mandag den 25. oktober 2010

50-100-200

På vej hjem fra arbejde var jeg forbi SuperBest på Vesterbro Torv for at købe vælling & grød til knægten. Han er ellers begyndt at interessere sig for, hvad man i den sammenhæng nok især vil betegne som fast føde. Men selvom de første to tænder er begyndt at titte frem her kort før hans fem måneders fødselsdag, må han hellere vente lidt endnu.

Jeg fandt også lidt til Mejse: fem flotte klementiner med god, tyk skræl og en pakke løs te, så jeg kan få lavet en lækker chaisirup.
Og minsandten om jeg ikke også fik noget med selv. Efter at have betalt med en gammel, slidt 500-lap, fik jeg tre splinternye sedler tilbage. Én af hver.

Jeg har hørt mange omtale dem som Matador-penge - men er det ikke kutyme, at nye sedler & mønter skal nedgøres det første stykke tid?
Jeg synes de er ret flotte.
Især er jeg vild med, at vandmærkerne er formet som de oldtidsfund, som er portrætteret på sedlernes bagside.

Og så er det herligt med danske broer på forsiden - det er jo nok på netop det område, flest penge bliver brugt herhjemme.

Jeg synes dog stadig, Kasper Bonnén skulle have vundet Nationalbankens designkonkurrence.
Bonnén gæstede Den 11. time og præsenterede sine sjove & smukke bidrag, som du kan se her og læse mere om her, hvor der i øvrigt også er et direkte link til det ti minutter lange klip.

2 kommentarer:

Malene sagde ...

Bonnéns sedler er så smukke. Jeg ville hæve mange flere kontanter og bruge mit dankort meget mindre, hvis det havde været hans bidrag, der havde vundet. Det er en fryd for farveglade øjne.
Men de nye er vel også ok.
Kh. Malene

Robert Johannes Rasmussen sagde ...

Jeg havde ikke tidligere set Bonnéns sedler, men de er jo intet mindre end fantastiske. Små kunstværker, man kunne have i sin pung. De er herligt vovede og er helt utroligt flotte i design og farvevalg.

Send en kommentar