tirsdag den 18. januar 2011

Farvel med flødeboller

Så går normeringen officielt fra 14 børn til ét - i dag har det nemlig været farvel til vuggestuen & goddag til barsel.
Min gode kollega Signe overraskede mig med, hvad hun kaldte en 'manddomsprøve', da hun rakte mig et franskbrød & to bakker flødeboller.
Jeg var ikke et sekund i tvivl om, hvad prøven bestod i.

Jeg har i mange år haft lyst til at udhule et franskbrød & fylde det med flødeboller, præcis som min mor har fortalt, hun gjorde det i sine unge dage, men jeg har aldrig fået taget mig sammen til at gøre det. Heldigvis har jeg fortalt Signe om det, og i dag var der jo så ingen vej udenom.


Det er en fed fornemmelse at have et franskbrød & 24 flødeboller for sig selv - selvom jeg delte lidt med Han & Daniel. Det smager forbløffende godt på en lidt forbudt måde. Jeg har store planer om at udvikle en dessert, som indeholder hvedebrød med sprød skorpe, kiks, chokolade & flødebollecreme, og som man rent faktisk ville kunne være bekendt at servere for gæster til en finere middag.
Jeg lader høre fra mig.

Nu mangler jeg bare at spise Pinocchiokugler med mælk til morgenmad, ligesom de gør i 'Otto er et næsehorn'.

7 kommentarer:

Stine sagde ...

Så du udhuler franskbrødet, propper flødeboller i og skærer skiver som normalt? Lyder lækkert!

Camille sagde ...

fedt!

og rigtig god barsel til dig!

Mette Bossow sagde ...

Hej Jesper!
God barsel til dig, eg håber Mejse får en god start på jobbet igen, det er jo lidt hårdt at komme tilbage til det virkelige liv :)
I tyskland kan man ved bageren købe et 'Matschbrötchen' - altså et rundstykke, der er skåret over med en flødebolle i - og det smager faktisk ok (hvis man hukommelse ikke svigter, for det er vist 15 år siden jeg sidst fik et ;o)
Hilsen Mette

Arthurs farmor sagde ...

Får helt lyst til at smage igen - det er 35 år siden sidst....
Til Stine : Det skal udhules, fyldes op med flødeboller og så gnaver du af det. Det kan skæres over i to halve - prøv det !!!

morslille sagde ...

Åh hvilke minder!!!! I min skoletid købte vi et 1/4 franskbrød eller faktisk et halvt lille franskbrød. Det gjalt om at komme til bageren først, inden der blev udsolgt af de runde franskbrød, de var nemlig bedre end formbrødene. Og ja så 2-3 flødeboller i og så 33cl. cola (glasflaske med skruelåg) til at skylle det hele ned med. Men noget maget vigtigt, som jeg tror din mor har glemt, det bløde brød som bliver pillet ud, når du udhuler det, mases sammen, så det næsten ligner dej og spises, det lægger en god bund!!!! Den ret må jeg også servere for mine børn, den bør kom med i en eller anden form for en "kanon"
God barsel
Hilsen Charlotte

Jesper Pedersen sagde ...

Jeg har store planer om til én af Arthurs kommende børnefødselsdage først at servere en pinocchiokugler-med-mælk-suppe, dernæst et franskbrød med flødeboller & til sidst en eller anden form for is... evt. nogle sunde sorbeter med krydderurter & grøntsager.

#Stine, skiverne var bare fordi, jeg vist fra starten indså, jeg måtte have hjælp, så jeg skar skiver, så Han, Daniel & jeg ikke skulle gnave af det samme franskbrød:)

Anita Konge sagde ...

UUh den fødselsdag glæder jeg mig til. Dejligt at se du har lært noget sundt pædagogik omkring kost i vuggeren :)

Send en kommentar