Mit VIP-medlemskab til Nordisk Films biografer er lige udløbet. Det bliver ikke fornyet, da jeg det seneste år har været i biografen færre end tolv gange, og det betyder, at det nye kort, jeg snart modtager med posten, er sølvfarvet i stedet for gyldent.
Siden 'Iron Man'-maraton i april har vi fuldstændigt undgået det store lærred - men i aften har vi taget hul på en ny sæson. Og hvilket hul?!
Jeg har fulgt 'Buried' siden de første informationer blev frigivet på nettet og glædet mig som en gave, der skal pakkes op af et lille barn.
De seneste dage har jeg undret mig meget over, hvorfor anmelderne kun har givet tre & fire stjerner, når de alle sammen er enige om, at de ikke har kedet sig ét sekund af de 90 minutter, vi befinder os i trækisten med den levende begravede Paul Conroy. Alene dét må være topkarakter værd.
Alle mine forventninger blev indfriet!
Filmens meget få virkemidler bliver udnytter til fulde. Mobiltelefonen, som Paul Conroy har med sig i graven er en genistreg. Både video, billeder & samtaler tages i brug - for slet ikke at tale om det faktum, at batteriet har kortere levetid end hovedpersonen selv. Who to call?
Lyset i Paul Conroys kiste kommer fra fire forskellige lyskilder: en lighter, en mobiltelefon, et knæklys & en lommelygte. Disse giver fem skarpe farver fra sig: orange, blå, grøn, hvid & rød. Sammen med de opfindsomme kameravinkler skaber kulørerne hele tiden interessante rum, som spiller flot op til handlingen.
De sidste minutter af 'Buried', hvor ørkensandet fosser ind gennem kistelåget, er så åndeløst spændende, at jeg overvejede hvorvidt, det var mig, der var levende begravet.
