mandag den 24. maj 2010

You'll Never Leave!

Selvom Royston Vasey er en lille by, forbløffes man over dens talrige indbyggere og deres mange facetter. Vidt forskellige mennesker! Og dog er der noget sært - i høj grad sært - genkendeligt og ens over dem alle. Har de boet sammen i for mange år? passer fordommene om indavl på landet? eller skyldes det blot det faktum, at alle karaktererne spilles af bare tre mænd i endnu en fantastisk sitcom fra BBC?!


De kalder sig League of Gentlemen. Og umiddelbart er trioen også meget elegant; Steve Pemberton, Mark Gatiss, Reece Shearsmith! Velfriserede, nybarberede og ærkebritiske, iklædt deres stiveste sort/hvide puds. Men rejser man til Royston Vasey, som er dén farverige flække, deres krøllede hjerner i selskab har skabt, møder man ulækre personager med fysiske skavanker og psykiske problemer.
En stor, rødmosset slagter, som med sit hemmelige "special stuff" forårsager en omfattende næseblodsepidemi. En jobcoach, som nedbryder de arbejdsløses selvtillid i et desperat forsøg på selv at beholde sin løncheck. En forbandet dyrelæge, som trods gode hensigter altid ender med brutalt at dræbe sine klienter. Et lokalt motel, hvor lagnerne er af latex, sæbepakkerne byttet ud med billige kondomer, og som i lukkedagene huser sadomasochistiske konventioner.
Og sidst men ikke mindst: Edward & Tubbs og deres Local Shop, som man ikke bør lægge vejen forbi - for det indavlede ægtepar bryder sig ikke om kunder! I øvrigt går der slet ingen vej forbi butikken - det har de nemlig også sørget for.

Konceptet med et mindre ensemble, som spiller et stort antal roller er på ingen måde nyt. I Danmark har vi især Søs & Kirstens udmærkede liveshows og tv-serier fra 90'erne. Men hvor 'Kongeriget' lader historierne udspille sig mere eller mindre uafhængigt af hinanden, er det geni- og originale ved LoG at de lader karaktererne bo side om side i denne lille, nordengelske by. Dermed får de muligheden for at lave forskellige konstellationer, og selvom der sjældent opstår deciderede konflikter mellem hovedpersonerne, er den overordnede historie gennemgående.
'League of Gentlemen' er sketchbaseret med masser af catchfrases og punchlines, men de er ikke nødvendige takket være den gode sammenhæng mellem scenerne og de bløde overgange, når vi bevæger os rundt i et velkendt bybillede. For eksempel bliver en stakkels afskjoldet skildpaddes rejse gennem byen bindeled i tredje afsnit 'Nightmare in Royston Vasey'.



På byskiltet står: "Welcome to Royston Vasey - You'll Never Leave!" Jeg stiftede første gang bekendtskab med League of Gentlemen i 2006. Siden har jeg købt seriens tre sæsoner plus juleafsnit i en flot DVD-boks samt to liveshows og den udmærkede tilhørende spillefilm 'Apocalypse'. Jeg har flere gange ladet min tur gå tilbage og altid følt mig velkommen - og jeg må jo nok se i øjnene, at jeg aldrig kommer videre.

søndag den 23. maj 2010

Raphael is cool, but rude!


Hvad er din yndlingsfarve?
Mens jeg skriver ordene, går det pludselig op for mig, hvor mange år det er siden, jeg sidst er blevet stillet det spørgsmål!
Det er jo egentlig en absurd tanke at være tiltrukket af en bestemt kulør. At have følelser som går stik imod alle modens diktater om, ikke blot bestemte farver, men helt specifikke nuancer. Derfor kan det også være vanskeligt for os voksne at svare; for det kræver stort arbejde at skrælle alle lilla og limegrønne lag væk.
Men spørger man et barn er det sjældent i tvivl om, hvilken farve der er den bedste. Ønsker man det bekræftet på en mere inddirekte måde, prøver man sig blot frem i barnets penalhus, til man finder den tusch, som er mest indtørret.
Grunden til, jeg spekulerer over emnet, er, at når jeg i løbet af den næste uges tid vil kunne kalde mig selv 'FAR', er det kun et spørgsmål om tid, før jeg konfronteres i et farverigt forhør. Og så skal svaret komme som skidt fra en spædekalv!
Men jeg er ikke i tvivl. Det har jeg aldrig været.
Det er den farve, jeg kæmper for, hver gang jeg spiller Ludo! Det er farven på alle de Converse-sko, jeg gang på gang har slidt ned til ukendelighed! Men vigtigere end alt andet: Det er farven på pandebåndet båret af den sejeste ninjapadde nogensinde!
Takket være Raphael og hans sai, kan jeg selvsikkert og med ærligheden i behold svare, at min yndlingsfarve er RØD!