Jeg husker det, som var det i går

I går fredag lånte vi Morten Hedes rustrød/hvide Toyota Carina og drog nordpå til mit kære barndomshjem i Strandby. Det vil sige; vi droppede højresvingét ind gennem byen og kørte direkte op i det lokale klubhus, hvor vi var blevet inviteret til fest til ære for min lille bror. Han sad som sædvanlig og brokkede sig kræsent over den mad, der var bestilt. Der er nemlig kun tre ting, han vil tage i sin mund (selvom han rent sprogligt ikke er i stand til det): bubød med gis (rugbrød med leverpostej), basghetti med kødsovs samt naturligvis nusdenterbrød. Og...

Næ, hov, der er noget galt! Lad mig tænke engang: vi lånte Hedens bil og kørte til Strandby, fordi vi skulle til fest for Mikkel - tjek, tjek, tjek. Men hvornår skete resten...?

I guder, det er femten år siden, den bette skid løb rundt på græsset i Grønnegade med krum hals & høj pande (takket være den stormende hvirvel). I går var han en velnæret ung mand med udvokset adamsæble og hovedbunden gemt væk under en hvid hue med blåt bånd.

Hele familien var samlet, og de havde alle sammen gaver med. Jeg husker, jeg i sin tid blev meget overrasket over hvor indbringende sådan en studenterfest var. Det var næsten bedre end fødselsdag.

Vi havde selvfølgelig også en pakke med. Torsdag var jeg nede i Boghandleren på Strøget for at finde en passende bog til en ung mand, som til dagligt ikke læser andet end M!-bladet (og så lektier, selvfølgelig, men det er jo et overstået kapitel indtil videre).

På boghandlerens anbefaling endte jeg med at købe Mads Kastrups novellesamling 'Mandefald', og umiddelbart er den også værd at sætte tænderne i. Det blev den i hvert fald takket være indpakningen.

Mikkels gave (den nederste af de to - den Anne'n er til min kusine, som er blevet rød student) pakkede jeg ind i guldfarvet silkepapir og skubbede den ind i et afmålt hylster af brunt karton. Dertil klippede jeg en stor hvid klat på et stykke papir og priktegnede krymmel på i de fleste af regnbuens farver samt skrev 'Til nusdenten Mikkel Pedersen!'.

Den snart 20-årige knaldhat var naturligvis for ivrig til at gennemskue designet, og rev alting i stykker for at komme ind til gaven. Men sådan skal det jo være med gaver. Heldigvis nåede jeg at få et billede af den inden!

Som en ekstra overraskelse tog vi to store pakker Karen Volf-snøfler med til kaffen. Vi havde ledt både i Bilka og Brugsen og oven i købet fået at vide, at de var udgåede til fordel for en noget dyr 10-styks. Men i SuperBest på Vesterbro Torv, som vi altid ender med at besøge på umulige indkøbsture fandt vi de lyserøde papæsker med den nyslåede nusdents livret.