mandag den 30. maj 2011

Jeg overværede 'Forbrydelsen'

Mejse og jeg havde besluttet os for at tænde Kanal 5 i går, søndag, for at se hvordan amerikanerne har tænkt sig at opklare 'Forbrydelsen'. 


'The Killing' er produceret af AMC, som også står bag fabelagtige serier som 'Mad Men', 'The Walking Dead' og 'Breaking Bad'. 

De to første afsnit afslørede, at serien i høj grad er bygget op som den danske. Det var vældigt spændende uden overhovedet at være tænderskærende. Dog er det en "fornøjelse" at gense scenen, hvor Rosie Larsens/Nanna Birk Larsens forældre får at vide, deres datter er død. Det er sgu godt fundet på!



Jeg så aldrig mere end de første og sidste to afsnit af 'Forbrydelsen', da den blev vist på DR. Så uanset om 'The Killing' fortsætter med at være tro mod forlægget, har jeg en masse spænding i vente. Kanal 5 lover oven i købet at det er en ny morder... men lad os nu se. 
Bare de ikke har skrevet en anden af seriens genialiteter, Sarajevo '84-trøjen, ud!
Under alle omstændigheder må de have klippet lidt hist og her, for med 13 afsnit á 45 minutter kan de umuligt have overført alle detaljerne fra de 20 timer 'Forbrydelsen' varer.

Så sent som forrige søndag vandt vores originalversion i øvrigt en BAFTA - englændernes svar på en Oscar - for bedste udenlandske serie. 
'Forbrydelsen' har tilsyneladende haft stor succes i England, og selvom den er blevet vist med dansk tale og undertekster har den haft flere seere en anden af AMCs serier; nemlig 'Mad Men', som også var én af konkurrenterne til prisuddelingen.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar