde premiere.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar