mandag den 1. november 2010

Ugler er dette års pingviner

Søstrene Grene & Panduro har vidst det længe, og nu er det også ved at gå op for filmbranchen: Ugler er dette års pingviner!

På torsdag har animationsfilmen 'Legenden om Vogterne - Uglerne fra Ga'Hoole' biografpremiere i Danmark, og selvom den danske trailer ikke umiddelbart tiltaler mig (vi lyder så dramatiske herhjemme) ser filmen ud til at være en seværdighed.


'Legende om Vogterne - Uglerne fra Ga'Hoole' (jeg er allerede begyndt at copy-paste dén titel) kommer sjovt nok fra samme studie som den smukke pingvinfilm 'Happy Feet', og instruktøren er ét af mine store idoler; Zack Snyder, som på kort tid er blevet et kæmpenavn i Hollywood.

Efter Zack Snyder i 2004 debuterede med en meget personlig fortolkning af George Romeros zombieklassiker 'Dawn of the Dead', har han med tegneseriefilmatiseringerne '300' & 'Watchmen' slået sig fast som visuel virtuos med hang til slagkraftighed & slowmotion.
Med 'Legenden om Vogterne - Uglerne fra Ga'Hoole', som er baseret på en romanserie i 15 dele, ser han ud til endnu en gang at trylle med et veletableret forlæg.

Han er en travl mand, for frem til 2012 arbejder han intensivt på et Christopher Nolan-produceret reboot af Superman kaldet 'Man of Steel'. Men inden da skal han lige færdiggøre sin længe ventede 'Sucker Punch', som får premiere til marts næste år.
Dén er i øvrigt helt hans egen!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar