torsdag den 27. januar 2011

Andebys helte

Det nye Anders And & Co. er netop udkommet, og endnu engang viser Egmont en nytænkning, som er yderst velkommen.

I sidste halvdel af 2010 begyndte Egmont for alvor - omsider - at kæmpe for overlevelsen af det over 60 år gamle Anders And & Co. Jeg skrev indlægget 'Masser af Anders til Jesper' om de gode idéer med Anders Ands besøg i Danmark, Olsen Bandens besøg i Andeby & Anders Lund Madsens rolle som gæsteforfatter.

Nu er endnu et tiltag blevet lanceret, idet den nyeste udgivelse er et udvidet temanummer med masser af superheltehistorier.


Forsiden prydes af Anders Ands superalter ego, Stålanden, som også er at finde inde i bladet. 
Jeg har altid været vild med denne Andebys Batman. Især de italienske perler i Den Store Ståland, som udkom i 80'erne samt det flotte Stålanden på nye eventyr, også italiensk, som kørte op igennem 90'erne. En dag skal jeg vise Jer min komplette samling!


Der er naturligvis også et par historier med den Superman-inspirerede Supermule, som Fedtmule forvandles til, når han spiser en jordnød.
Derudover er der blevet plads til et par nye forklædninger båret af Rip, Rap, Rup & Andersine, og så  har mestrene Carl Barks & Don Rosa hver en historie med. Vanen tro er de mere nede på Jorden - der er hverken masker eller underbukser med i deres fortællinger, men derimod masser af drama & humor.

2 kommentarer:

Stine sagde ...

Jeg glæder mig til at se din samling!

Men hvad mener du med at kæmpe for, var bladet da ved at uddø?

Jesper Pedersen sagde ...

Oplagstallene er dalet med over 50% de sidste ti år - vist nok det største blandt alle Egmonts mange udgivelser. I 2009 lå oplagstallet på 60.000, sidste år var det nede under 40.000.

Send en kommentar