søndag den 30. januar 2011

Kun en halv cupcake

Sådan gør man, når er to om at dele den sidste cupcake.


Selve kagen er levninger fra et besøg af Anita & Paakjær i torsdags, hvor de var så søde at tage sødt med til kaffen. 
Frostingen er lavet efter Julias ultimativt lækre opskrift.
Krymlen stammer fra Mejses mandelpimpning i julemåneden.

lørdag den 29. januar 2011

Det er sjovt at rydde op

Vi har gang i den helt store oprydning herhjemme, så alt bliver endevendt i håbet om at kunne fylde et par affalds- eller genbrugsposer. Vi har  mange ting!

Her til aften har jeg ryddet op i den røde Jesper P-jordbærkuffert og sørget for, at den næste, der åbner trækker på smilebåndet.


Jeg har nået en masse kasser i dag.
Jeg blev en anelse pinligt berørt efter at have samlet en stor bunke ting sammen, hvis videre skæbne, jeg tydeligvis har været ude af stand til at afgøre på et givent tidspunkt. 
I aften var jeg dog ikke i tvivl...


Fire sæt mere eller mindre defekte høretelefoner. To nøgler, som jeg ikke aner hvad lås hører til. En håndfuld forskellige batterier som måske, måske ikke virker. En 3G-telefon ude af stand til at skrive Æ, Ø & Å. En Samsung-telefon uden oplader. OG cirka 40 centimer ledningeskjuler. 
Ud med det!!!

Andre ting er sværere at skille sig af med.
Når der en gang imellem kommer en rigtig flot dvd-boks, enkel i designet uden for meget tekst & halløj, er der tit et papomslag omkring, som viser billeder af boksens indhold og lister alle specifikationer op i detaljer.


Sådanne papomslag har jeg haft nogle stykker liggende af i flere år, men nu er jeg klar til at vinke farvel. 

I øvrigt, hvis I undrer Jer over, hvad tingene i Jesper P-kufferten bliver brugt til, får I svaret her:

fredag den 28. januar 2011

The Green Hornet

I går havde superheltekomedien 'The Green Hornet' dansk premiere, og i den anledning har jeg nørdet lidt i den maskerede selvtægtsmands spændende historie. 


Kort fortalt handler det om Britt Reid, som til daglig er avisudgiver/mediemogul (alt efter hvor langt tilbage i tiden vi går). Om natten fanger han forbrydere forklædt som Green Hornet.
Med sig har han sin asiatiske chauffør, kampsportseksperten Kato.


Green Hornet optrådte første gang i en radioføljeton bestående af over 1000 episoder, som blev sendt mellem 1936 & 1952.
George W. Trendle & Fran Striker fik idéen til Green Hornet som en spinoff til deres populære 'Lone Ranger'. Således er Britt Reids far, Dan, nevø af John Reid, som i slutningen af 1800-tallet optrådte under det maskerede alias Lone Ranger. I fiktionen, forståes.

På afspilleren nedenunder kan du shuffle mellem en masse Green Hornet-episoder i kronologisk rækkefølge fra alle årene.




Radiosuccesen førte til to serials; 'The Green Hornet' fra 1940 & 'The Green Hornet Strikes Again!' fra 1941. Disse bestod af 13 & 15 episoder på hver tyve minutter.


Serials blev vist i biografen som opvarmning til en spillefilm, oftest indenfor samme genre. Typisk kørte hvert afsnit en uge ad gangen, og en spændende cliffhanger gjorde, at publikum var nødt til at vende tilbage.
I dag kan man finde hele den første serial på YouTube:




Green Hornet var et vigtigt bindeled mellem westernernes maskerede hævner & superhelten. Han var et af de første forsøg på at trække selvtægtsmanden ud af sin vante ramme i det vilde, lovløse vesten og ind i en moderne tid, hvor der nok er en ordensmagt, men af en eller anden grund er den ude af stand til at gøre sit arbejde. 
Måske var Green Hornet mere privatdetektiv end superhelt, men han skjulte sin identitet med maske, og det var helt nyt i krimigenren.

Et par år efter Green Hornet, kom de første rigtige helte; Superman & Batman. De startede i tegneserierne, og efter dem er stribevis af helte fulgt efter - med eller uden superkræfter.
Green Hornet fik også hurtigt sine egne tegneserier, som udkom med jævne mellemrum de næste 30 år.


Op igennem 50'erne forsøgte skaberen af Green Hornet, George W. Trendle, at få lanceret en tv-serie uden held. Først efter 'Batman' med Adam West i titelrollen opnåede stor popularitet i 1966, lykkedes det at få 'The Green Hornet' produceret på samme kanal.



Den blev imidlertid ikke den store succes, så for at højne seertallene, lavede man en crossover i 'Batman'-seriens sendetid. 
Green Hornet & Kato besøger Gotham City, hvor de møder Batman & Robin. Efter en misforstået nævekamp, indser de to duoer at et samarbejde nok er at foretrække.
Hele dobbeltafsnittet kan ses på YouTube.


'The Green Hornet' nåede kun at få én sæson, men den kickstartede en international karriere for den unge kineser, som spillede Kato; Lee Jun-fan, bedre kendt som Bruce Lee.



I 1988 blev en ny tegneserie lanceret. Den forsøgte at samle alle de forskellige elementer fra radio, tv & tegneserier i et mere episk værk. Tegneserierne blev en succes, og efter Hollywood-filmatiseringerne af Superman & Batman, var en biograffilm om Green Hornet uundgåelig... sådan da.

I 1993 skrev George Clooney kontrakt på hovedrollen i 'The Green Hornet'-filmen, men efter et par år i 'development hell', som det hedder i branchen når en produktion står i stampe, forlod han rollen til fordel for 'Batman & Robin', som blev hans helt store gennembrud.
I 1997 blev musikvideoinstruktøren Michel Gondry hyret til at indspille hvad der skulle have været hans spillefilmsdebut med Mark Wahlberg som Green Hornet, men dette projekt blev også droppet.
Kevin Smith var en overgang tilknyttet filmen som både manuskriptforfatter & instruktør, men uden held. Han fik senere udgivet sine Green Hornet-historier som tegneseriehæfter.

Filmen lod vente på sig, så i 2006 tog den franske instruktør & Green Hornet-fan, Aurélien Poitrimoult, sagen i egen hånd og lavede denne barske, hårdtslående kortfilm.



Og endelig kom den så, 'The Green Hornet.


Jeg vil ikke sige så meget om den, anden end at den jo faktisk er instrueret af Michel Gondry, og den ser underholdende ud. Det er en komedie og som sådan tydeligvis meget anderledes end alt andet i franchisen. I får et enkelt actionfyldt klip...


... og så slut!

torsdag den 27. januar 2011

Andebys helte

Det nye Anders And & Co. er netop udkommet, og endnu engang viser Egmont en nytænkning, som er yderst velkommen.

I sidste halvdel af 2010 begyndte Egmont for alvor - omsider - at kæmpe for overlevelsen af det over 60 år gamle Anders And & Co. Jeg skrev indlægget 'Masser af Anders til Jesper' om de gode idéer med Anders Ands besøg i Danmark, Olsen Bandens besøg i Andeby & Anders Lund Madsens rolle som gæsteforfatter.

Nu er endnu et tiltag blevet lanceret, idet den nyeste udgivelse er et udvidet temanummer med masser af superheltehistorier.


Forsiden prydes af Anders Ands superalter ego, Stålanden, som også er at finde inde i bladet. 
Jeg har altid været vild med denne Andebys Batman. Især de italienske perler i Den Store Ståland, som udkom i 80'erne samt det flotte Stålanden på nye eventyr, også italiensk, som kørte op igennem 90'erne. En dag skal jeg vise Jer min komplette samling!


Der er naturligvis også et par historier med den Superman-inspirerede Supermule, som Fedtmule forvandles til, når han spiser en jordnød.
Derudover er der blevet plads til et par nye forklædninger båret af Rip, Rap, Rup & Andersine, og så  har mestrene Carl Barks & Don Rosa hver en historie med. Vanen tro er de mere nede på Jorden - der er hverken masker eller underbukser med i deres fortællinger, men derimod masser af drama & humor.

onsdag den 26. januar 2011

Mere Tron på vej

Det var langt fra alle, der troede, at 'Tron: Legacy' med sit milliardbudget ville blive en overskudsforretning for Disney. Men efterhånden som den har indtjent det dobbelte, er der blevet annonceret et par nye projekter.


