Mejse har været i sådan et herligt rydde-op-og-ordne-småtingshumør de sidste par dage, hvilket passer mig fint, for jeg har siddet på & ved min flade - henholdsvis numsebag & Mac-skærm.
I dag har Mejse for eksempel hængt den Stormy Day op, som jeg var så heldig at vinde hos The Vintage Hausfrau for en lille måned siden. Eller faktisk fik jeg den foræret af søde Julia, fordi jeg er den eneste mand nogensinde, som har deltaget i hendes give-aways.
Tusind tak, Julia!
Den filtrede regnvejrssky passer perfekt over vores lille paraply-samling, som i øvrigt inkluderer to flotte Lisbeth Dahl-modeller med kvast, ét styk Mary Poppins-merchandise fra Broadway samt en fez-lignende postkasserød Ørkenens Sønner-parasol (også med kvast)
Jeg vil gerne benytte lejligheden til at sende endnu en tak.
Mit held i give-away'en samt et par flotte omtaler på The Vintage Hausfrau & Karen Klarbæks Verden har givet min side opmærksomhed i dette skønne kvindelige blognetværk. Det er jeg meget, meget glad for!
Tusind tak til Jer, som følger med i min blog - det er dejligt at vide, jeg har andre trofaste læsere end min mor.
Som jeg skriver i min profil, er jeg fra lige fra starten blevet inspireret af den positive & hjælpsomme stemning, som I alle lægger for dagen.
Lad mig citere en himmerlandsk barndomsvens tørre konstatering, da han besøgte Mejses & min lejlighed: "Du bor noget tøset!" ("Do bor nåå tøøøse!")*
En sidste tak vil jeg nu alligevel sende til min mor, fordi hun nok trods alt er min allerstørste fan.
*) Da jeg senere på dagen, besøgte hans fede, fede toværelses taglejlighed i ø-gaderne og blev mødt af en mur af dåseøl i entréen, et køkken med 37" fladskærm over håndvasken, en stor stue med sofa & DVD-reol som eneste møbler, et badeværelse med paperbacks i bunker & et helt rum... med vasketøj sagde jeg til ham: "Det kan godt ske, jeg bor tøset... men du bor godt nok også drenget!"
2 kommentarer:
Selv tak... og så er det ikk' engang løwn..
Det er så dejligt at kunne følge lidt med i jeres liv - MEN jeg kunne godt bruge lidt flere billeder af vores super skønne, fantastisk dejlige lille barnebarn - Arthur.
Dejligt at komme hjem fra en lille uge's blog-fri, og se dette indlæg :) Fedt I er glade for skyen, og hvor ser det godt ud, hjørnet der!
Send en kommentar