I lørdags var Arthur, Mejse og jeg i gode, gamle Aarhus. En dag med masser af glæder, flere af dem gratis.
Kagen her fik vi serveret på gode, gamle Thors Mølle, men det var først om eftermiddagen.
Først skulle vi med toget fra Viborg lørdag morgen, hvor Arrivas Oneday-specialbillet gjorde det i øvrigt ufornyede Wildcard totalt overflødigt med en tur/retur for under 100 kroner.
God start!
Da toget holdt ind på Aarhus H, slog vi et smut forbi Summerbird i Bruuns Galleri for at bruge et gavekort på en "smagsoplevelse".
Det viste sig at være en miniflødebolle efter eget valg. Ummenum og guffeliguf!
Valget faldt på en med passionsskum, hvidt chokoladeovertræk og rålakrids på toppen. Den delte vi i tre velsmagende små mundfulde. Sjovt hvor lidt man kan nøjes med, når det smager så godt.
Og så havde de oven i "købet" smagsprøver på mandler ved disken, og man skulle da være et skarn...
Ned igennem gågaden, der hvor facerne plejer at vandre hvileløst rundt, stod piger i stramme reklametshirts og uddelte blandt andet surt, surt tyggegummi og müslibarer, som smagte af guldkorn.
Det blev skyllet ned med lækre juices ved Åboulevarden.
Måske ikke ligefrem gratis, men mine tidligere kolleger ved Joe & the Juice er søde til stadig at give mig personalerabat, så vi fik to Go Mighty for sølle 56 kroner.
Så videre ned ad Åen for at mødes med herlige Hans Lange på RÅbar; et lækkert rawfoodsted nyligt åbnet bag Voxhall og Atlas. Her får man ganske vist heller ikke noget gratis, men Hans Langes selskab ikke kan ikke gøres op i penge, så...
Selvom RÅbar ligger i en hyggelig lille, overset afkrog af den ellers menneskefyldte Å, fik vi sandwichene To Go.
Med dem i favnen gik vi ned mod Tangkrogen, hvor vi bredte et tæppe ud og åbnede en lækker flaske rosébobler, som Hans Lange tryllede frem fra skuldertasken.
Derefter stod den ellers på skulpturtur.
Sculptures by the Sea er et imponerende arrangement med 60 mærkværdige kunstværker placeret hele vejen langs vandet fra Tangkrogen ud til Ballehage.
De fantastiske billeder ovenfor er taget af min allerkæreste Mejse - hvis fotografskolen læser med, så fortryd venligst afslaget, NU!
Vi nåede at se cirka halvdelen af udendørsudstillingen, før vi drejede vi ind mod skoven ved Marselis Hotel for at sige hej alle de dejlige tjenere og kokke på Thors Mølle.
... og kage.
Da Sculptures by the Sea var i Aarhus forrige år, købte Søren et par værker. Blandt andet dette hus, som får lov at stå udenfor i sommerhalvåret.
Oneday-billetten gjaldt stadig til hjemturen, så det var bare ind i toget og til Viborg efter one helt fantastisk day.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar