søndag den 12. februar 2012

En wannabe Darth Wader


Jeg er ikke kæmpefan af Nephew, Angora eller Simon Kvamm som person - men jeg synes, det er spændende, at han har skurkerollen i den danske film 'Fortidens Skygge', som er en direkte fortsættelse af TV2s krimiserie 'Den som dræber'. Hele det faste hold af skuespillere ser ud til at vende tilbage, og Birger Larsen som stod bag tv-seriens første afsnit har også instrueret spillefilmen.

'Den som dræber' blev endnu en af TV2 efterhånden mange seriefiaskoer. Det startede godt med 1,5 millioner seere ved premieren, men i løbet af de efterfølgende ni afsnit faldt halvdelen af seerne fra. Simon Kvamm er uden tvivl blevet hevet ind for at tilføje biograffilmen noget production value, og jeg kan mærke, det allerede virker på mig.

Jeg har i øvrigt ikke set noget af 'Den som dræber', men måske jeg lige skulle tage et par enkelte afsnit på bibliotekets fantastiske side; Filmstriben. Der kan man streame hele første (og eneste) sæson ganske gratis og fuldstændigt lovligt. 'Fortidens Skygge' har premiere den 15. marts i år.






lørdag den 11. februar 2012

Godt med Star Wars


Det har simpelthen meteorregnet ned med Star Wars-gaver det sidste stykke tid! 
Da jeg for nyligt efterlyste en figur i orange rebeluniform, skrev bloggeren Diana straks, at hun havde én liggende, jeg gerne måtte få. Den står nu på mit fine matchende Karlsson-ur og siger kuk-kuk én gang i timen.
Det sidste var bare noget, jeg sagde for sjov.

Og så for en uges tid siden fik Mejse tilsendt et par kasser med lyssværd, Lego Star Wars og actionfigurer fra Toys'R'Us mod at hun ville reklamere lidt for deres Star Wars-arrangementer i vinterferien - naturligvis i anledning af repremieren på 'The Phantom Menace' som 3D-film. 
Arthur og jeg har allerede fægtet lyssværdene til og samlet TIE Fighter'en. Måske får min svoger, Magnus, lov at låne den til hans mega Lego Star Wars-samling. Låne!

Du kan læse mere om Toys'R'Us-arrangementerne på deres hjemmeside.