onsdag den 30. juni 2010

Zombiefilm for børn

Efter at have set Zack Snyders fantastiske '300' i biografen for nogle år siden, købte jeg hans debutfilm på DVD; genindspilningen af zombieklassikeren 'Dawn of the Dead'. Jeg blev med ét bidt af de levende døde, og siden har jeg spænet rundt med armene foran kroppen & fråde om munden for at få stillet min sult.

Når jeg finder en zombiefilm til rimelig pris køber jeg den! Og det er ikke kun på grund af underholdningsværdien, selvom genren for det meste karakteriseres som værende latterligt B. Dog må selv en inkarneret fan jo nok krybe til korset og indrømme, at der alt for sjældent er særligt meget kød på - bortset, naturligvis, fra lemlæstede kroppe & de efterhånden obligatoriske store patter.

Den canadiske 'Fido', som jeg købte i Blockbusters byttebørs for en 20'er i forgårs, er seneste skud på (hjerne)stammen, og den overraskede positivt! Den foregår cirka 30 år efter en verdensomspændende katastrofe, hvor stråler fra rummet vækker de døde til live. En stor krig på liv & død & omvendt & så videre opstår, men takket være dr. Hrothgar Geiger vinder menneskeheden. Som tak overtager hans firma, Zomcon, verdensmagten for at opretholde sikkerheden. Zombierne er nemlig ikke alle udraderede - de bliver blot holdt stangen ved hjælp af et halsbånd, og bliver på denne måde brugt som slaver. Historien begynder, da den ensomme dreng Timmy får en ven for livet i zombien Fido. Men da Fidos halsbånd en dag kortslutter, og han æder nabokonen tager det hele fart...

Der er en positiv tendens i dag til at fokusere mere på tiden efter en epidemi end selve udbruddet. Der er mange gode historier, når man fortæller, hvordan de levende levende har lært at leve med de levende døde. De følelsesmæssige dilemmaer strækker sig ud over det obligatoriske kæmp-mod-én-som-du-har-kær-øjeblik, når man ikke kun koncentrerer sig om kød & blod.

Vi har at gøre med noget så sjældent som en familie-zombie-film. Handlingen fokuserer på børn, og de mange farver, som i øvrigt giver en god kontrast til zombiernes grå hud, er stærke. Desuden er der begrænsede mængder splat!
På trods af gode anmeldelser er 'Fido' en af de største box office-fiaskoer nogensinde. Det giver mening, fordi den er så svær at placere: få forældre lader deres børn overvære kannibalisme, og det moderne zombiepublikum søger ikke familievenlighed. Jeg synes det er en rigtig god lille film, og jeg kan mærke, den bliver et vigtigt led i Arthurs kulturelle opdragelse.


2 kommentarer:

Julia sagde ...

Nu faldt jeg lige over din blog via Mejse, og jeg er pænt fristet af den film. Hvilken Blockbuster købte du den mon i, og var der flere? Mvh. Julia

Jesper Pedersen sagde ...

Jeg købte den på Frederiks Allé, men det var vist desværre den eneste, der var... sådan er det med den byttebørs.
Jeg kan se, de har den på Play.com (http://www.play.com/DVD/DVD/4-/5458604/Fido/Product.html) til lidt under en halvtredser. Der er gratis fragt - til gengæld ingen danske undertekster.

Men ellers må du også låne min DVD:)

Send en kommentar