Jeg synes, Botanisk Have forandrer sig hele tiden på denne årstid. Det er som om, grus & asfalt gror op igennem græsset og skaber nye veje. Som om træerne går til side og afslører skjulte steder, som har ligget hengemt i årevis.
I dag var jeg heldig at være der, da det skete! Vi var netop kommet ud fra en altid overvældende tidsrejse i Den Gamle By, hvor man let og elegant har sprunget de danske krige mod preusserne & tyskerne over, og gået direkte fra midt 1800-tallet til 1960. Vi går i parken. Pludselig hører jeg lyden af knasende tør bark, knirkende grene og raslende blade, da en tilgroet indkørsel kommer til syne. Jeg smider alt, hvad jeg har i hænderne, og Mejse løber febrilsk efter Arthurs barnevogn, som er på vej ned ad bakken mod væksthusene.
Jeg går ind!
Spændt på, hvor jeg vil ende, følger jeg den graffitidekorerede mur. Jeg frygter, det blot er endnu en indgang til Botanisk Have fra et boligblokområde - men jeg har en anelse. Jeg håber, vejen vil ende blindt.
Og dét gør den!
Det perfekte gemmested! Men nogen er kommet mig i forkøbet. Som hieroglyffer i en pyramide er der spraydåsetegnsprog hele vejen rundt på den fire-fem meter høje mur. To store grønne affaldscontainere minder mest om kister i sammenhængen. Et mystisk gravkammer, skjult af træernes skygge, men dog fuldt oplyst fra oven.
Graffitien & en mindre bunke brosten ved indgangen leder tankerne hen på demonstrationer i ungdommens navn.
Ved den bagerste container ligger en sammenkrøllet chipspose, som giver genskin af solens stråler. Jeg kniber øjnene sammen og ser med ét tegn på, at dette ikke blot er et sted, man kommer & går. To sofahynder er sirligt placeret side om side på et leje af brædder helt inde i hjørnet. En komfortabel hyggekrog? Et soveværelse?? Eller blot affald, som containeren ikke kan rumme???
Nu hvor jeg sidder og ser billederne igennem, kan jeg ikke lade være med at spekulere på, hvilke hemmeligheder bladbunkerne & containerne gemmer på. Og hvem hemmelighederne tilhører.
Jeg har i hvert fald fundet mit nye yndlingssted i Botanisk Have - jeg håber, jeg kan finde det igen engang!
I dag var jeg heldig at være der, da det skete! Vi var netop kommet ud fra en altid overvældende tidsrejse i Den Gamle By, hvor man let og elegant har sprunget de danske krige mod preusserne & tyskerne over, og gået direkte fra midt 1800-tallet til 1960. Vi går i parken. Pludselig hører jeg lyden af knasende tør bark, knirkende grene og raslende blade, da en tilgroet indkørsel kommer til syne. Jeg smider alt, hvad jeg har i hænderne, og Mejse løber febrilsk efter Arthurs barnevogn, som er på vej ned ad bakken mod væksthusene.
Jeg går ind!
Spændt på, hvor jeg vil ende, følger jeg den graffitidekorerede mur. Jeg frygter, det blot er endnu en indgang til Botanisk Have fra et boligblokområde - men jeg har en anelse. Jeg håber, vejen vil ende blindt.Og dét gør den!
Det perfekte gemmested! Men nogen er kommet mig i forkøbet. Som hieroglyffer i en pyramide er der spraydåsetegnsprog hele vejen rundt på den fire-fem meter høje mur. To store grønne affaldscontainere minder mest om kister i sammenhængen. Et mystisk gravkammer, skjult af træernes skygge, men dog fuldt oplyst fra oven.Graffitien & en mindre bunke brosten ved indgangen leder tankerne hen på demonstrationer i ungdommens navn.
Ved den bagerste container ligger en sammenkrøllet chipspose, som giver genskin af solens stråler. Jeg kniber øjnene sammen og ser med ét tegn på, at dette ikke blot er et sted, man kommer & går. To sofahynder er sirligt placeret side om side på et leje af brædder helt inde i hjørnet. En komfortabel hyggekrog? Et soveværelse?? Eller blot affald, som containeren ikke kan rumme???
Nu hvor jeg sidder og ser billederne igennem, kan jeg ikke lade være med at spekulere på, hvilke hemmeligheder bladbunkerne & containerne gemmer på. Og hvem hemmelighederne tilhører.
Jeg har i hvert fald fundet mit nye yndlingssted i Botanisk Have - jeg håber, jeg kan finde det igen engang!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar