Stegte sild er noget af det bedste, jeg ved! Jeg ved ikke hvorfor, for jeg har vist aldrig rigtigt smagt andre, end dem man køber i supermarkederne, som er sure, usammenhængende og panerede af alt for mange omgange. Siden december har jeg haft lyst til selv at stege sild, men først nu har jeg fået taget mig sammen.
Vi havde inviteret min familie på påskefrokost i går, søndag, så de fik serveret mine stegte sild, og derudover var der naturligvis gode, gammeldags modnede, marinerede sild med hjemmerørt karrysalat (æbler, løg, kapers, mayo og karry!)
Mejse ville gerne, at der var æg på bordet, så jeg købte en bakke vagtelæg og kogte dem et par minutter til smilende. Hønseæg ville fylde alt for meget på vores lille bord, og vagtelæg er så søde, små og delikate - eneste problem var, at Arthur troede, det var chokoladeæg, så han blev slemt skuffet, hver gang et nyt blev pillet. "NEJ! N'anden!"
Stakkels lille mand!
Som prikken over i'et bagte Mejse selv rugbrød af en ny surdej, som flyttede ind i vores køkken for en god uge siden. Og blot for at understrege, hvor glade vi er for familien, var der øko-pilsner fra Thy, påskebock fra Viborg Bryghus og chili/citron-brændevin fra Schumachers... den smager fandeme godt!
4 kommentarer:
Hvor ser det hyggeligt ud! God påske til jer :)
Det var både hyggeligt og smagte intet mindre end fantastisk :) Til dessert havde Mejse lavet en amerikansk cheesecake - MUMS !!
I forstår da at tage Jer godt af Jeres gæster. Det ser virkelig lækkert ud. Jeg er også helt pjattet med stegte sild i eddikelage. Har faktisk heller aldrig lavet det selv, men er heldig at andre laver dem til julefrokoster og den slags.
Håber I får en dejlig påske med Jeres lille dreng:-)
Kate
Elsker også Økø Thy-pils :)
Send en kommentar