søndag den 31. oktober 2010

Fødevarehyg. (eller: hvordan man kommer ét skridt nærmere sin egen café)

Mejse & jeg har en drøm om at åbne vores egen café med nachos, saftevand, brunchmenuer, slush-ice, varm chokolade, kaffe, chai & meget, meget mere. Vi pusler altid med små idéer til stedet og nærmer os hele tiden med langsomme skridt en realisering.

Tilbage i foråret blev jeg lovet et hygiejnekursus af vuggestuens leder, og nu ser det omsider ud til at blive virkelighed.
Jeg har fået en indkaldelse til såkaldt "fødevarehyg." på Aarhus Tech fra 9. til 11. november. Så fra midten af næste måned må jeg tage penge for min mad, og det bringer os endnu et skridt nærmere caféen.


Med i brevet fra Aarhus Tech var en masse forvirrende ark om hvilke godtgørelser & tilskud, man kan søge, hvis man ønsker kost & logi. De ryger i papirkurven sammen med Krak-kortet, man ellers også har været behjælpelig at sende med. Jeg skal nemlig bare ud af Friskoparken og forbi Silvan... så er jeg der.

Onkel Wolles tegninger

For en lille uge siden havde vi besøg af Mejses far & hendes tre søskende.
Som altid når yngste bror, Arthurs onkel Wolle, er på besøg var papir & tuschpenne fundet frem - han er ni år gammel, men allerede en sand kunstner.
Hele tre værker blev det til dén dag.
Mejse har allerede offentliggjort nullermands-tegningen, men de to andre har jeg fået lov at skrive om.

Før jeg kom hjem fra Thors Mølle, så Jeppesen-familien 'Braindead', som udover at være én af de klammeste (læs: bedste!) zombiehistorier, også har ry for at være den blodigste film overhovedet.
Efter at have genset de sidste 25 minutter, blev jeg mindet om hvorfor!


Jeg spolede gennem slutningen af 'Braindead' for at finde to billeder, som må have gjort et særligt indtryk på onkel Wolle, eftersom han har brugt dem begge i ovenstående tegning.
En zombie som først river ribbenet ud på en mand & derefter tager hjertet direkte ud af en dames brystkassen.



Den sidste tegning startede egentlig som et sukkersødt projekt. Onkel Wolle havde først tegnet en hyggelig park med solskin, æbletræer & langstilkede blomster. Han viste tegningen til sin storesøster Mejse, som udbrød et imponeret "Nææææh", hvorpå han bad hende se væk...


Da hun atter måtte kigge var parken forvandlet til et zombiehelvede med knuste kranier & sprøjtende blod i alle retninger.

Græskarbræk

I formiddags gik jeg en tur rundt i Friskoparken med Arthur i barnevognen. Vi sagde pænt goddag & godnat til alle de mange græskarmænd, som smiler bredt ved hver en blodrød hoveddør.

Pludselig så jeg på afstand en stor ulækker klat, som til forveksling lignede bræk. Jeg tænkte: "Nå, nu igen!" for det sker lidt for ofte i disse fire-etagers ungdomsboliger, at nogen stikker hovedet ud over gelænderet for at kaste op.
What goes up, must go down!
Ned på fliserne, hvor det skaber en betragteligt omkreds af halvfordøjet maveindhold.
Og efter en lang lørdag nat - en hel time længere end sædvanlig - er der jo ingen grænser.

Men da jeg kom tættere på, kunne jeg se, at udsplatningen blot var et stakkels græskarhoved. Gudskelov så det ikke ud til, man havde nået at skære ansigt endnu! Skulle jeg endelig kyles ud fra tredje, ville jeg nok også helst forskånes for synet.

Hvorom alting er, mindede det mig om et græskarhoved, Mejse viste mig tidligere på morgenen:

Billedet er lånt fra bloggen Piskeriset på eventyr. Det er en skøn idé, og hvor er det dejligt at se det ulækre indmad komme til sin ret.

lørdag den 30. oktober 2010

Det kan man kalde en spøg!

Min papsvoger sendte for nylig over Facebook denne video, som jeg synes særdeles godt om!

Det er et klip fra kanalen Syfys skjult kamera-program 'Scare Tactics', hvor et stakkels, intetanende offer bliver plantet midt i en bogstaveligt talt rædselsfuld situation.


'Scare Tactics' har igennem fire sæsoner brugt specialeffects & makeup til at skabe sådanne scener, som ellers kun plejer at udspille sig i de mest hardcore horrorfilm.
Der ligger en masse klip fra showet på YouTube, men umiddelbart kommer ingen af dem på højde med babysitteren Gary (ingen skrig kommer i hvert fald på højde med Garys).

Min klare skjult kamera-favorit er dog stadig Bock & Nygaards sketch fra DRs satireside Det Sorte Ur. Den kan du se her.

En midaldrende mands erotiske besættelse af en purung pige

Allerforrest i skuffen under Mejses & min trekvartseng ligger de dvd'er, som vi har købt, men endnu ikke set. Det kan være film, man skal være i et særligt humør for at se - som for eksempel denne lørdag aftens valg.


'Sonja - 16 år' købte jeg i Blockbusters Byttebørs for laaang tid siden. Den handler om den rige, gamle & gifte direktør Pegel, som møder 16-årige Sonja fra det barske Vesterbro. De indleder en affære, men Pegel får hurtigt ejerfornemmelser for Sonja, som ikke afslører meget om sig selv.

Pludselig begynder sandhederne at vælde frem...


Bjørn Puggaard-Müller spiller rollen som direktør Pegel, Gertie Jung spiller ganske overbevisende Sonja på 16 i en alder af 26. Desuden er Poul Glargaard med som is- & bagmanden Egon.


'Sonja - 16 år' er ikke en erotisk film som for eksempel sengekants- & stjernetegnsserierne (som Gertie Jung i øvrigt har medvirket i en del af) men den har sikkert været et forsøg på at udnytte den frie pornografi som ekstra krydderi til dramaet.
Romanforlægget, Johannes Allens 'Nu', udkom i 1967. Samme år som skriftlig pornografi blev tilladt i Danmark. Filmen er fra 1969, hvor billedpornografien blev tilladt.

Når man som jeg har været vant til Olsen Banden & Morten Korch er det skønt at se en anden, seriøs side af dansk film. "Sonja - 16 år" indeholder ingen ordspiljokes, falden-på-halen-komik eller kærlighedssange. Det er et hårdt drama, til den bløde side.

torsdag den 28. oktober 2010

Olesen & Olesen

For nyligt fandt Mejse ud af, at vores afspiller kan shuffle alle sange med en enkelt kunstner, hvis vi blot trykker Play på navnet.
Det har vi nydt godt af de sidste par dage, hvor Olesen-Olesen har underholdt os i døgndrift.

Jeg lånte det første album med brødrene Henrik & Peter Olesen på Farsø Bibliotek i det vinterhalvår, jeg boede hos mine forældre efter gymnasiet, og jeg blev med det samme dybt forelsket!

Deres melodier har for det meste en halvmunter tone, men deres tekster er melankolske, nogle vil sige pessimistiske, mens andre nok vil mene, de er decideret deprimerende.
Uanset hvor sort det ser ud, har lyrikken dog altid et endnu sortere humoristisk glimt i øjet:
"Når du tror, du er sunket helt ned, kan du knap nok skimte bunden!"
"Jeg er min egen ulykkes smed. Fastansat på livstid i egen uvirksomhed!"
"Vi skal alligevel allesammen dø!"

De fem albums (57 numre), som shuffler løs herhjemme har en dybt professionel enkelhed over sig. Allerede fra første album, 'Indenlands udenbys', skaber Olesen-Olesen deres fantastiske eftertænksomme, nostalgiske, name-droppende univers.
Sangene hænger sammen som små dele af en større fortælling - som takket være Mejses opdagelse forleden fortælles på en ny måde fra gang til gang.

tirsdag den 26. oktober 2010

Sæbeboblekongen

I dag under én af mine utallige håndvaskninger i vuggestuen gjorde jeg en opdagelse. Her følger en rekonstruktion fra vores eget badeværelse:



Sejt, ikk'?!

Chai, fra mig til dig

Chaisiruppen, jeg skulle have lavet til Mejse i går aftes blev droppet til fordel for den ekstra blodige version af Romeros 'Dawn of the Dead' - som jeg faldt i søvn til, allerede før de nåede indkøbscentret.
Til gengæld var jeg så frisk som en rigtig, rigtig frisk havørn, da Arthur, det Levende Vækkeur pludrede løs klokken 6:00 i morges. Jeg gav mig straks til at riste krydderier & koge muscovadovand.

Jeg er ret dårlig til at få taget blogbilleder undervejs, når jeg laver den slags, men i morges huskede jeg kameraet!
Desværre var batteriet fladt, så i stedet lader jeg Theresa Maria Jessing (fru Bonderøv) illustrere - det er jo ret beset også hende, jeg har hugget opskriften fra.
Følgende video har jeg hacket mig til på Samvirke. Der findes også en ren tekstversion... her.



mandag den 25. oktober 2010

50-100-200

På vej hjem fra arbejde var jeg forbi SuperBest på Vesterbro Torv for at købe vælling & grød til knægten. Han er ellers begyndt at interessere sig for, hvad man i den sammenhæng nok især vil betegne som fast føde. Men selvom de første to tænder er begyndt at titte frem her kort før hans fem måneders fødselsdag, må han hellere vente lidt endnu.

Jeg fandt også lidt til Mejse: fem flotte klementiner med god, tyk skræl og en pakke løs te, så jeg kan få lavet en lækker chaisirup.
Og minsandten om jeg ikke også fik noget med selv. Efter at have betalt med en gammel, slidt 500-lap, fik jeg tre splinternye sedler tilbage. Én af hver.

Jeg har hørt mange omtale dem som Matador-penge - men er det ikke kutyme, at nye sedler & mønter skal nedgøres det første stykke tid?
Jeg synes de er ret flotte.
Især er jeg vild med, at vandmærkerne er formet som de oldtidsfund, som er portrætteret på sedlernes bagside.

Og så er det herligt med danske broer på forsiden - det er jo nok på netop det område, flest penge bliver brugt herhjemme.

Jeg synes dog stadig, Kasper Bonnén skulle have vundet Nationalbankens designkonkurrence.
Bonnén gæstede Den 11. time og præsenterede sine sjove & smukke bidrag, som du kan se her og læse mere om her, hvor der i øvrigt også er et direkte link til det ti minutter lange klip.

søndag den 24. oktober 2010

Vi er røde, vi er hvide

Mejse har købt en dragt til Arthur på Trendsales, som er perfekt, når han fremover skal til koncert med sin far & den anden Jesper P.

Da vi spillede i Morsø Teatersal for en måneds tid siden syede Mejse et stribet bagtæppe og matchende kostumer, og nu kan P Jr. komme med som maskot.

Det er i øvrigt bedstefars tykke mave, Arthur ligger på. Han var forbi Aarhus i dag med onklerne Wolle (Ole-Bjørn) & Magnus - blandt andet for at hente nogle cd'er med de tre sange, Paakjær & jeg skrev til hans gode ven Per Madsens 50 års fødselsdag. Vi har brugt de sidste par uger på at indspille dem, og nu lyder de præcis, som de skal.

Jeg har netop lagt første del af trilogien ud på YouTube - hør den, hvis du har lyst...



lørdag den 23. oktober 2010

Man skal lege med maden

Jeg stod netop i køkkenet og skar noget tørt toastbrød i aflange stykker, da jeg gjorde en fantastisk opdagelse...

BRØDKLODSMAJOR...

... eller TOASTMASTER, som jeg har valgt at kalde det.

Stykkerne skal overhældes (det lyder så voldsomt, men det skal de altså) med denne olivenolie tilsat hvidløg, persille & parmesanost og bages i et kvarters tid, til de bliver sprøde & lækre.

Og så kan Anita, Jesper Paakjær, Mejse & jeg bruge aftenen på at dyppe dem i dén tzatziki, som jeg blander, når disse agurkestrimler engang har dryppet færdige.

Vi skal i øvrigt også ha' rødvin!

torsdag den 21. oktober 2010

Flakesness

Når Mejse & jeg får cereal om morgenen, er det altid af disse to skåle...

... skønt det er mange, mange år siden, vi sidst har købt et Kellog's-produkt. Man kommer bare ikke udenom, at Cornelius Rooster er et ikon indenfor cornflakes såvel som morgenmad generelt.
Skålene har en god volumen, så dagens vigtigste måltid kan holde én mæt lidt længere. Og så giver farverne tiltrængte udfordringer til et par trætte poseøjne; dels den mørkegrønne fjerpragt, som står i perfekt kontrast til den postkasserøde hanekam; dels den moderigtige gule inderglaser, der skinner som morgensolen.

Men når det kommer til smag, er de billigste flager i økonomipakning fra Netto altså langt de bedste. I modsætning til Kellog's's produkter er posen fyldt godt op, og i bunden lægger en masse lækkert smuldr, som er megagodt at blande i havregryn.

Vi har dog købt denne sjove, store "Boîte à Céréales" i Box de Lux, for nok smager de godt, men indpakningen er ikke særligt køn.

Forleden fandt jeg også et par æsker fra Urtekram med økologiske Bran & Spelt Flakes, som giver morgenmaden & samvittigheden et ekstra pift.

onsdag den 20. oktober 2010

En go' hånd

For nylig fandt jeg dette sæt pokerkort med 52 motiver af effektmanden Tom Savinis blågrå, kødædende zombier fra 'Dawn of the Dead'.
Denne anden film i George Romeros ...of the Dead-serie - som i øvrigt fik en flot genindspilning i Zack Snyders seks år gamle debut (10 kroner i TP for tiden) - er, som det kommer til udtryk på kortene, den klammeste af dem alle.
Den over to timer lange ucensurerede version havde premiere på Cannes i '78 og indeholder så meget kød & blod, at farven rød aldrig bliver den samme igen.


Siden Romero instruerede 'Night of the Living Dead' i 1968 har han med jævne mellemrum udvidet franchisen & fornyet genren. Jeg har endnu ikke set den sjette & seneste, 'Survival of the Dead', som udkom på video i september - men jeg glæder mig!


tirsdag den 19. oktober 2010

Når Bror Kanin bliver stor

Sidst vi var på Mors fandt vi denne søde ællebælle-bog af Richard Scarry...


Den fungerer for tiden som bogmærke i tegneserien 'The Walking Dead', som jeg har lånt de første to bind af på Hovedbiblioteket.

Jeg har netop slugt de sidste sider af bind ét råt og rækker allerede hungrende ud efter nummer to.

Som Frank Darabont siger i en nyudgivet dokumentar om den kommende tv-fortolkning er manglende næser, forstrakte kæbepartier & dinglende indvolde blot glasuren på en kage, som primært skal bestå af interessante personer i en god historie.

Forfatteren Robert Kirkman formår gang på gang at overraske med nye, spændende drejninger i en genre, som ellers har ry for at være mere klichéfyldt end nogen anden.
En evig klassiker som: at have svært ved at dræbe en zombie, fordi den i livet har stået én nært, omdefineres adskillige gange bare i løbet af den første bog.

Et enkelt eksempel: den tavse mekaniker Jim har set hele sin familie blive flået ihjel. Da han selv bides i armen, ønsker han ikke at få hovedet pløkket af, men derimod at blive sat et ensomt sted i skoven, hvor han langsomt kan gå i forfald. Kun på denne måde, er der chance for, at han nogensinde vil kunne være sammen med sin zombieficerede familie igen.

Når Arthur bliver stor skal han helt klart læse 'The Walking Dead'!

lørdag den 9. oktober 2010

En go' trekant

I øjeblikket har vi besøg af Mejses veninde Line. Og mens tøserne ser fotografier fra Danmarks Designhøjskole, hvor Line til dagligt syer & stryger, sniger jeg mig til at skrive lidt om frokosten.

Nachos er ikke bare fastfood-favoritten over dem alle men også én af mine absolutte livretter. Majschipsene skal være hele, salte & sprøde. Osten; klistret & fedtet. Kyllingen; saftig. Og så skal snasken selvfølgelig være hjemmelavet.

Skrigende grøn guacamole, grov tomatsalsa med masser af chili og så plejer jeg at skifte den obligatoriske creme fraiche ud med en hvidløgshørmende tzatziki.

De sidste par gange har jeg brugt en blanding af cheddarost & mozzarella. Det vækker herlige barndomsminder fra dengang den amerikanske ostesnack Twists en kort overgang kunne købes i Danmark.
Tilsyneladende kunne dette spirale alternativ ikke vælte Lillebrors ostehaps af pinden.

Måske man skulle prøve at lave sine egne Twists af osteresterne...

... de skal bare lige sorteres først.

fredag den 8. oktober 2010

Grå guld

Som skrevet i går er mit medlemskab hos BioZonen ikke længere gyldent, men gråt (eller sølvfarvet, som det også kaldes)
I dag har jeg så modtaget mit nye kort, og kønt er det ikke. Men så er det jo bare om at komme i gang mod biografen... helt præcist fem gange på tre & en halv måned.
Så er VIP-pladsen nemlig tilbage.

Det gamle guldkort begraver jeg sammen med billetten til 'Buried' i blikdåsen fra Cinemaxx.
Deri ligger også billetterne fra samtlige biografture siden premieren på 'Hvid nat', samt et par ældre BioZonen-kort af hver sin værdi.

Apropos levende begravet

Jeg har netop set den nye trailer til Danny Boyles kommende '127 Hours', som er meget apropos den film, Mejse & jeg så i biografen i går; 'Buried'.

Titlen '127 Hours' henviser til de over fem døgn vovehalsen & damevennen Aron Ralston sad fanget i en kløft i det såkaldte Robbers Roost for syv år siden.



Den første trailer, som kom online for halvanden måned siden, havde mest karakter af at være en teaser. Den brugte lang tid på den overfladiske prolog med to vildtfarne tøser for til sidst at gå i sort skærm lige efter, Ralston skvatter. Til slut popper ordene '127 Hours' frem på skærmen...

Den nye trailer afslører lidt mere. Blandt andet at han har et digitalkamera med sig, som han bruger til at lave en videodagbog med. Han ser også tidligere optagelser af folk, som tilsyneladende står ham nær, men som han skubber længere & længere fra sig.

'127 Hours' handler ligesom 'Buried' om en mand isoleret i ekstremt primitive tilstande med et stykke moderne teknologi at fordrive ventetiden med.
Jeg håber meget, '127 Hours' tør gøre som 'Buried' og primært lade handlingen foregå i kløften, hvor Ralston sidder fastklemt med sin ene arm.
Det ser i hvert fald lovende ud!

torsdag den 7. oktober 2010

Første biograftur i et halvt år

Mit VIP-medlemskab til Nordisk Films biografer er lige udløbet. Det bliver ikke fornyet, da jeg det seneste år har været i biografen færre end tolv gange, og det betyder, at det nye kort, jeg snart modtager med posten, er sølvfarvet i stedet for gyldent.

Siden 'Iron Man'-maraton i april har vi fuldstændigt undgået det store lærred - men i aften har vi taget hul på en ny sæson. Og hvilket hul?!




Jeg har fulgt 'Buried' siden de første informationer blev frigivet på nettet og glædet mig som en gave, der skal pakkes op af et lille barn.
De seneste dage har jeg undret mig meget over, hvorfor anmelderne kun har givet tre & fire stjerner, når de alle sammen er enige om, at de ikke har kedet sig ét sekund af de 90 minutter, vi befinder os i trækisten med den levende begravede Paul Conroy. Alene dét må være topkarakter værd.

Alle mine forventninger blev indfriet!
Filmens meget få virkemidler bliver udnytter til fulde. Mobiltelefonen, som Paul Conroy har med sig i graven er en genistreg. Både video, billeder & samtaler tages i brug - for slet ikke at tale om det faktum, at batteriet har kortere levetid end hovedpersonen selv. Who to call?
Lyset i Paul Conroys kiste kommer fra fire forskellige lyskilder: en lighter, en mobiltelefon, et knæklys & en lommelygte. Disse giver fem skarpe farver fra sig: orange, blå, grøn, hvid & rød. Sammen med de opfindsomme kameravinkler skaber kulørerne hele tiden interessante rum, som spiller flot op til handlingen.

De sidste minutter af 'Buried', hvor ørkensandet fosser ind gennem kistelåget, er så åndeløst spændende, at jeg overvejede hvorvidt, det var mig, der var levende begravet.

Læs også Mejses indlæg om vores dejlige aften

tirsdag den 5. oktober 2010

Kurvfulde af Kinderæg

Faldt lige over dette fotografi, vi tog ved Bageren i Saltum:

I øvrigt samme bager som forhandler to kilos Trøfler & Træstammer på størrelse med... træstammer.

søndag den 3. oktober 2010

Mors kødgryder

Mejse & jeg tog Arthur med på en dejlig tur til Nykøbing Mors i fredags. Følgende fotografi er taget i én af byens små hyggelige parker nede ved havnen...


... det forestiller en sovende Arthur & en gabende farmand.
Den seneste uge er det meste af fritiden gået med at forberede det halvtimes show, som Jesper Paakjær & jeg var blevet bestilt til at optræde med for Morsø Gymnasiums elever.
Paakjær & jeg mødtes på gymnasiet og begyndte at skrive sammen. Vi spillede til en del arrangementer dengang men er også et par gange siden blevet hentet tilbage.
Denne gang havde vi fornøjelsen af at spille for samtlige elever i Morsø Teaters store amfisal. De fine rammer skulle naturligvis udnyttes, så vi fik Mejse til at sy et bagtæppe til os af rød/hvid-stribet stof fra Ikea plus matchende tøj i form af ærmer & en t-shirt.

Hun gav også en hånd med i foldningen af coverne til denne ep, som jeg selv har tegnet for- og bagside til:

Her er en video med vores nyeste sang 'Lever & ånder for kød' - optaget til showet i fredags.





Det er i øvrigt sandt, at min Snøffelelskende lillebror, Mikkel, spiser Frosties med fløde til morgenmad.