mandag den 27. februar 2012

Fut i Klump-fødderne


Man skal virkelig være hurtig for at fange en Rasmus Klump med kameraet... der er fut i deres små klumpfødder!
Mejses egen fastelavnskreation.







søndag den 26. februar 2012

Norska Oscar


Det er jo næsten en på forhånd tabt kamp, at jeg har besluttet mig for at sidde vågen det meste af natten til uddelingen af Oscar-priserne, men ikke desto mindre tager jeg kampen op! 
Jeg har gjort det før, og selvom jeg er træt efter en weekend i Aarhus og en søndag fuld af familiebesøg hjemme i Viborg, skal da det prøves. Vi har kun grundpakken fra YouSee og kan derfor ikke modtage TV2 Film, hvorfor vi har kørt den norske NRK1 i indstilling på fjerneren... de viser nemlig også Oscar-showet direkte med rød løber, Billy Crystal og deres helt egen kommentator; filmkritikeren og journalisten Vegard Larsen. Oh yeah!

onsdag den 22. februar 2012

Familien Kanin - nu uden NEGER!

Jeg anbefalede på et tidspunkt "Familien Kanins kæmpe åbn-lågen bog", som er et fantastisk stykke litteratur for børn. På størrelse med barnet selv og fyldt med flotte illustrationer og låger. Den havde dog en enkelt fejl, som var denne:


Denne "fejl" (jeg gætter på, en utilfreds, underbetalt oversætter, har prøvet at se, hvor meget man egentlig kunne slippe af sted med) er imidlertid blevet retter i den nye udgave af bogen, som findes i boghandelen. Serviceinfo til de, der måtte være blevet skræmt væk af de racistiske tendenser i den første udgave.

tirsdag den 21. februar 2012

Ron Perlman som Udyret! Ron Perlman som Udyret!

Som skrevet den anden dag bliver et af Guillermo del Toros fremtidige projekter en nyfortolkning af eventyret om Skønheden og Udyret. Guillermo del Toro har efter min mening fokuseret alt for meget på producer-rollen siden 'Hellboy II: The Golden Army' (2008), hvor han har blandt andet været med på Dramworks' animationsfilm, et par horrorfilm samt andre projekter. 
Men snart vender han altså tilbage til instruktørstolen med et eventyr, som forhåbentligt bliver lige så mørkt, gotisk og fuldstændig fantastisk som mesterværket 'Pan's Labyrinth' (2006). I øjeblikket er Emma "Hermione" Watson i forhandlinger til rollen som Skønheden, mens der endnu ikke er offentliggjort noget om Udyret. 
Tillad mig at komme med et oplagt bud: Ron Perlman!


Fra 1987 til 1990 spillede Ron Perlman - måske som bekendt - med i en moderne fortolkning af eventyret med ham selv som 'the Beast' og Linda Hamilton som 'the Beauty'. Det er mange år siden, jeg rent faktisk har set noget af serien, men sammen med 'Star Trek: Next Generation' (1987-1994) er det noget af det tv, jeg erindrer bedst fra min tidlige barndom. 
Ron Perlman er mere eller mindre fast bestanddel i Guillermo del Toros film, naturligvis med Hellboy som glansrollen over dem alle. Derudover har han medvirket i 'Blade II' (2002) og til næste år har han en rolle i sci-fi-monsterfilmen 'Pacific Rim'. 
Det fantastiske ved Guillermo del Toro er, at han kan skabe smuk kunst af det mest platte udgangspunkt, og således beskriver han også på nuværende tidspunkt 'Pacific Rim' som "a beautiful poem to giant monsters". Den glæder jeg mig til at se! 

Og jeg glæder mig også til 'Beauty and the Beast', forhåbentligt med Ron Perlman i titelrollen.

mandag den 20. februar 2012

Min mor er også samler


Se bare alle disse dukker fra hendes barndom, som hun stadig har liggende i et skab. De er ikke alle lige kønne; nogle af dem er slidt på præcis den måde, dukker skal være, når et pigebarn har leget frisørsalon for over 40 år siden, mens andre vist bare er kommet lidt uheldigt fra start. 
Min mor påstår, at de to største pigedukker er henholdsvis Mie fra 'Far til Fire' og Pusle fra 'Min Søsters Børn'. Jeg bliver helt ked af, at jeg ikke længere har min Arnold Schwarzenegger-dukke!











søndag den 19. februar 2012

Tændstiksdyr


Denne lille samling fine tændstiksæsker med motiver af forskellige dyr og deres latinske navne fandt Mejse og jeg i en genbrugsbutik, hvor de bare lå og ventede på os. De er tilsyneladende fra Rumænien, mærket "Comturist România" på bagsiden, men hvad det betyder, ved jeg ikke. Måske er det et firma? Måske et tændstiksfirma... det ville give mening.



lørdag den 18. februar 2012

Hvad skal der blive af Radcliffe, Grint og Watson?


Jeg er ikke kæmpefan af Harry Potter-filmene, og har i skrivende stund ikke engang set dem alle. Men jeg synes, det er spændende at følge med i, hvordan trioen; Daniel Radcliffe, Rupert Grint og Emma Watson (alias Harry, Ron og Hermione) forvalter deres massive berømmelse.

Modsat andre børnestjerner, som bukker under for fristelser i form af diverse rusmidler og lukrative tilbud fra Hollywood om ibåssættende blockbuster-filmroller, har de tre unge mennesker været så heldige, at rollerne i de otte Harry Potter-film har varet hele deres naive ungdom og langsomt givet dem flere og flere udfordringer samt mulighed for at arbejde med en fuldstændig uhørt mængde af Englands allerbedste skuespillere.
Nu er Harry Potter-kontrakten imidlertid ophørt og verden står åben for de tre nu voksne mennesker.

Daniel Radcliffe medvirker for tiden i den engelske gyser 'The Woman in Black', produceret af det nyligt genoplivede Hammer-studie. For et halvt århundrede siden lavede de en lang række stemningsfulde og ikke mindst succesfulde horrorfilm med blandt andre Dracula, Frankensein og Mumien. Efter en periode væk fra markedet, er de nu vendt tilbage til en tid med masser af fokus på det gode gys og de klassiske monstre. Et af de første udspil er denne mørke spøgelsesfilm med Ratcliffe i hovedrollen - min anmelderkollega Mark Svensson har netop givet filmen en overvejende positiv kritik på Sørensen Exploitation Cinema Proudly Presents.




Rupert Grint har flere interessante projekter i støbeskeen. Det første, 'Into the White' får premiere til april og er en norsk-engelsk samproduktion, co-produceret af Peter Aalbæk for Zentropa Norway. Filmen omhandler en flok engelske og tyske soldater, som under Anden Verdenskrig nødlander i den norske ødemark midt om vinteren. Til at starte med bekriger de naturligvis hinanden, men de finder ud af, at de må samarbejde for at overleve. 'Into the White' er instrueret af norske Petter Næss, som tidligere har stået bag Oscar-vinderen 'Elling' (2000).




Det er i øvrigt værd at nævne Rupert Grints fantastiske medvirken i musikvideoen til Ed Sheerans 'Lego House' fra sidste år. Den er bestemt værd at bruge et par minutter på!




Emma Watson har som det lille vidundermenneske hun er brugt al sin fritid fra universitet og Harry Potter-produktionerne på at arbejde for velgørenhed og i modebrancen - i februar sidste år blev hun sågar tildelt Style Icon Award fra det britiske Elle (og vi har da også fået vores egen danske lookalike i Lise Rønne fra X-Factor). For tiden har hun en mindre rolle i en biopic om et andet stort stilikon, 'My Week with Marylin', og så er det netop blevet offentliggjort, at hun er i de afsluttende forhandlinger om rollen som selveste Skønhe'den i Guillermo del Toros kommende fortolkning af 'Beauty and the Beast'. En af de helt store Hollywood-trends for tiden er at genfortolke de klassiske eventyr, som Disney i lang tid nærmest har haft patent på. Studiet lagde selv ud med Tim Burtons 'Alice in Wonderland' (2010) og følger i fremtiden op med 'Maleficent' som fortæller eventyret om Tornerose fra den onde fe, Malavias, synspunkt. Derudover får hele to Snehvide-film premiere i år, mens Warner altså har påbegyndt en ny udgave af 'Beauty and the Beast'.

Umiddelbart forstår Radcliffe, Grint og Watson at sige ja til projekter, som tager dem nye veje i forhold til deres tid på Hogwarts. Uanset hvilke roller de vælger, vil de sikkert aldrig kunne ryste Harry, Ron og Hermione af sig, men det ser jeg heller ingen grund til, hvis de fortsat forstår at gøre sig interessante som skuespillere.

onsdag den 15. februar 2012

Cirkeline


Arthur har kastet sin store kærlighed på Cirkeline, og det er der jo ikke noget at sige til. 
Han har lært hende at kende fra en ny, rigtig flot app, jeg har downloadet til min iPad. Her fører man Cirkeline rundt i tegnerens værelse, over klaver, papkasser og tegnebord. Undervejs kan man lære at spille xylofon, tegne, høre dejlige Cirkeline-sange, spille vendespil og meget mere. Når man er færdig med at spille, kan man give Cirkeline natkjole på og putte hende i hendes tændstikæske. 
Mejse er kæmpefan af Cirkeline, og hun har længe ønsket sig en dukke fra Maki, som kommer i en fantastisk STOR tændstikæske. Den har hun nu fået i fødselsdagsgave af Arthur. Cirkeline-dukken har selskab af Frederik og Ingolf-dukkerne, som vi i forvejen havde. 
Derudover kan man i denne samling finde et par plastikfigurer samt naturligvis dvd-udgivelserne med de gamle kortfilm og de nye spillefilm. 

Vidste I i øvrigt, at Another World Entertainment netop har udgivet en dvd med helt nye Cirkeline-kortfilm, produceret i 2010? Den må vi også få anskaffet os inden længe. Samtidig har Filmstriben gjort Jannik Hastrups klassiske kortfilm tilgængelige online.







tirsdag den 14. februar 2012

Fordi jeg elsker...


... tiramisu... og Mejse!

Wreck-it Ralph


Disney-studierne har været omtumlede i mange år. Siden de annoncerede, at de ville droppe papir og pen til fordel for computeranimation for små ti år siden, har der generelt været dårlig stemning omkring deres film - bortset naturligvis fra samarbejdet med Pixar, som afstedkommer det ene mesterværk efter det andet. Den film, som i sin tid skulle slutte en æra af håndtegnede klassikere, 'De Frygtløst - the muuhvie' (2004, 'Home on the Range') var mildest talt noget makværk. Og den næste, studiets første forsøg på en computeranimeret klassiker, 'Lille Kylling' (2005, 'Chicken Little') var om muligt endnu værre. 

Nu har studiet imidlertid tilbagevundet lidt terræn ved blandt andet at introducere to nye karakterer til deres prinsessekartotek;  Tiana fra 'Prinsessen og Frøen' (2009, 'The Princess and the Frog') og Rapunzel fra 'To på flugt - et hårrejsende eventyr' (2010, 'Tangled'!) Og det kunne godt se ud som om, Disney fortsætter succeskurven opad med deres næste produktion, 'Wreck-it Ralph'.
'Wreck-it Ralph' handler om en Donkey Kong-lignende skurk fra et 80'er-arkadespil, som er træt af altid at være badguy og stå i skyggen af Mario-lookaliken Fix-it Felix. Han flygter fra sin egen verden til andre arkadespil og møder blandt andet Sergeant Calhoun fra first-person shooter-spillet 'Hero's Duty' og Vanellope von Schweetz kart-racing-spillet 'Sugar Rush'. Udover disse nyopfundne karakterer vil en række gamle kendinge fra spil som 'Pac-Man' og 'Q-Bert' medvirke.
Filmens første teaser, som blev offentliggjort på Disney-messen D23 Expo i august 2011 viser en bane fra det fiktive arkadespil, komplet med pixels og 8-bit musik. For nyligt blev de første officielle billeder offentliggjort, og de afslører, at selve filmen dog vil være klassisk computeranimeret. 







Hvem vil klippes hos Saven?!


Jeg ved da godt, der skal stå Saxen på frisørens skilt... men sådan læste jeg det altså ikke i farten.

mandag den 13. februar 2012

Flere filmiske rumrejser i fremtiden?


Siden Quentin Tarantino og Robert Rodriquez lavede deres Grindhouse-dobbeltfilm i 2007, er der gået sport i at lave exploitationfilm på bedste/værste 70'er og 80'er-manér. Størstedelen af disse nye films budgetter er ironisk nok blevet brugt på at få det til at ligne, filmene var produceret for ingen penge - man har altså ligefrem redigeret de digitale HD-optagelser, så det så ud som om, de var foretaget på slidte filmruller. 
Denne tendens kombineret med tilbagekomsten af to store klassiske B-filmskarakterer, vampyren og zombien, har sat et vanvittigt mainstreamfokus på film, som ellers aldrig har haft det store publikum. Vampyrernes tid er så småt ved at være forbi, mens zombieepedemien nok peaker senere i år, når Marc Forsters filmatisering af 'World War Z' med Brad Pitt i hovedrollen får premiere. Med et budget på intet mindre end 125 millioner dollars, er den det ultimative bevis på menneskehedens accept af de levende døde.

Måske kommer vi i den nærmeste fremtid til at se mere til rumrejser? Noget kunne tyde på det, da flere genrefilm af denne type er planlagt. 
Igennem årene har der været mange eksempler på, at man lader velkendte historier og karakterer fra især horrorgenren rejse ud i det ukendte og uendelige verdensrum, oftest i desperation over faldende salgstal. Både 'Critters', 'Leprechaun' og 'Friday 13th' har haft deres in space-versioner, og der er også lavet adskillige vampyrrumfilm. 
Det ville være oplagt for nutidens instruktører at adoptere og opdatere denne tendens. Ikke mindst fordi 'Prometheus', Ridley Scotts fortsættelse (som egentlig er en prequel) til hans originale 'Alien' fra 1979, får premiere i år. 'Alien' var i sin tid med til at sætte gang i den første sci-fi-bølge. 

Robert Rodriquez har allerede annonceret, at hans tredje film om Machete vil få titlen 'Machete Kills in Space'. Nu må vi dog først se, om to'eren, 'Machete Kills', kommer til at tjene sine penge hjem, når den får premiere senere i år. Rodriquez var som nævnt én af forgangsmændene til grindhouse-bølgen. 
'Iron Sky' er et andet interessant og længe ventet koncept omhandlende nazister i rummet. Det kan I læse mere om i min gode kollega Allans indlæg på Sørensens Exploitation Cinema Proudly Presents.