Når 'Tron: Legacy' udkommer på video, vil en del af ekstramaterialet være en særlig teaser for den næste film i franchisen. 
'Tron 3' - som endnu er uden officiel titel - er ikke blevet sat i produktion, men teaseren skal veje stemningen & forhåbentlig skabe en mere folkelig hype i stil med dén lidt nørdede, man oplevede efter Comic Con i 2008, hvor teaseren for 'Tron 2' (aka 'Tron: Legacy') havde premiere endnu før filmen havde fået grønt lys.



Folkene bag 'Tron: Legacy' gjorde klogt i ikke at bruge løs af alle de ikoniske karakterer fra den første film, men i stedet fokusere på nogle få udvalgte som Kevin Flynn & Alan Bradley. I 'Tron: Legacy' gav det plads til nye, unge kræfter som Kevin Flynns søn Sam & den smukke Quorra, som på længere sigt vil kunne føre franchisen videre.

Tilsyneladende vil man i 'Tron 3' også kunne finde et par karakterer fra originalen. Den ene scene vil således være en tekstchat mellem Edward Dillinger Jr. & hans skurkagtige far Ed Dillinger.  
Farmand har ikke været med siden 'Tron', hvor han blev spillet af David Warner.


Sønnike blev kort introduceret i 'Tron: Legacy', spillet af Cillian Murphy.


Udover 'Tron 3' er en tegnefilmserie i ti dele blevet sat i produktion. 'Tron: Uprising' får tv-premiere næste år på Disney XD med blandt andre Elijah Wood, Lance Henriksen & Tron-veteranen Bruce Boxleitner på rollelisten.

tirsdag den 25. januar 2011

Lego-manden smiler

Sidste år startede Lego deres Minifigures-udgivelser, hvor hver serie indeholder 16 særlige figurer. Jeg så med det samme et godt samlepotentiale...


Hver enkelt figur med tilbehør er forseglet i en farverig pose. Takket være forskellige stregkoder, fandt samlere & ikke mindst forhandlere i starten ud af hvordan man kunne undgå dubletter. 
Jeg købte de første to serier samlet på en dansk hjemmeside, og indtil jeg får erhvervet mig én eller anden form for display, lægger de i vores flotte Lego-krukke af porcelæn.



Men nu hvor den tredje serie er udkommet, er stregkoderne blevet ændret.
Satans!

De 16 nye figurer kan stadig købes samlet på nettet, men det er blevet betydeligt dyrere.

Jeg håber, der bliver opfundet en lampe, som kan lyse igennem den slags metalliske-plastikagtige poser inden april, når serie fire kommer på markedet!

Hvad for noget legetøj?!

I eftermiddags, da Arthur & jeg gik ned mod Åen for at hente Mejse ved H&M, kom vi forbi Superbixen på Vesterbro Torv. 
Her sælger de legetøj...


Erotisk legetøj!?



Engang besøgte jeg Superbixen en del for at tjekke deres mere uskyldige udvalg, men det er længe siden, jeg har været der sidst. 
Jeg gjorde meget ud af ikke at lægge de indkøbte dvd'er ned i tasken, før jeg var kommet ud af butikken, og samtlige covers blev lige vendt & drejet et par gange, så det var tydeligt for alle, hvad jeg havde købt - eller rettere; ikke havde købt.

I dag tænkte jeg mig dog ikke om. Bedst som jeg stod dér ved siden af den himmelblå selvbetjeningsautomat & gemte kameraet væk i fodenden af Arthurs barnevogn, kom en jævnaldrende pige gående med en skraldepose. Umiddelbart brød jeg mig ikke om det blik, hun gav mig. 

mandag den 24. januar 2011

Man ved, det er godt!

En brun papirspose, hvis indhold sætter fedtaftryk & med tiden gør posen nærmest gennemsigtig. Det kan kun blive godt!


Mmmm, næstefter studenterbrød er dag/nat min yndlingssnitte.


Især når det som her er med sveskemos - for Guds skyld, ingen syltetøj hverken dag eller nat!
Det er ikke så tit, jeg ser dem med svesker, men i dag i Viborgs Sct. Mathias Center var jeg heldig. Og selvom en konditorcreme på dagssiden udgjorde en betragtelig del af fyldet, var det herligt.

søndag den 23. januar 2011

De tre små ord: Luksus. Limited. Edition.

Vi har brugt de sidste par aftener på at se sæson seks af 'Klovn', så Mejse har fået en masse motion - hun pendler konstant mellem fjernsynsstue & spisebord, når pinlighederne bliver for pinefulde.

Vi er på besøg hos mine forældre i Nordjylland denne weekend, og der er masser af klovnerier at komme i gang med; min far har de fleste sæsoner enkeltvis & min lillebror vandt boksen i mandelgave juleaften. Selv drømmer jeg videre om denne luksusboks...


... som jeg har fundet ud af, kun findes i sølle 1000 nummererede eksemplarer. Det er dét flotteste, der nogensinde er produceret til videomarkedet i Danmark, og jeg vil gerne støtte det - på et tidspunkt, når jeg har 799,95 til at støtte for.
Jeg kan ikke sige rosende ord nok om denne udgivelse, men jeg lader være... den skal ikke anbefales mere, før jeg selv har sikret mig et eksemplar!

fredag den 21. januar 2011

Mmmm, limefrugt

I aften gjorde frk. Hausfrau omsider alvor af sine trusler om at komme på besøg til nachos sammen med gemal & afkom.
Chips, cheese & dip var stort set magen til for tre måneder siden, men denne gang var der også kolde Coronaer med lime at skylle det hele ned med.
Arthur fik naturligvis ingen cerveza, men limen var han helt vild med.



Bare rolig - de er ikke overfladebehandlet!

Nachos er én af mine livretter! Jeg anbefaler naturligvis stadig at man laver nogle gode hjemmelavede dipper, steger en kyllingefilet, bruger al den ost man kan komme i nærheden af og sætter prikken over i'et med oliven & jalapeño.
Tænk at noget så ordinært kan blive lækkert.
Den café der startede med at servere av-det-gør-fandeme-ondt-i-læberne-pulverkrydrede-tortillas med en blendet dåse flåede tomater & en skål fedtfattig creme fraiche burde skamme sig!

... og sådan set også dem der fortsætter med det.

torsdag den 20. januar 2011

Så længe jeg gider

Det kan tælles på én hånd, hvor mange madpakker jeg har smurt til mig selv i min tid i vuggestuen. Af uransagelige årsager har jeg både i går & i dag pakket mad ned til Mejse, som var hun dronningen af Saba.


Her til morgen lavede jeg en portion humus, som hun fik en lille smule med af toppet med sesamfrø & en enkelt oliven. Det kan hun spise til sin rugbrødskive sammen med de tykke skiver agurk, cocktailtomaten & de nøje afmålte gulerødder (de kunne lige være der).
I går aftes fik lavede jeg nogle lækre ostebrød til onsdagssuppen; godtbrød med revet parmesan, mozzerella & rød cheddar. Samtidig lavede jeg én med tomat & oregano til Mejses madpakke.
Til eftermiddagspausen er der blandede nødder med rosiner & abrikoser, blåbær & vindruer samt et lille stykke mørk chokolade.

Indtil videre er det meget hyggeligt, men nu må vi se, hvor længe jeg gider.

onsdag den 19. januar 2011

Mad Men

Det er jo ikke ligefrem mandighed, der præger hverdagen, nu hvor jeg er gået på barsel. Det meste af dagen er gået med madlavning, bleskiftning & oprydning. Arthur & jeg har leget en masse, vi har spillet Mariehønen Evigglad på guitar og det har været fantastisk hyggeligt, men mandigt, det er det ikke.

Testosteronen fik dog afløb, da jeg skulle trille barnevognen med den ene hånd & bære tre poser fulde af bøger i den anden hele vejen forbi Vesterbro Torv & nedad Nørregade til Bogshoppen, hvor jeg fik solgte hele stakken. Dét gav et tilskud, så jeg kunne købe sæson 2 af 'Mad Men'.
Mejse har slugt første sæson i de sidste dage af hendes barsel, så denne anden boks kan hun få som præmie for at lægge ud med en ti timers vagt i H&M.


'Mad Men' foregår i en tid, hvor mænd var chefer, og kvinder var sekretærer. En tid, hvor det var okay at tage et glas cognac i kaffepausen, og hvor tøflerne stod parat ved siden af dagens avis, når manden kom træt hjem fra sin elskerinde.
Til gengæld havde mændene dengang ingen barsel!

Det ville være uhøfligt ikke at grine?!?

Hvis nogen endnu ikke har set Ricky Gervais svine Hollywoods største stjerner til som vært ved dette års Golden Globes, har de chancen her:


Gervais rykker humorens grænser, hver gang han laver et nyt projekt, men med disse personligt rettede uforskammetheder, har han tilsyneladende taget springet direkte over grænsen. Jeg har aldrig hørt så grovkornet stand-up, og så er langt de fleste af ofrene oven i købet til stede i salen.
Som udgangspunkt er det han siger jo sjovt - men det er også tåkrummende at høre på. Ikke mindst når man kan se, hvordan nogle af verdens mest celebre skuespillere trækker på alle talenter for ikke at vrænge på næsen af den bramfrie britte.
Det ville jo være uhøfligt ikke at grine?!?


Gervais var også vært i 2010, og ugen inden dette års prisuddeling udtalte han i et interview, at han tilsyneladende ikke gjorde jobbet ordentligt sidste år, siden han var blevet inviteret igen. "(...)I guarantee they will not invite me back." sagde han.

Da jeg så denne video første gang, kom jeg med det samme til at tænke på John Cleeses tale ved Monty Python-kollegaen Graham Chapman begravelse:


Den er næsten lige så uforskammet, men den er også utroligt kærlig & ikke mindst ærlig. Ricky Gervais fremstilling af kendisserne er derimod ondskabsfuldt fordrejet ugebladssladder - noget helt, helt andet end den lovprisning af kolleger, man er vant til ved de store award-shows. Det er forfriskende, jovist, men måske også en anelse for friskt.

Forældreorlovens lange arm

Udover at være sammen med Arthur, tror jeg den primære beskæftigelse de første dage af min barsel bliver at lindre fantomsmerterne i pjækketarmen. Jeg har det som om, jeg har sygemeldt mig uden grund, og når jeg oven i købet mærker en pludselig stigende nervøsitet for, om jeg dog kan huske alle de måltider, vitamindråber, rene bleer & karbade, som knægten skal have, blafrer sommerfuglene som aldrig før.

Med bortset fra dét, er det en fed fornemmelse ikke at skulle andet de næste ti uger end at være sammen med Arthur.
Sove, spise, lege sammen med Arthur.

Lige nu sover han middagslur efter en hyggelig frokost, så jeg har dristet mig til at se første afsnit af tegnefilmsserien 'Mortal Kombat: Defenders of the Realm', som jeg omtalte i nat.

Som sagt kender jeg ikke meget til universet endnu, men jeg begynder da så småt at genkende nogle af karaktererne.

Serien er én blandt mange hurtigt producerede saturday morning cartoons fra 80'erne & 90'erne, som tager udgangspunkt i velkendte franchises - for eksempel 'G.I. Joe', 'Masters of the Universe', 'Ghostbusters' & 'Teenage Mutant Ninja Turtles', som nok er den vi kender bedst herhjemme.
Fælles for dem alle er, at de har et stort karakterergalleri, med så endimensionelle personligheder, at man er nødt til at gøre dem ekstremt forskellige af udseende & give dem hver deres, til tider overnaturlige evne for at kende dem fra hinanden.
Gruppen af hovedpersoner & deres styrker præsenteres som regel i introen - Mortal Kombat er ingen undtagelse:



Det er den ultimative citronpresning, men jeg må tilstå, jeg kan lide det!
Jeg slugte disse serier som lille, og den dag i dag elsker jeg stadig, når universer bliver så omfattende, at man kan gå på opdagelse på forskellige platformer som tegneserier, film, spil og så videre.
Det bliver en sport at spotte genbrugte elementer, men så sandelig også at finde kontinuitetsfejlene.
Selvfølgelig kan det hele ikke være lige godt, men der er næsten altid én eller anden kvalitet. Nogle gange skal man bare lede længere end andre.

17 minutter inde i 'Kombat Begins Again' er der en flot kampscene mellem forræderen Sub-Zero & lederen af en flot ondskabsfulde nomadebæster; Karbrac.


Jeg er helt vild med nomadernes design, som naturligvis er enkelt som alt andet i serien, men utroligt præcist.


Den korte kampscene, som foregår ved en vulkankløft, er flot koreograferet & eminent animeret - især i forhold til resten af serien.

Mortal Kombat anno 2011

Forleden læste jeg på filmz.dk, at spilfranchisen Mortal Kombat bliver genoplivet med en ti episoders webserie baseret på denne flotte kortfilm fra sidste år.


