Da jeg åbnede min Mac i eftermiddags, lå der en gave i den.
Dvd-afspilleren poppede med det samme up, men det undrede mig sådan set ikke, for jeg har brugt den rigtigt meget de sidste par dage. Men vinduet bar titlen 'Krysters Kartel disc1', og det var en dejlig overraskelse.
Siden premieren på anden sæson af den prisvindende satireserie fra DR2, har jeg håbet på en boks. Jeg skreg af glæde, da jeg forrige lørdag tjekkede Facebook på min fars computer i Strandby og læste en besked fra 'Krysters Kartel' (som jeg "synes godt om"), som afslørede udgivelse allerede den 21. september.
I dag var den der så. Mejse smuttede åbenbart omkring tp-musik tidligere på dagen, og i aften har vi genset første af 20 afsnit.
Det er meget få af DR2s satireserier, der har sagt mig noget. Idéerne er gode nok, men de færdige tekster for dårlige og karaktererne intetsigende. Jeg tror, der foregår meget improvisation på optagelserne, og det kræver dygtige, alsidige skuespillere med sans for små detaljer. Det har 'Krysters Kartel'!
Min absolutte favorit er disse fodboldglade unge mænd fra Nordjylland:
Det glæder mig meget at høre accenter fra Aalborg- & Hjørring-egnen i satiresammenhæng. Jeg er vokset op med dem, og har altid syntes de var skrækkeligt morsomme. Men bortset fra aalborggenseren Michael i 'Teatret ved Ringvejen' (endnu en af de gode satireserier), er de aldrig blevet udnyttet.
Måske er de for specifikke i forhold til den typiske vestjyde, fynbo, københavner eller bornholmer. I så fald; hurra for idéen med Aab-fans på Hovedbanegården!
Sådan lyder taglinen på den dvd, jeg købte hos Grønhøjs Strand-købmand i sidste uge, som inspirererede mig til endelig for alvor at skrive om min helt store passion: levende billeder.
I dette indlæg anbefaler jeg fire film & serier, hvor våben spiller så stor en rolle, at de bliver omdrejningspunkt for hele handlingen.
Filmen, jeg købte, mens vi var i sommerhus hedder 'Running Scared'. En tempofyldt, rå film, som overraskede mig positivt med mange spændende scener.
Paul Walker spiller rollen som Joey Gazelle; højre hånd for en New Jersey-drugdealer med forbindelser til mafiaen. Han skal sørge for at skaffe brugte håndvåben af vejen, men i stedet gemmer han dem alle i sin kælder af årsager, som ikke skal afsløres her. Den russiske nabodreng, Oleg, stjæler en af pistolerne for at skyde sin stedfar, og stikker derefter af udi byens farlige natteliv. Med politiet & den samlede mafia i hælene, forsøger Joey nu at skaffe våbnet tilbage, men det skifter hele tiden skumle hænder.
'Running Scared' følger dels Joey, dels den stakkels Oleg, som havner i ludere, alfonser & perverse, pædofile legemorderes dårlige selskab.
Her følger én af filmens første, flotteste & mest voldsomme scener, som udover vigtige karakterer også introducerer dén pistol, som sætter gang i handlingen.
Den lidt uhyggelige slutsekvens i en UV-oplyst ishockeyhal afslører i øvrigt et twist, som gav mig gedigen hjertebanken i filmens sidste minutter.
-----
Robert Altman har et imponerende cv som instruktør & producer. Men bortset fra 'Gosford Park', som var en del af pensum på Engelsk Højniveau, har jeg aldrig set hans værker. Indtil nu.
Dette indlæg har været en oplagt lejlighed til at få set miniserien 'Gun' fra 1997, som jeg engang har købt for en 20'er.
Udover én pistol og dens dramatiske indvirkning på en række personers liv har seriens seks afsnit intet tilfælles. De har hver sin selvstændige handling, stjernebesatte rolleliste & instruktør, hvoraf Robert Altman er den ene.
