'Toy Story 3' har Danmarkspremiere, og jeg har siddet hele aftenen og lappet anmeldelser i mig. Woddy & Buzz bliver overdynget med stjerner (og her taler jeg altså hverken om stjerner på sherifvesten eller dem ude fra det ydre rum), og filmen har allerede indtjent over én millard kroner.
En værdig afslutning på trilogien!
Pixar-folkene er gode til at fortælle historier. Men historien om selve Pixar er også rigtig god. Informations filmredaktør, Christian Mongaard, fik i går udgivet baggrundsartiklen Hvad Pixar gør, er altid det rigtige - og den er hermed anbefalet.
Jeg kan huske, jeg var inde at se den første 'Toy Story' i biografen for 15 år siden, og jeg elskede den. 2'eren fik jeg på VHS omkring udgivelsesdatoen, og så den igen & igen. Det er lige gået op for mig, hvor meget jeg egentlig har glædet mig til denne tredje film i serien.
Der er i løbet af det seneste år kommet en masse fedt merchandise på markedet, og jeg kommer helt sikkert til at skrive noget mere om 'Toy Story' i den nærmeste tid, men nu må det være nok for denne gang. Jeg skulle bare lige have min glæde ud!
Overskriften til dette indlæg har jeg i øvrigt tyvstjålet fra DRs kulturnyheder - jeg syntes, den var for fantastisk til ikke at blive genbrugt.
3 kommentarer:
Jeg sidder bare og tænker, Gud er det virkelig 15 år siden den første film kom frem. Det er jo helt vildt.
Super geniale tegnefilm. Kan stadig huske hvordan vi faldt sammen i latterkramper da "fraklips'ne" kom efter rulleteksterne i 1'eren. Det var genialt!
Ja, tiden går skrækkeligt hurtigt! Men når man så tænker på alle de dejlige film, Pixar har nået at lave i mellemtiden, får man det helt rart.
Tillad mig dog at korrigere en anelse. Fraklips'ne blev først indført i Pixars anden spillefilm 'Græsrødderne' og blev så senere brugt også i 'Toy Story 2'. Men jo, helt klart latterkramper!
Hej Jesper
Vældig interessant blog, du har. Især dine indlæg om kopifilm og filmsamlerobjekter har fanget min opmærksomhed.
Jeg er enig i dine betragtninger om 'Toy Story'-serien, som jo har fulgt vores generation i mange år. Derfor kan man ikke andet end at se frem til en anmelderrost publikumsucces, som 'Toy Story 3' er.
Efter at have set denne treer (og det håber jeg også, at du har), har jeg skrevet et indlæg på min egen blog om den nu færdige trilogi: http://danielbentien.wordpress.com/2010/08/29/det-levende-legetoj-vender-tilbage/
Du skriver, at du nok vil vende tilbage til 'Toy Story's legetøjsunivers i et senere indlæg. Det ser jeg frem til at læse.
Mange hilsner
Daniel
PS. Jeg har tilføjet dig til min blogroll.
Send en kommentar