tirsdag den 11. januar 2011

Tomatsovs med pasta... & pasta

En af de retter, jeg ofte laver, når vi ikke har planlagt noget særligt er tomatsovs med pasta. I aften dog pasta i mere end én forstand, da jeg udover den gode fuldkornsspaghetti tilføjede en klat af Mejses mirakuløse røde pastafarve.

De tomater vi havde var grå & kedelige, og sommetider er farven afgørende for, om maden smager godt. Præcis ligesom med den hjemmelavede remoulade, jeg lavede i sommers.

Tomatsovsen er i øvrigt supernem!
Løg & hvidløg (eventuelt chili, peberfrugt, krydderurter - hvad man nu har) svitses i olivenolie. Store stykker tomater tilsættes & simrer under låg i ti minutters tid. Blend!
Jeg har læst et sted, at man, hvis man bruger tørrede krydderier ikke skal tilsætte dem før efter blendning, da det ellers kan gøre sovsen netop grå & kedelig.

Det bedste er, at det ikke kræver mere tid end det tager at koge en balje pasta.
Vi plejer at servere med fintrevet parmesan, mozzerella eller rejeost.

Det sidste var bare noget, jeg skrev for sjov.

3 kommentarer:

Camille sagde ...

haha gad vide hvordan det ville smage med rejeost?!

(men jeg tror jeg foretrækker parmesanen)

Det lyder superlækkert!

Julia Hausfrau sagde ...

Jeg nåede lige at få kaffen galt i halsen. Rejeost? Men så reddede du den alligevel lige. Ses vi næste fredag?

Jesper Pedersen sagde ...

Det kan du tro, vi gør!

Send en kommentar