Første afsnit, 'The Shot', er min klare favorit. Daniel Stern - den høje tyv fra 'Alene Hjemme' - spiller en talent- & arbejdsløs skuespiller, som kalder statistroller for cameos og sidespring for method acting. Efter omsider at have givet sin drøm op, får han pludselig sin store chance - sitshot.
Udover at være seriens mest humoristiske sjettedel, er det faktisk også den mest udfordrende episode for seeren både visuelt & historiemæssigt.
-----
Mens jeg boede på kollegium på Mors, så jeg et afsnit af serien Alfred Hitchcock Presents på DR2. Det hed 'Bang! You're Dead' og handler om den seks-årige Jackie, som finder en uladt revolver & nogle patroner i sin onkels taske. Først sigter & affyrer han en fuser mod sin mor, og herefter går han ud i byen og leger cowboy. Efterhånden får han fyldt seksløberen med patroner, så det der starter som russisk roulette ender med den visse død for stuepigen, hvis ikke forældrene & onklen stopper Jackie...
'Bang! You're Dead' stammer fra seriens syvende sæson, og var faktisk det sidste afsnit, Hitchcock selv instruerede.
Jeg fik første sæson af Alfred Hitchcock Presents i fødselsdagsgave af Morten Hede, og med 16 timers suspense fordelt på 39 episoder er der noget at tage fat på - jeg glæder mig til at komme i gang.
-----
Jeg vil slutte af med at vise de første minutter af 'Lord of War' med Nicolas Cage i en af sine rigtigt gode roller som samvittighedsløs våbenhandler. Jeg fik dvd'en af Lovefilm.dk, da jeg i en periode var medlem af deres online udlejningsservice.
I filmens første indstilling zoomes ind på en cigaretrygende Cage, som med patroner til sokkeholderne tørt konstaterer: "There are over 550 million firearms in worldwide circulation. That's one firearm for every twelve people on the planet. The only question is: How do we arm the other 11?"
Herefter følger denne opfindsomme, men ret morbide intro:
Jeg har i dag modtaget en officiel kommentar fra Rynkeby på gårsdagens juice-kritik.
Den kan selvfølgelig læses under det oprindelige indlæg - men for en god ordens skyld får I den også lige her:
Hej Jesper
Du har helt ret i, at Rynkeby har ændret emballagen på vores 16-serie, så der nu står ”med” søde appelsiner fra Cuba. Jeg kan dog berolige dig med, at det ikke skyldes, at vi har skuet ned for antallet af appelsiner – juice fra Rynkeby indeholder altid 100 procent frugt, og i 16-serien går der således stadig 16 appelsiner til én liter juice (og intet andet). Grunden til, at vi har tilføjet ordet ”med”, er, at vi ikke længere kan garantere, at alle appelsinerne stammer fra Cuba. De seneste år er priserne på appelsiner bare steget og steget (nogle steder med op til 140 procent), og derfor har vi set os nødsaget til at sprede vores indkøb lidt ud for at sikre vores forbrugere juice til fornuftige priser. Cuba producerer fremragende appelsiner, men da landet er lille, producerer cubanerne ikke så mange appelsiner, og priserne på Cuba er derfor steget mere end andre steder i verden. Derfor har vi tilføjet appelsiner fra Brasilien for ikke at være nødt til at sætte prisen alt for meget op eller trække produktet ud af sortimentet. Som det fremgår af ingredienslisten bag på produktet, er der stadig mellem 80-100 procent cubanske appelsiner i produktet. Det vil sige, at mindst 25 af de 32 appelsiner, som den afbillede karton indeholder, vil være fra Cuba – resten er fra Brasilien. Jeg håber, at det gav svar på dine overvejelser.
Mange hilsner
Carina Jensen
Nordisk Kvalitetschef hos Rynkeby Foods A/S
Jeg udgiver kommentaren på denne måde for at undgå sletning af det oprindelige indlæg.
Efter en uge i Ferieland skal jeg åbenbart vænne mig til at stille vækkeuret & stå op på det rigtige tidspunkt igen.
Gudskelov tjekkede jeg tilfældigvis telefonen, lige inden jeg satte mig ind i bilen, og opdagede at jeg var tæt på at komme en hel time for tidligt på arbejde.
Nu tror jeg, jeg vil sætte mig og se et afsnit mere af den tv-serie, som var skyld i, jeg først kom i seng klokken halv to i går aftes; den Robert Altman-producerede 'Gun'. En enkelt sæson med seks enkle afsnit fra dengang, fjernsynet kunne køre samtidig med, man lavede kaffe, ordnede vasketøj eller... skrev et blogindlæg om, hvor tidligt man er stået op.
Siden min tid på Joe & the Juice er jeg blevet ret kræsen, hvad angår friskpresset saft. Særligt appelsinjuice kan jeg næsten ikke få ned, hvis ikke de forreste smagsløg på hver side af tungen sprøjter spyt ud & mellemrummene mellem mine tænder er stoppet til med frugtkød efter første slurk.
Da vi var i sommerhus gjorde jeg en opdagelse...
Den kendte såkaldte 16-serie fra Rynkeby har fået tilføjet ordet 'med' til sine kartoner. Så produktet der før hed '16 søde appelsiner fra Cuba' hedder nu '16 med søde appelsiner fra Cuba'.
Gad vide, hvor meget saft fra ægte frugter der så rent faktisk er tilsat disse to liter juice. Eftersom appelsiner er flertal, må man gå ud fra, det er mindst to - men så der er også stadig et godt stykke vej op til 16.
I en genbrugsbutik i Løkken fandt jeg dette dejlige puslespil:
Der findes en del forskellige motiver i denne Disneyland-serie, som ikke har så meget med forlystelsesparken at gøre, som blot figurerne. Jeg har først startet samlingen nu, selvom jeg egentlig altid har syntes, de er fantastisk flotte; detaljerede & farverige.
Og se bare brikkerne:
Hver eneste puslesbrik er unikt skåret ud!
Så vidt jeg husker har de et par æsker i Rodekassen i Nørre Allé - så der kigger jeg nok ned engang i næste uge.
I eftermiddags nåede vi lige et smut forbi årets sidste bagagerumssalg på Ingerslevs Boulevard, hvor jeg fandt disse to træpuslespil:
Det øverste med Mickey, Anders & ungerne som astronauter er jeg helt vild med - det andet fik jeg med til en god pris.
Efter en ni timer lang tur på Møllen i går aftes, vågnede jeg for en halv time siden til morgenkaffe, rundstykke & søndagsavis.
Mejse & jeg lever ellers i lykkelig uvidenhed fra alt, hvad der hedder nyheder - for eksempel er der gået to uger, før vi overhovedet har hørt noget om den vistnok meget omtalte bombemand.
Men i dagens udgave af Århus Stiftstidende er der et fint lille interview med Jørgen Leth om blandt andet hans nye titel som samtalemusiker.
Sammen med Frithjof Toksvig & Mikael Simpson har han udgivet to cd'er under kunstnernavnet Vi sidder bare her.
Jeg fik nummer to, 'Ikke euforisk', i fødselsdagsgave af knægten, og den er sammen med første plade, som jeg fik sidste år, skyld i at vi slet ikke nåede at høre de tyve jazz cd'er, som jeg med stort besvær fik lånt mig til på Hovedbiblioteket inden sommerhusturen.
Jeg er vild med at høre Jørgen Leth fortælle - til de, der endnu ikke har læst hans selvbiografier, kan jeg varmt anbefale lydbogen. Simpsons & Toksvigs musik er lækkert afslappende, og faktisk følger der en instrumental-cd med i hver af udgivelserne.
Vi sidder bare her spiller eneste koncert udenfor København på mandag i Musikhusets Store Sal - og der er stadig ledige billetter...
Dette billede af fire drenge i deres bedste aldre er taget til Arthurs navnefest. Farfar Brian, far Jesper, oldefar Carl-Jørgen & sidst men ikke mindst... eller jo, egentlig; Arthur.
Og her har vi endnu en gammel dreng i sin allerbedste alder:
Det er næsten tre år siden denne ost med al sin ungdommelige mildhed skulle have været spist. Heldigvis fik den lov at modnes, og den er nu blevet en fuldvoksen, svedende & bomstærk stinkeost.
Vi købte den på Ingerslevs Bouldveard i lørdags, inden vi tog til Strandby. Med sennep, rå løg & grøn peber faldt den i både fars, farfars & oldefars smag.
Der er stadig et stykke tilbage... og den bliver kun bedre med tiden!
Nu sidder jeg her. Jeg er lige kommet hjem fra en uges ferie i Grønhøj og glæder mig til at se, hvad der er sket på de faste sider siden sidst. Allerede ved øverste indlæg på Safaris startside, Filmz.dk, kommer det første spørgsmål...
Hvad laver Anders Lund Madsen sammen med Angelina Jolie?!?
Til de, der ikke er overbevidst, er her traileren til 'The Tourist', hvori man i højere grad kan se, hvordan Johnny Depp har lagt sig ud og ladet hår & skæg gro en anelse mere, end han plejer.
Ih, hvor har jeg mange indlæg på bedding. Om fødselsdag, gaver, navnefestforberedelse, gaver & koncerter. Og gaver.
Ganske kort kan jeg fortælle, at det hele har været godt. Rigtigt godt! Men nærmere forklaring må simpelthen vente, til vi kommer hjem fra sommerhus om en uge.
I mellemtiden vil jeg henvise til bloggen Fiktion & Kultur, som i går kunne bringe nyhederne om en Mogens Rukov-biografi, et tredje bind i Valhalla-sagaen & en smuk genudgivelse af Frank Herberts fantastiske 'Klit' - og en anbefaling af en filmserie fra de glade 80'ere, som jeg nok også kommer til at skrive lidt om på et senere tidspunkt.
Læs Robert Johannes Rasmussens indlæg om de altædende Critters her!
Det er åbenbart højsæson for dem. I buske & træer fra Friskoparken op mod Harald Jensens Plads hænger de, klamme & tykke, i deres spindelvæv og dingler. Det meste af vejen er beplantningen temmelig ubeskåret, så hermed en advarsel til alle om at holde godt øje med de yderste grene.
Der er spandevis af edderkopper!
Hvorfor spandevis?
Jo, fordi en af mine kolleger fra vuggestuen har fortalt mig, at han samlede edderkopper i plastikspande, da han var yngre. Når han havde en spandfuld hældte han dem ud i sandkassen, og... ad!
Jeg ville have indsat et billede af præcis den art, som der er så mange af rundt omkring, men efter at have udbrudt et rædselsbrøl, som forskrækkede både Mejse & Arthur, da jeg pludselig klikkede ind på denne side, opgav jeg søgningen.
Hvorfor skal fotografier af edderkopper altid være nærbilleder?!
Mejse er så hemmelighedsfuld i disse dage, så Arthur & jeg har lige været ude at gå en lang tur i blæsevejret.
Jeg ville ønske, det var mig, der blev puttet og kørt afsted med udsigt til en mejsefarvet hæklesvamp dinglende fra en tøjklemme i kalechen. Men så kan jeg bare være glad for, at min søn kun får det bedste af det bedste.
Jeg håber, blæsten fortsætter i næste uge, når vi skal i sommerhus mellem Løkken & Blokhus, så vi rigtigt kan få sand i håret. Lydsporet er i hvert fald sikret med en succesfuld tur på Hovedbiblioteket tidligere i dag.
Om ikke andet skal blæsten bare være der i morgen - så mit fødselsdagsflag rigtigt kan blafre...
På torsdag skal Mejse & jeg til koncert på Voxhall med dem her:
Og nej, det drejer sig hverken om The Storm, Hej; Matematik, Nephew eller nogen af de mange andre velkendte kunstnere i denne video. Det er nemlig ingen anden end Kristian Leth, Bo Rande og Fridolin & Frederik Nordsø - tilsammen kaldet The William Blakes.
Deres to første albums, som jeg fik sidste jul overhalede hurtigt Olesen-Olesen og Back to Backs 'Solfanger' som mest hørte på min mp3-afspiller, og om en uge udkommer så den tredje plade på bare to og et halvt år.
Jeg er blevet helt bidt af jazz, efter den DR-widget blev installeret på Mac'en. Derfor var jeg et smut omkring Hovedbiblioteket i dag for at låne en musikstak til sommerhusturen i næste uge.
Jeg ved ikke meget om jazz, men da jeg har nydt hvert nummer på dab-kanalen, trak jeg 20 tilfældige - nøje udvalgte - skiver op af skufferne. Der var en tredobbelt med Miles Davis (han er nok cirka dét, jeg ved om jazz), en med Fini Høstrup (han var ret god i Cirkusrevyen for nogle år siden) samt en masse trioer & kvartetter med sjove navne eller flotte covers.
Da jeg kommer op til skranken opdager jeg imidlertid, at mit lånerkort stadig ligger i Mejses pung, som ligger i Arthurs barnevogn, som er på vej op mod Stof 2000 bag Salling.
Jeg beslutter mig for at vente, da jeg ikke gider lægge de mange cd'er tilbage i al sin alfabetiske korrekthed. Da Mejse endelig ankommer er bibliotekssystemet gået ned, og jeg kan derfor ikke stikke af med en eneste plade...
Dette ville have ødelagt resten min dag, hvis ikke det havde været for én bestemt bog, som jeg fandt, mens jeg ventede på Mejse & lånerkortet.
Jeg fik nemlig tid til at bladre lidt i de første hæfter af tegneserien 'The Walking Dead'. Jeg har kigget på den flere gange, men aldrig i den - ikke før nu.
Kort fortalt handler den om en betjent, som bliver skudt og ender i koma. Da han pludselig vågner er han tilsyneladende eneste overlevende i en verden fuld af levende døde.
'The Walking Dead' har snart premiere som tv-serie på kanalen AMC, som også har produceret 'Mad Men' & 'Breaking Bad', som jeg for tiden streamer løs over nettet.
For nylig blev den første trailer til zombie-serien udgivet, og det ser rigtigt, rigtigt godt ud:
Frank Darabont, som er en af de dygtigste Stephen King-filmatisører ('En Verden Udenfor', 'Den Grønne Mil' & 'The Mist'), har stået bag det dobbelte pilotafsnit, og allerede inden færdiggørelsen af dette og sæsonens fem andre episoder, er der blevet sat en anden sæson i værk med hele 13 afsnit.
Klokken er i skrivende stund 2.57, og jeg er lige kommet hjem fra arbejde. Orangeriet har været fuldt af bryllupsgæster, som ligesom jeg ankom til Thors Mølle klokken 17. Selvom de har siddet ned, mens jeg har vartet dem op hele dagen, er jeg ikke i tvivl om, hvem der er mest træt senere på morgenen.
Bandet spillede det sidste ekstranummer klokken to, Søren & jeg smed natmaden på bordet, og så kunne jeg tjøre hjemad i dén fantastiske Fiat Punto, vi har lånt af mine forældre.
Mejse, Arthur & jeg har haft en dejlig lørdag, og jeg har savnet dem, lige siden jeg tog afsted. Alligevel var det med en smule ærgrelse, at jeg fik fri, inden gæsterne var færdige med natmaden; de havde nemlig bestilt det italienske pålægsbord med et dusin forskellige pølser & skinker, tre slags ost, pesto, artiskokker, syltede løg, masser af oliven, friskbagt brød samt smør... fra Thise Mejeri.
Dén buffet er altid så lækker at rydde ud!
Mens jeg har skrevet dette indlæg har jeg dog nydt en klassisk nat-sandwich, som de så ofte smører i amerikanske serier, og drukket det sidste juice direkte fra flasken.
