Lærestreg i regningen

Da jeg cyklede afsted i morges - første arbejdsdag i vuggestuen efter 14 dages barsel - så jeg cirka sådan ud:

Jeg skriver 'cirka', fordi jeg halvvejs ude af cykelkælderen besluttede mig for også at skubbe kasketskyggen ned for øjnene, så ingen kunne kende mig. Jeg var rimeligt flov over min tekstile tilstand! Men jeg må også erkende, at jeg nåede fra det sydvestligste centrum til Århus N tørfodet og -hovedet.

Men da jeg så klokken 16:00 skiftede dagens sidste aflønnede Libero og fik fri, blev jeg enig med mig selv om at lægge ponchoen til side og se lidt fornuftig ud sådan en fredag eftermiddag ned igennem et travlt Latinerkvarter. Men allerede før jeg nåede den permanente på cykelstien langs regionaltoget kunne jeg godt mærke, at Himmerigs bruser piskede både hurtigere & hårdere, end først antaget.

"Pyt!" tænkte jeg og fræsede igennem den for at komme hjem så hurtigt som muligt.

Da jeg nåede det eksotiske Latinerkvarter, var regntiden efterhånden skyllet ind. Der var næsten ingen mennesker at se, og de få jeg så, har med garanti ikke tænkt, at jeg var spor fornuftig.

Endelig hjemme fik jeg med besvær trukket de nu totalt mørkerøde Conversesko af mine sjaskende sokker. Mine bukseben var godt snavsede af al den mudder, cykeldækkene havde kastet op. Jeg var helt igennem våd! Sjovt nok var det eneste jeg trængte til et bad.

Jeg har netop fået mig tørret og er trukket i det skabslune nattøj, som jeg sidder med min varme Acer på skødet og skriver dette indlæg.
Hvad der blev af regntøjet? Det ligger i en Faktapose på min bagagebærer og har sikkert ikke fået en dråbe vand...

Alternativ til agurkesalat

Der sker uforklarlige ting med én, når man venter et barn. Man får behov som i enhver anden situation vil blive betragtet som socialt uacceptabele - hvem kender ikke historierne om Kvinden & de Syltede Agurker?! Min kæreste Mejse droppede cornisjonerne og fik i stedet en syelig trang til nål & tråd. Jeg troede, jeg var sluppet igennem nåleøjet, indtil jeg på selve ve-aftenen tog mig selv i at sidde på YouTube og spille luftguitar til temaet fra 'Power Rangers' for fjerde gang i træk.

Det gik op for mig, at jeg i løbet af de sidste ni måneder havde fået et enormt behov for at gå på opdagelse i gamle tv-serier fra dengang, børnefjernsyn endnu var pegefingerløftende og moraliserende, og hvor skurken altid forsvandt i en regn af gnister.

Der var ikke meget kød på 'Power Rangers' - men det der var, slugte jeg råt! Vi fik aldrig TV3, så jeg måtte tage med Peter hjem fra skole for at følge med i de regnbuefarvede karate-robot-dinosaurers eventyr. Han fik også the Movie på VHS, og hvilken film?! Der var især noget med en slimgrøn snotklat, som skurkebossen harker flere meter afsted, som åbenbart må have gjort et stort indtryk på mig - for det er det eneste, jeg erindrer idag.

I det hele taget har jeg svært ved at huske, hvad der gjorde de der 'Mighty Morphin Power Rangers' så fantastiske, men jeg tror det var deres personligheder contra dragterne. Så ens, og alligevel så forskellige! Den røde var lederen, det siger sig selv, den sorte var naturligvis neger, den gule asiat, den lyserøde en lækker dulle og den blå bare kedelig. Jo, farven gjorde en del, men en anden væsentlig detalje var visiret i deres hjelme. Læg bare mærke til billedet ovenover.
Og så var der selvfølgelig den føromtalte temasang! Den er aldrig, aldrig, aldrig blevet overgået i coolness - selvom 'Pokèmon' var meget tæt på. Der findes utallige klip med 'Power Rangers' på YouTube, og man kan sågar se hele episoder og sæsoner - det er jeg ikke sikker på, jeg vil opfordre til, men jeg vil på det allerkraftigste anbefale dig at se denne video og se den til ende. Luk øjnene og nyd musikken!

I once was Lost, but now...

Det sidste afsnit af ABCs Spændingsserie 'LOST' er netop rullet over skærmen. I mit tilfælde computerskærmen. Siddende bag denne har jeg trofast fulgt de overlevende - og afdøde - fra Oceanic Airlines 815 i 121 nervepirrende timer. Hver uge har jeg higet & søgt på det gamle internet efter det nyeste afsnit i bedst mulige kvalitet; grynet, under konstant buffering, med oppoppende annoncer overalt og hver halve time afbrudt af sort pauseskærm, fordi jeg glemte at flytte fingrene fra mit neglebidende tandsæt for at skubbe til musen.
Men hellere dét end at vente et helt halvt år på den danske DVD-udgivelse!

Slutningen var ikke som forventet. Gudskelov! Jeg ved egentlig ikke, hvad jeg havde forventet, men som sæson seks skred frem, frygtede jeg blot at få svar på alle de spørgsmål, der i så mange år har gjort mig totalt lost. Denne 'Final Season', som den officielt kaldes, har været actionfyldt og dramatisk, men har ikke budt på de store plottwists, som serien er så berømt for - sikkert fordi der har været så mange spørgsmål at besvare og løse ender at binde sammen. Vanen tro viser det sig dog til sidst, at twistet hele tiden har været der og bare vokset sig større, uden vi har anet det.
Den endelige skæbne for de mange mennesker, som i 2004 styrtede ned på en alt andet end øde og måske i virkeligheden slet ikke nogen ø, vil uden tvivl dele vandene. Jeg er vild med den!

Men hvad så nu?

Heldigvis har det altid været hensigten at opbygge en fankultur, og skaberne har virkelig gjort sig umage undervejs. 'LOST' har i højere grad end nogen anden serie forvirret sit publikum ved at holde informationer tilbage lige til det sidste. Det holder gang i gætteriet, men selvfølgelig har man været nødt til ind imellem at løfte sløret en anelse. Dette har man gjort ved hjælp af såkaldte easter-eggs; hemmelige koder i interviews, skjulte logoer i delvist relaterede projekter og avancerede onlinespil som udover internettet tager telefonopkald, tv-reklamer, radiotransmissioner og avisannoncer i brug.
Der findes sågar en hel encyklopædi over serien ved navn 'Lostpedia', og én af forfatterne bag flere af opslagsværkets artikler har nu startet projektet 'Knowing LOST' - en velskrevet føljeton omhandlende to af de overlevende passagerer, som ikke er centrale i serien.
Konceptet kendes fra videospillet 'Lost: Via Domus' og afsnit 14 fra sæson 3; 'Exposé', hvor historien udspiller sig omkring interessante karakterer, som blot ikke har den store indflydelse på selve mytologien. Derved bibeholdes hele universet, uden for mange afsløringer eller ændringer.
Derudover har 'Knowing LOST' naturligvis allerede i første episode et ægte plottwist, som bestemt er serien værdig.

Jeg glæder mig til at læse videre på Sam McPhersons fanfiktion og kan kun anbefale den til de, der ligesom jeg søger at få udfyldt det tomrum, som er opstået efter 'The End'