'Mortal Kombat: Rebirth' genopfinder, som titlen antyder, universet og planter de til tider overnaturlige karakterer i en mere realistisk & dramatisk sammenhæng.
Til sammenligning er her en video med klip fra Paul W. S. Andersons Mortal Kombat-film fra 1995.


Udover at være faldet i søvn til denne første 'Mortal Kombat' et par gange, har jeg aldrig benyttet mig af nogle af franchisens mange tilbud. Der er ellers nok at komme efter!

Udover det originale computerspil & dets mange efterfølgere kom der samme år som Paul W. S. Andersons film en animeret prequel med titlen 'Mortal Kombat: The Journey Begins', og i 1996 kom tegnefilmsserien 'Mortal Kombat: Defenders of the Realm'. Derefter fulgte endnu en live-actionfilm, 'Mortal Kombat: Annihilation' samt en tv-serie, 'Mortal Kombat: Konquest'.
Så er der selvfølgelig tegneserier, spillekort og faktisk blev der også lavet et sceneshow med stuntmen & dansere, som sprang mimende rundt til technomusik, mens publikum kom med passende tilråb.

Jeg har fundet denne lille promovideo på YouTube:

De forskellige film & serier skal da nok tjekkes ud, men generelt synes jeg, universet er præget af lidt for hurtige & billige produktioner - typisk 90'er-franchise.
Jeg er dog spændt på at se, hvad den nye webserie kan byde på, og med tydelig inspiration fra Christopher Nolans Batman-film & ikke mindst 'Watchmen', tror jeg, der er noget at glæde sig til.

tirsdag den 18. januar 2011

Farvel med flødeboller

Så går normeringen officielt fra 14 børn til ét - i dag har det nemlig været farvel til vuggestuen & goddag til barsel.
Min gode kollega Signe overraskede mig med, hvad hun kaldte en 'manddomsprøve', da hun rakte mig et franskbrød & to bakker flødeboller.
Jeg var ikke et sekund i tvivl om, hvad prøven bestod i.

Jeg har i mange år haft lyst til at udhule et franskbrød & fylde det med flødeboller, præcis som min mor har fortalt, hun gjorde det i sine unge dage, men jeg har aldrig fået taget mig sammen til at gøre det. Heldigvis har jeg fortalt Signe om det, og i dag var der jo så ingen vej udenom.


Det er en fed fornemmelse at have et franskbrød & 24 flødeboller for sig selv - selvom jeg delte lidt med Han & Daniel. Det smager forbløffende godt på en lidt forbudt måde. Jeg har store planer om at udvikle en dessert, som indeholder hvedebrød med sprød skorpe, kiks, chokolade & flødebollecreme, og som man rent faktisk ville kunne være bekendt at servere for gæster til en finere middag.
Jeg lader høre fra mig.

Nu mangler jeg bare at spise Pinocchiokugler med mælk til morgenmad, ligesom de gør i 'Otto er et næsehorn'.

Sidste dag inden barsel

Nu hopper jeg snart på min vintersaltede cykel & ruster mod Risskov til den sidste dag i vuggestuen inden barsel.

Selvom jeg skal bruge al min tid de næster 10 uger i selskab med min dejlige Arthur, kommer jeg til at savne alle de søde & møgirriterende unger i vuggestuen. Efterhånden har jeg været der så længe, at jeg har været med til at køre dem alle sammen ind og et par af mine bedste vuggevenner tager i børnehave, inden jeg kommer tilbage.
I går fik jeg det sødeste kort af én af de store drenge, som man ikke kan undgå at få et helt specielt forhold til. Det var utroligt rørende!

fredag den 14. januar 2011

Italiens tegn

Denne dejlige fredag har stået i Italiens tegn med lækre gnocchis & saltimbocca.

Men først lidt om dagen, for den har i sandhed været fantastisk!
Vækkeuret ringede 5:30 til en åbner i vuggestuen. Jeg kæmpede mig igennem frostgrader & isslag på min cykel, som på grund af vinterens strøsalt er blevet rimelig rusten.
Men jeg gled overhovedet ikke & kæden hoppede ikke af én eneste gang.
Efter arbejde var jeg forbi Jesper Paakjær for at synge vokal på en Nick Cave-duet, han skal omarrangere som eksamensprojekt. Det er over en måned siden, jeg sidst har set den kære Paakjær, og jeg fandt ud af, at jeg faktisk har savnet ham meget.
Vi fik også en øl.
Og så var jeg forbi Salling for at købe fire papirstynde skiver kalvefilet til dén der saltimbocca.

Saltimbocca er en lille lækkerbisken, som består af en kalvefilet lukket omkring lufttørret skinke, parmesanost & salvie. Der findes mange variationer, men dette er Thors Mølles opskrift, og den har jeg endnu ikke set nogen grund til at ændre.
Efter et par minutter på panden smager det fan'tastisk!


Fra Thors Mølle har jeg også fået inspirationen til at lave gnocchis. Det er små kugler af kartoffelmos tilsat mel, æggeblommer & olivenolie.
Denne gang brugte jeg omkring 600 gram kartofler, to æggeblommer, en sjat olie & mel, til dejen hang sammen...


... så kan man nemlig trille den & skære den i mindre stykker. Disse puttes i letsaltet, kogende vand, hvor de falder til bunds & flyder ovenpå, når de har fået nok.
Jeg elsker mad, som selv fortæller, når den er færdig!


Vi havde en restdej til et par herlige pandebrød i køleskabet. De blev vendt på panden & serveret ala Grappa; med en lille skål olivenolie tilsat friskkværnet salt & peber.

Vi har brugt mange forsøg på at finde den salat, som passer bedst til os, og er nu landet på romainesalaten, som vi næsten altid har et par hoveder af på køl. I aften fik vi lidt blade med ærter, tomater & kalamataoliven.
Dressingen består blot af frisk basilikum & olivenolie, som er blendet sammen & har trukket et døgns tid - det er noget, Hans Lange har lært mig.

Og sådan så den ud, vores hovedrettallerken.
Gnocchierne lavede jeg i går aftes, så da jeg kom hjem klokken 17 smed jeg dem blot i tallerkenerne, dryssede fintrevet parmesan henover & plantede nogle gode klumper gorgonzola hist og her. Så gjorde de sig færdige i ovnen, mens alt det andet blev klargjort.
Jeg havde regnet med to personer, men kunne sagtens have lavet til tre... Arthur spiste som en voksen mand!

Vi åbnede i øvrigt én af mine julegaver fra Thors Mølle dertil; en flaske blød & lækker Moulin-a-Vent, som efterhånden er ved at være tom.
Nu tror jeg nók, vi skal til at se Pink Panther med Peter Sellers!


torsdag den 13. januar 2011

This one time in band camp

Under aftensmaden kom vi til at tale om min tid som grøn spejder med titler som Bæver & Ulv, og af én eller anden grund begyndte Mejse at grine?!
Jeg skiftede hurtigt emne og spurgte, om Mejse havde hørt Kirsten Walthers KFUKvise.
Det havde hun ikke.
Det har hun nu!

... og så er det ikke længere mig, hun griner af.




Jeg kan huske, jeg har set den på tv i 'Smilehullet' engang, hvor Kirsten Walther står i spejderuniform & synger med sin skingre, let stønnende ryst. Det er en ret fantastisk optræden.

Kender nogen historien bag denne vise?

onsdag den 12. januar 2011

Mission accomplished!

Som svar på Julias flabede kommentar her:)

tirsdag den 11. januar 2011

Shyamalan

Jeg har lige hørt et telefoninterview med filmskaberen M. Night Shyamalan på filmz.dk, og det mindede mig om en kanonsjov fake trailer, jeg så sidste år.


'No One Likes M. Night Shyamalan' er gennemsyret af alle de elementer, Shyamalan har (mis)brugt i sine seks thrillers: 'Den Sjette Sans', 'Unbreakable', 'Signs', 'The Village', 'Lady in the Water' & 'The Happening'.
Der bliver især gjort grin med Shyamalans trang til at fremtvinge plot twists mod slutningen samt det faktum, at han selv medvirker i alle sine film & har plakaterne klistret til med sit mystiske navn.


Filmen starter ved en fremvisning af traileren til 'Devil', som er seneste værk på Shyamalans cv - dog fungerer han kun som forfatter & producer. Den omhandler en håndfuld mennesker, som er fanget i en elevator & pludselig viser det sig, at én af dem er en dæmon...



Jeg er ret vild med filmens teaserplakat, som ret præcist kombinerer horrordelen med spændingselementet.