Tiramisu er nok den kage jeg holder mest af at lave - ikke mindst fordi jeg holder så meget af at spise den.
Før jeg tog mod til første gang at lægge denne italienske lagkage sammen, var jeg af flere blevet advaret om hvor forsigtig jeg skulle være, hvor svært det var og så videre og så videre. Men jeg opdagede hurtigt, at det ingen sag er at lave tiramisu.
Det er en meget enkel dessert, og så alligevel ikke. Udover fløde, sukker og kaffe, skal man bruge et par ting, man måske ikke normalt har til at stå i køkkenet; pasteuriserede æggeblommer, mascarpone, ladyfingers og hedvinen marsala - men osten og kiksene kan købes i så små pakker, at de akkurat passer til én kage og spiritusen kan holde sig lææænge. Tilbage er så kun æggeblommerne, men så har man jo en undskyldning for at lave bearnaisesauce, Ceasar salad, pariserbøf eller måske bare endnu mere tiramisu!
Den sidste ting der skal bruges er kakaopulver, og her kan jeg anbefale Valrhonas 100% kakao. Til meget andet er den alt for stærk, men lige præcis til tiramisu, som er en særligt fed og sød dessert, er den uovertruffen. Valrhonas Poudre de cacao kan købes i Magasin - den er lidt smådyr, men kan også holde længe.
Opskrift på tiramisu
3 æggeblommer, 3 spsk sukker, 250 g mascarpone, 2,5 dl piskefløde, Ladyfingers, kaffe, marsala, kakaopulver
Æggeblommerne piskes tykt med sukkeret, og mascarponen røres i. Flødes piskes stiv og røres derefter også i cremen.
10-16 Ladyfingers (antal afhængigt af skålens udformning) vendes hurtigt i afkølet, stærk kaffe og marsalavin. De skal ikke være gennemblødte, men blot fugtige på ydersiden.
Læg creme og kiks lagvist - start og slut med creme. Skal den serveres i en skål eller et fad, synes jeg det ser pænest ud, at cremen når helt op til kanten.
Lav tiramisuen nogle timer før servering eller eventuelt dagen forinden, og lad den stå køligt. Drys et dækkende lag kakaopulver henover kagen lige inden servering.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar