mandag den 14. februar 2011

Arthur

Da vi for snart ni måneder siden valgte, at vores søn skulle hedde Arthur, var det blandt andet fordi, navnet har en stor referenceramme indenfor kulturen.
Kong Arthur er jo nok den, der oftest bliver nævnt - vi synes selv det royale twist er sjovt, eftersom sønnike fylder år samme dag som kronprinsen. Men der er mange andre Arthurer i bøger & film, som næsten alle har det tilfælles, at de er søde & rare.


På et af mine utallige daglige besøg på IMDB - The Internet Movie Database - blev jeg gjort opmærksom på endnu en Arthur. Dog en noget usympatisk én af slagsen.
Filmen 'Arthur' har premiere til april, og har den engelske komiker Russell Brand i titelrollen som en forkælet rigmandssøn. 




Helen Mirren, Jennifer Garner & Nick Nolte medvirker også, og filmen er 'Modern Family'-instruktøren, Jason Winers spillefilmsdebut.

Kort efter at have set traileren, fandt jeg ud af, det faktisk var en genindspilning af en komedie fra 1981 med Dudley Moore & Liza Minnelli. 
Den originale 'Arthur' skulle være ret morsom, men det skulle fortsættelsen 'Arthur 2 - One the Rocks' fra 1988 til gengæld ikke. De to hovedrollenindehavere vendte tilbage, men Liza Minnelli vandt en Golden Raspberry Award det år for værste skuespillerinde. 




Umiddelbart er der lavet en del om fra original til genindspilning. I 1981 var Arthur en drukkenbolt, men i dag er han, så vidt jeg kan vurdere, bare sinke. 
John Gielguds butler er blevet erstattet af en slags tilsynsværge spillet af Helen Mirren, som dog bærer det samme navn; Hobson. Det er nok fornuftigt ikke at konkurrere med Gielguds præstation, eftersom han vandt en Oscar for sin bedste mandlige birolle.


'Arthur' vandt også en Oscar for bedste sang. 'Best That You Can Do' af Christopher Cross er en rigtig 80'er-ting med saxofon, orgel & hele pibetøjet.





Derudover var Dudley Moore nomineret for bedste mandlige hovedrolle, og forfatterne for bedste originale manuskript.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar