Hvis nogen endnu ikke har set Ricky Gervais svine Hollywoods største stjerner til som vært ved dette års Golden Globes, har de chancen her:
Gervais rykker humorens grænser, hver gang han laver et nyt projekt, men med disse personligt rettede uforskammetheder, har han tilsyneladende taget springet direkte over grænsen. Jeg har aldrig hørt så grovkornet stand-up, og så er langt de fleste af ofrene oven i købet til stede i salen.
Som udgangspunkt er det han siger jo sjovt - men det er også tåkrummende at høre på. Ikke mindst når man kan se, hvordan nogle af verdens mest celebre skuespillere trækker på alle talenter for ikke at vrænge på næsen af den bramfrie britte.
Det ville jo være uhøfligt ikke at grine?!?
Gervais var også vært i 2010, og ugen inden dette års prisuddeling udtalte han i et interview, at han tilsyneladende ikke gjorde jobbet ordentligt sidste år, siden han var blevet inviteret igen. "(...)I guarantee they will not invite me back." sagde han.
Da jeg så denne video første gang, kom jeg med det samme til at tænke på John Cleeses tale ved Monty Python-kollegaen Graham Chapman begravelse:
Den er næsten lige så uforskammet, men den er også utroligt kærlig & ikke mindst ærlig. Ricky Gervais fremstilling af kendisserne er derimod ondskabsfuldt fordrejet ugebladssladder - noget helt, helt andet end den lovprisning af kolleger, man er vant til ved de store award-shows. Det er forfriskende, jovist, men måske også en anelse for friskt.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar