tirsdag den 24. januar 2012

Et lille udbrud over situationen i dansk film


Mads Mathiesens spillefilmsdebut '10 timer til paradis', som har premiere på torsdag, kan meget vel gå hen at blive endnu en lille perle i rækken af danske filmflops. 

Året 2011 bød på kæmpestore danske succeser som 'Klovn', 'Klassefesten', 'Dirch' og naturligvis den uundgåelige nye 'Far til fire'-film; 'Tilbage til naturen'. Disse film solgte tilsammen omkring 2,5 millioner billetter. Men 2011 blev også året, hvor en håndfuld film, som egentlig burde være relativt nemme at sælge til befolkningen, Floppede (med stort F). 

Christoffer Boes psykologiske gyser 'Beast' og Simon Stahos farverige ungdomsmusikfilm 'Magi i Luften' solgte ikke mere end nogle få tusinde billetter. Begge er dygtige, erfarne og kompromisløse instruktører, som udelukkende får lunkne anmeldelser, fordi de tidligere har lavet noget, som var en lille smule bedre. I forhold til så meget andet på markedet leverer Christoffer Boe og Simon Staho stor og inspirerende filmkunst. 'Beast' havde to af dansk films største stjerner; Nicolas Bro og Nicolai Lie Kaas i hovedrollerne, mens 'Magi i luften' var proppet med tidens 80'er-stemning og danske hits, som flere musikteaterforestillinger har bevist kan sælge i øjeblikket.
Rune Schjøtts forhudsforsnævringsfilm 'Skyskraber' klarede sig heller ikke godt, selvom den var dybt interessant i flere henseender. Den sort-humoristiske tone og den nærmest wild west-agtige stemning vækkede minder om en af dansk films helt store nyklassikere; 'Frygtelig Lykkelig'. I en fremtrædende rolle sås oven i købet Lars Brygmann, som også medvirkede i netop 'Frygtelig Lykkelig'. 'Skyskraber' blev et comeback for barnestjernen Lukas Schwarz Thorsteinsson. Hans præstation var måske ikke imponerende, da han i sin tid reddede Midgård i 'Jul i Valhal', men han så virkelig ud til at være vokset som skuespiller. Sidst men ikke mindst har vi filmens soundtrack, som Mews forsanger, Jonas Bjerre, egenhændigt havde stået for. Det alene er interessant for en dansk filmproduktion, og når sangene oven i købet er så formidable, kan det undre, at man ikke har brugt det noget mere til at sælge filmen.
Flere af disse filmflops havde jeg kun hørt om, fordi jeg følger med på diverse filmsites, og en enkelt; Linda Wendels 'Julie', som topper/bunder listen, anede jeg ikke eksisterede, før jeg hørte den triste nyhed om, at den blot havde solgte sølle 155 billetter.

Det handler om, at der stort set ikke er blevet reklameret for disse film. Et par enkelte busreklamer kan det blive til, men især ungdomsfilm som 'Magi i Luften' og 'Skyskraber' skal vise sig frem, hvor de unge er; via virale kampagner på de online medier. Hvad nytter det med en stor plakat på et busstoppested, når målgruppen alligevel går med snuden begravet i en smartphone?
Dernæst handler det om, at distributørerne skal opdage filmenes potentiale og satse på at vise dem i flere biografer. To uger efter premieren ville jeg finde billetter til 'Skyskraber', men medmindre jeg ville tage turen til København og sidde i en lille kældersal, var det en umulighed. Jeg vandt to billetter til 'Beast' kort efter premieren, men situationen var den samme, så jeg gav billetterne til en gammel efterskolekammerat bosiddende i København.





Som skrevet i indledningen er jeg bange for, at Mads Mathiesen '10 timer til paradis' kan lide samme skæbne. Filmen er baseret på den  danske kortfilm 'Dennis' (2007), som jeg ved mange kender og elsker.  Men hverken denne information eller det faktum at kortfilmens dygtige hovedrolleindehaver, den to meter høje og 140 kilo tunge bodybuilder Kim Kold, er tilbage i spillefilmen bliver nævnt på plakaten. Man kan ikke engang se Kim Kold imponerende muskuløse krop i fuld udstrækning på plakaten, da han sidder på sine spændte baller i det thailandske sand. 
I rollen som bodybuilderen Dennis' underkuende mor ses, igen som i kortfilmen, Elsebeth Stentoft. Hun er filmens eneste uddannede skuespiller, bedst kendt som Mias mor i 'Klovn'. Dette kunne man også nævne på plakaten, simpelthen for at tiltrække folks opmærksomhed. Det er et billigt trick, men det er fandeme effektivt.





Som sagt er '10 timer til paradis' ikke helt så grelt et eksempel, da den både er blevet promoveret gennem tv-spots og rent faktisk bliver vist i biografer over hele landet. Men man kunne stadig gøre meget for at styrke salget af denne lille danske filmperle - særligt når den er oppe imod 'Mission Impossible: Ghost Protocol', Steven Spielbergs 'War Horse' og biopic'en 'Marylin' på premieredatoen. 

2 kommentarer:

Kras Kjaerholm sagde ...

Jeg glæder mig så meget til at se den med jer. det ligner at den har ramt en rigtig god stemning. 14 kg?

Jesper Pedersen sagde ...

Jajaja, det er hermed ændret til de 140 kilo, som der skulle have stået :)

Send en kommentar