I formiddags gik jeg en tur rundt i Friskoparken med Arthur i barnevognen. Vi sagde pænt goddag & godnat til alle de mange græskarmænd, som smiler bredt ved hver en blodrød hoveddør.
Pludselig så jeg på afstand en stor ulækker klat, som til forveksling lignede bræk. Jeg tænkte: "Nå, nu igen!" for det sker lidt for ofte i disse fire-etagers ungdomsboliger, at nogen stikker hovedet ud over gelænderet for at kaste op.
What goes up, must go down!
Ned på fliserne, hvor det skaber en betragteligt omkreds af halvfordøjet maveindhold.
Og efter en lang lørdag nat - en hel time længere end sædvanlig - er der jo ingen grænser.
Men da jeg kom tættere på, kunne jeg se, at udsplatningen blot var et stakkels græskarhoved. Gudskelov så det ikke ud til, man havde nået at skære ansigt endnu! Skulle jeg endelig kyles ud fra tredje, ville jeg nok også helst forskånes for synet.
Hvorom alting er, mindede det mig om et græskarhoved, Mejse viste mig tidligere på morgenen:
Billedet er lånt fra bloggen Piskeriset på eventyr. Det er en skøn idé, og hvor er det dejligt at se det ulækre indmad komme til sin ret.
1 kommentar:
What goes down, must come up...Ydrk!
Send en kommentar