Den første halvdel af den forgangne uge var jeg i Århus for at spille med i et afgangsprojekt fra European Film College i Ebeltoft.
Jeg spiller hovedrollen, Falolin Hansen, som efter at have overlevet et skud i hovedet, beslutter sig for at springe ud fra taget af boligkompleks for senere at blive kørt over af en bil.
Kasper, som har skrevet og instrueret filmen (og som i øvrigt spiller den altdominerende rolle som skraldemand i ovenstående klip) har gået på Morsø Gymnasium ligesom Mejse og jeg. Nu har han så taget hul på de sidste uger af et års højskoleophold i Ebeltoft.
Jeg blev vildt glad, da han kontaktede mig for et par uger siden og spurgte, om jeg ville spille med i filmen. Det var inspirerende at overvære de dygtige folk, som - selvom de har haft nogenlunde det samme forløb på højskolen - var fuldstændigt klar over hver deres opgave på produktionen.
Det var vildt sjovt at spille foran et kamera og ikke mindst på green screen, som faldet er blevet optaget på.
Nu glæder jeg mig bare til at se det færdigklippede resultat om et par uger. Måske til gallapremieren i Store Bjørn-biografsalen på højskolen... hvis jeg tør.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar