søndag den 23. maj 2010

Raphael is cool, but rude!


Hvad er din yndlingsfarve?
Mens jeg skriver ordene, går det pludselig op for mig, hvor mange år det er siden, jeg sidst er blevet stillet det spørgsmål!
Det er jo egentlig en absurd tanke at være tiltrukket af en bestemt kulør. At have følelser som går stik imod alle modens diktater om, ikke blot bestemte farver, men helt specifikke nuancer. Derfor kan det også være vanskeligt for os voksne at svare; for det kræver stort arbejde at skrælle alle lilla og limegrønne lag væk.
Men spørger man et barn er det sjældent i tvivl om, hvilken farve der er den bedste. Ønsker man det bekræftet på en mere inddirekte måde, prøver man sig blot frem i barnets penalhus, til man finder den tusch, som er mest indtørret.
Grunden til, jeg spekulerer over emnet, er, at når jeg i løbet af den næste uges tid vil kunne kalde mig selv 'FAR', er det kun et spørgsmål om tid, før jeg konfronteres i et farverigt forhør. Og så skal svaret komme som skidt fra en spædekalv!
Men jeg er ikke i tvivl. Det har jeg aldrig været.
Det er den farve, jeg kæmper for, hver gang jeg spiller Ludo! Det er farven på alle de Converse-sko, jeg gang på gang har slidt ned til ukendelighed! Men vigtigere end alt andet: Det er farven på pandebåndet båret af den sejeste ninjapadde nogensinde!
Takket være Raphael og hans sai, kan jeg selvsikkert og med ærligheden i behold svare, at min yndlingsfarve er RØD!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar