Da jeg cyklede afsted i morges - første arbejdsdag i vuggestuen efter 14 dages barsel - så jeg cirka sådan ud:
Jeg skriver 'cirka', fordi jeg halvvejs ude af cykelkælderen besluttede mig for også at skubbe kasketskyggen ned for øjnene, så ingen kunne kende mig. Jeg var rimeligt flov over min tekstile tilstand! Men jeg må også erkende, at jeg nåede fra det sydvestligste centrum til Århus N tørfodet og -hovedet.
Men da jeg så klokken 16:00 skiftede dagens sidste aflønnede Libero og fik fri, blev jeg enig med mig selv om at lægge ponchoen til side og se lidt fornuftig ud sådan en fredag eftermiddag ned igennem et travlt Latinerkvarter. Men allerede før jeg nåede den permanente på cykelstien langs regionaltoget kunne jeg godt mærke, at Himmerigs bruser piskede både hurtigere & hårdere, end først antaget.
"Pyt!" tænkte jeg og fræsede igennem den for at komme hjem så hurtigt som muligt.
Da jeg nåede det eksotiske Latinerkvarter, var regntiden efterhånden skyllet ind. Der var næsten ingen mennesker at se, og de få jeg så, har med garanti ikke tænkt, at jeg var spor fornuftig.
Endelig hjemme fik jeg med besvær trukket de nu totalt mørkerøde Conversesko af mine sjaskende sokker. Mine bukseben var godt snavsede af al den mudder, cykeldækkene havde kastet op. Jeg var helt igennem våd! Sjovt nok var det eneste jeg trængte til et bad.
Jeg har netop fået mig tørret og er trukket i det skabslune nattøj, som jeg sidder med min varme Acer på skødet og skriver dette indlæg.
Hvad der blev af regntøjet? Det ligger i en Faktapose på min bagagebærer og har sikkert ikke fået en dråbe vand...
Jeg skriver 'cirka', fordi jeg halvvejs ude af cykelkælderen besluttede mig for også at skubbe kasketskyggen ned for øjnene, så ingen kunne kende mig. Jeg var rimeligt flov over min tekstile tilstand! Men jeg må også erkende, at jeg nåede fra det sydvestligste centrum til Århus N tørfodet og -hovedet.Men da jeg så klokken 16:00 skiftede dagens sidste aflønnede Libero og fik fri, blev jeg enig med mig selv om at lægge ponchoen til side og se lidt fornuftig ud sådan en fredag eftermiddag ned igennem et travlt Latinerkvarter. Men allerede før jeg nåede den permanente på cykelstien langs regionaltoget kunne jeg godt mærke, at Himmerigs bruser piskede både hurtigere & hårdere, end først antaget.
"Pyt!" tænkte jeg og fræsede igennem den for at komme hjem så hurtigt som muligt.
Da jeg nåede det eksotiske Latinerkvarter, var regntiden efterhånden skyllet ind. Der var næsten ingen mennesker at se, og de få jeg så, har med garanti ikke tænkt, at jeg var spor fornuftig.
Endelig hjemme fik jeg med besvær trukket de nu totalt mørkerøde Conversesko af mine sjaskende sokker. Mine bukseben var godt snavsede af al den mudder, cykeldækkene havde kastet op. Jeg var helt igennem våd! Sjovt nok var det eneste jeg trængte til et bad.
Jeg har netop fået mig tørret og er trukket i det skabslune nattøj, som jeg sidder med min varme Acer på skødet og skriver dette indlæg.
Hvad der blev af regntøjet? Det ligger i en Faktapose på min bagagebærer og har sikkert ikke fået en dråbe vand...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar