onsdag den 30. juni 2010

Zombiefilm for børn

Efter at have set Zack Snyders fantastiske '300' i biografen for nogle år siden, købte jeg hans debutfilm på DVD; genindspilningen af zombieklassikeren 'Dawn of the Dead'. Jeg blev med ét bidt af de levende døde, og siden har jeg spænet rundt med armene foran kroppen & fråde om munden for at få stillet min sult.

Når jeg finder en zombiefilm til rimelig pris køber jeg den! Og det er ikke kun på grund af underholdningsværdien, selvom genren for det meste karakteriseres som værende latterligt B. Dog må selv en inkarneret fan jo nok krybe til korset og indrømme, at der alt for sjældent er særligt meget kød på - bortset, naturligvis, fra lemlæstede kroppe & de efterhånden obligatoriske store patter.

Den canadiske 'Fido', som jeg købte i Blockbusters byttebørs for en 20'er i forgårs, er seneste skud på (hjerne)stammen, og den overraskede positivt! Den foregår cirka 30 år efter en verdensomspændende katastrofe, hvor stråler fra rummet vækker de døde til live. En stor krig på liv & død & omvendt & så videre opstår, men takket være dr. Hrothgar Geiger vinder menneskeheden. Som tak overtager hans firma, Zomcon, verdensmagten for at opretholde sikkerheden. Zombierne er nemlig ikke alle udraderede - de bliver blot holdt stangen ved hjælp af et halsbånd, og bliver på denne måde brugt som slaver. Historien begynder, da den ensomme dreng Timmy får en ven for livet i zombien Fido. Men da Fidos halsbånd en dag kortslutter, og han æder nabokonen tager det hele fart...

Der er en positiv tendens i dag til at fokusere mere på tiden efter en epidemi end selve udbruddet. Der er mange gode historier, når man fortæller, hvordan de levende levende har lært at leve med de levende døde. De følelsesmæssige dilemmaer strækker sig ud over det obligatoriske kæmp-mod-én-som-du-har-kær-øjeblik, når man ikke kun koncentrerer sig om kød & blod.

Vi har at gøre med noget så sjældent som en familie-zombie-film. Handlingen fokuserer på børn, og de mange farver, som i øvrigt giver en god kontrast til zombiernes grå hud, er stærke. Desuden er der begrænsede mængder splat!
På trods af gode anmeldelser er 'Fido' en af de største box office-fiaskoer nogensinde. Det giver mening, fordi den er så svær at placere: få forældre lader deres børn overvære kannibalisme, og det moderne zombiepublikum søger ikke familievenlighed. Jeg synes det er en rigtig god lille film, og jeg kan mærke, den bliver et vigtigt led i Arthurs kulturelle opdragelse.


søndag den 27. juni 2010

En lille oase i Botanisk Have

Jeg synes, Botanisk Have forandrer sig hele tiden på denne årstid. Det er som om, grus & asfalt gror op igennem græsset og skaber nye veje. Som om træerne går til side og afslører skjulte steder, som har ligget hengemt i årevis.

I dag var jeg heldig at være der, da det skete! Vi var netop kommet ud fra en altid overvældende tidsrejse i Den Gamle By, hvor man let og elegant har sprunget de danske krige mod preusserne & tyskerne over, og gået direkte fra midt 1800-tallet til 1960. Vi går i parken. Pludselig hører jeg lyden af knasende tør bark, knirkende grene og raslende blade, da en tilgroet indkørsel kommer til syne. Jeg smider alt, hvad jeg har i hænderne, og Mejse løber febrilsk efter Arthurs barnevogn, som er på vej ned ad bakken mod væksthusene.
Jeg går ind!

Spændt på, hvor jeg vil ende, følger jeg den graffitidekorerede mur. Jeg frygter, det blot er endnu en indgang til Botanisk Have fra et boligblokområde - men jeg har en anelse. Jeg håber, vejen vil ende blindt.
Og dét gør den!

Det perfekte gemmested! Men nogen er kommet mig i forkøbet. Som hieroglyffer i en pyramide er der spraydåsetegnsprog hele vejen rundt på den fire-fem meter høje mur. To store grønne affaldscontainere minder mest om kister i sammenhængen. Et mystisk gravkammer, skjult af træernes skygge, men dog fuldt oplyst fra oven.

Graffitien & en mindre bunke brosten ved indgangen leder tankerne hen på demonstrationer i ungdommens navn.

Ved den bagerste container ligger en sammenkrøllet chipspose, som giver genskin af solens stråler. Jeg kniber øjnene sammen og ser med ét tegn på, at dette ikke blot er et sted, man kommer & går. To sofahynder er sirligt placeret side om side på et leje af brædder helt inde i hjørnet. En komfortabel hyggekrog? Et soveværelse?? Eller blot affald, som containeren ikke kan rumme???
Nu hvor jeg sidder og ser billederne igennem, kan jeg ikke lade være med at spekulere på, hvilke hemmeligheder bladbunkerne & containerne gemmer på. Og hvem hemmelighederne tilhører.

Jeg har i hvert fald fundet mit nye yndlingssted i Botanisk Have - jeg håber, jeg kan finde det igen engang!

lørdag den 26. juni 2010

Et barns behov

Arthur har ikke sovet siden klokken 7:00 i morges.
Vi har skiftet ham, trykket ham på maven, skiftet ham igen, taget ham på vores egne maver og gået rundt på plænen. Mejse har givet ham mad. Jeg har haft ham med på Vesterbro Torv for at handle ind. Han ville bare ikke sove.
Men nu, otte timer efter sidste lur, går jeg ind i soveværelset efter at have skrevet om 'Kristers Oplevelser', og der ligger de...


Er de ikke dejlige?! Nå, jeg har travlt - jeg skal nå at være med!

Kristers Oplevelser

Ind imellem får jeg en mail fra to nørder ved navn Kristian Pedersen & Jakob Fredslund. De skriver, at de har færdiggjort endnu en stribe i serien 'Krister Oplevelser'. Jeg kan næsten ikke vente med at læse, hvilke situationer den ranglede unge mand med skægstubbene og det gigantiske hoved er havnet i - men det kan jeg som regel blive nødt til, for der skal nemlig være god tid & ro.


De to tidligere matematikstuderende fra Aarhus Universitet fandt på Krister i starten af 90'erne under deres forelæsninger. Det kan undre én, at to naturvidenskabsmænd har kastet sig over et kunstnerisk projekt - oven i købet ét, som er så sprogligt betinget. Svaret er ganske enkelt: fordi Krister kun ytrer sig i palindromer.

Krister taler ikke medmindre hele boblen staves ens forfra som bagfra, og hvis ikke det er matematiknørdet, ved jeg ikke hvad?!
Ansvaret for seriens handlinger ligger således hos de andre karakterer samt omgivelserne. Krister er blot observatør og kommentator.
For eksempel udbryder Krister et sted: "Genert vil Viggo røre gustne Hanna?! Hent sugerør og giv Liv tre neg!" Hvad der lægger forud vil jeg ikke komme ind på, men blot anbefale dig at læse Kristers Oplevelser 37 'Fest i Kristers kollektiv'

Udover at være tilgængelige på nettet, blev der trykt to undergrundsalbums, som jeg gudskelov nåede at få fat i, inden Kristian Pedersen & Jakob Fredslund fik udgivet et flot hæfte ved Politisk Revy i oktober 2009. 'Seks nøgne sirener i seng ønskes' kan købes på William Dams Boghandel for bare 115 kroner.

I øjeblikket opdateres siden, efterhånden som en ny serie bliver færdig, og man kan ligesom jeg tilmelde sig et nyhedsbrev. Forhåbentligt bliver det til et tredje undergrundsalbum inden så længe.

Jeg husker det, som var det i går


I går fredag lånte vi Morten Hedes rustrød/hvide Toyota Carina og drog nordpå til mit kære barndomshjem i Strandby. Det vil sige; vi droppede højresvingét ind gennem byen og kørte direkte op i det lokale klubhus, hvor vi var blevet inviteret til fest til ære for min lille bror. Han sad som sædvanlig og brokkede sig kræsent over den mad, der var bestilt. Der er nemlig kun tre ting, han vil tage i sin mund (selvom han rent sprogligt ikke er i stand til det): bubød med gis (rugbrød med leverpostej), basghetti med kødsovs samt naturligvis nusdenterbrød. Og...
Næ, hov, der er noget galt! Lad mig tænke engang: vi lånte Hedens bil og kørte til Strandby, fordi vi skulle til fest for Mikkel - tjek, tjek, tjek. Men hvornår skete resten...?
I guder, det er femten år siden, den bette skid løb rundt på græsset i Grønnegade med krum hals & høj pande (takket være den stormende hvirvel). I går var han en velnæret ung mand med udvokset adamsæble og hovedbunden gemt væk under en hvid hue med blåt bånd.

Hele familien var samlet, og de havde alle sammen gaver med. Jeg husker, jeg i sin tid blev meget overrasket over hvor indbringende sådan en studenterfest var. Det var næsten bedre end fødselsdag.
Vi havde selvfølgelig også en pakke med. Torsdag var jeg nede i Boghandleren på Strøget for at finde en passende bog til en ung mand, som til dagligt ikke læser andet end M!-bladet (og så lektier, selvfølgelig, men det er jo et overstået kapitel indtil videre).
På boghandlerens anbefaling endte jeg med at købe Mads Kastrups novellesamling 'Mandefald', og umiddelbart er den også værd at sætte tænderne i. Det blev den i hvert fald takket være indpakningen.


Mikkels gave (den nederste af de to - den Anne'n er til min kusine, som er blevet rød student) pakkede jeg ind i guldfarvet silkepapir og skubbede den ind i et afmålt hylster af brunt karton. Dertil klippede jeg en stor hvid klat på et stykke papir og priktegnede krymmel på i de fleste af regnbuens farver samt skrev 'Til nusdenten Mikkel Pedersen!'.
Den snart 20-årige knaldhat var naturligvis for ivrig til at gennemskue designet, og rev alting i stykker for at komme ind til gaven. Men sådan skal det jo være med gaver. Heldigvis nåede jeg at få et billede af den inden!

Som en ekstra overraskelse tog vi to store pakker Karen Volf-snøfler med til kaffen. Vi havde ledt både i Bilka og Brugsen og oven i købet fået at vide, at de var udgåede til fordel for en noget dyr 10-styks. Men i SuperBest på Vesterbro Torv, som vi altid ender med at besøge på umulige indkøbsture fandt vi de lyserøde papæsker med den nyslåede nusdents livret.

fredag den 11. juni 2010

Lærestreg i regningen

Da jeg cyklede afsted i morges - første arbejdsdag i vuggestuen efter 14 dages barsel - så jeg cirka sådan ud:

Jeg skriver 'cirka', fordi jeg halvvejs ude af cykelkælderen besluttede mig for også at skubbe kasketskyggen ned for øjnene, så ingen kunne kende mig. Jeg var rimeligt flov over min tekstile tilstand! Men jeg må også erkende, at jeg nåede fra det sydvestligste centrum til Århus N tørfodet og -hovedet.

Men da jeg så klokken 16:00 skiftede dagens sidste aflønnede Libero og fik fri, blev jeg enig med mig selv om at lægge ponchoen til side og se lidt fornuftig ud sådan en fredag eftermiddag ned igennem et travlt Latinerkvarter. Men allerede før jeg nåede den permanente på cykelstien langs regionaltoget kunne jeg godt mærke, at Himmerigs bruser piskede både hurtigere & hårdere, end først antaget.

"Pyt!" tænkte jeg og fræsede igennem den for at komme hjem så hurtigt som muligt.

Da jeg nåede det eksotiske Latinerkvarter, var regntiden efterhånden skyllet ind. Der var næsten ingen mennesker at se, og de få jeg så, har med garanti ikke tænkt, at jeg var spor fornuftig.

Endelig hjemme fik jeg med besvær trukket de nu totalt mørkerøde Conversesko af mine sjaskende sokker. Mine bukseben var godt snavsede af al den mudder, cykeldækkene havde kastet op. Jeg var helt igennem våd! Sjovt nok var det eneste jeg trængte til et bad.

Jeg har netop fået mig tørret og er trukket i det skabslune nattøj, som jeg sidder med min varme Acer på skødet og skriver dette indlæg.
Hvad der blev af regntøjet? Det ligger i en Faktapose på min bagagebærer og har sikkert ikke fået en dråbe vand...

torsdag den 10. juni 2010

Alternativ til agurkesalat

Der sker uforklarlige ting med én, når man venter et barn. Man får behov som i enhver anden situation vil blive betragtet som socialt uacceptabele - hvem kender ikke historierne om Kvinden & de Syltede Agurker?! Min kæreste Mejse droppede cornisjonerne og fik i stedet en syelig trang til nål & tråd. Jeg troede, jeg var sluppet igennem nåleøjet, indtil jeg på selve ve-aftenen tog mig selv i at sidde på YouTube og spille luftguitar til temaet fra 'Power Rangers' for fjerde gang i træk.

Det gik op for mig, at jeg i løbet af de sidste ni måneder havde fået et enormt behov for at gå på opdagelse i gamle tv-serier fra dengang, børnefjernsyn endnu var pegefingerløftende og moraliserende, og hvor skurken altid forsvandt i en regn af gnister.

Der var ikke meget kød på 'Power Rangers' - men det der var, slugte jeg råt! Vi fik aldrig TV3, så jeg måtte tage med Peter hjem fra skole for at følge med i de regnbuefarvede karate-robot-dinosaurers eventyr. Han fik også the Movie på VHS, og hvilken film?! Der var især noget med en slimgrøn snotklat, som skurkebossen harker flere meter afsted, som åbenbart må have gjort et stort indtryk på mig - for det er det eneste, jeg erindrer idag.

I det hele taget har jeg svært ved at huske, hvad der gjorde de der 'Mighty Morphin Power Rangers' så fantastiske, men jeg tror det var deres personligheder contra dragterne. Så ens, og alligevel så forskellige! Den røde var lederen, det siger sig selv, den sorte var naturligvis neger, den gule asiat, den lyserøde en lækker dulle og den blå bare kedelig. Jo, farven gjorde en del, men en anden væsentlig detalje var visiret i deres hjelme. Læg bare mærke til billedet ovenover.
Og så var der selvfølgelig den føromtalte temasang! Den er aldrig, aldrig, aldrig blevet overgået i coolness - selvom 'Pokèmon' var meget tæt på. Der findes utallige klip med 'Power Rangers' på YouTube, og man kan sågar se hele episoder og sæsoner - det er jeg ikke sikker på, jeg vil opfordre til, men jeg vil på det allerkraftigste anbefale dig at se denne video og se den til ende. Luk øjnene og nyd musikken!

tirsdag den 8. juni 2010

I once was Lost, but now...

Det sidste afsnit af ABCs Spændingsserie 'LOST' er netop rullet over skærmen. I mit tilfælde computerskærmen. Siddende bag denne har jeg trofast fulgt de overlevende - og afdøde - fra Oceanic Airlines 815 i 121 nervepirrende timer. Hver uge har jeg higet & søgt på det gamle internet efter det nyeste afsnit i bedst mulige kvalitet; grynet, under konstant buffering, med oppoppende annoncer overalt og hver halve time afbrudt af sort pauseskærm, fordi jeg glemte at flytte fingrene fra mit neglebidende tandsæt for at skubbe til musen.
Men hellere dét end at vente et helt halvt år på den danske DVD-udgivelse!


Slutningen var ikke som forventet. Gudskelov! Jeg ved egentlig ikke, hvad jeg havde forventet, men som sæson seks skred frem, frygtede jeg blot at få svar på alle de spørgsmål, der i så mange år har gjort mig totalt lost. Denne 'Final Season', som den officielt kaldes, har været actionfyldt og dramatisk, men har ikke budt på de store plottwists, som serien er så berømt for - sikkert fordi der har været så mange spørgsmål at besvare og løse ender at binde sammen. Vanen tro viser det sig dog til sidst, at twistet hele tiden har været der og bare vokset sig større, uden vi har anet det.
Den endelige skæbne for de mange mennesker, som i 2004 styrtede ned på en alt andet end øde og måske i virkeligheden slet ikke nogen ø, vil uden tvivl dele vandene. Jeg er vild med den!

Men hvad så nu?

Heldigvis har det altid været hensigten at opbygge en fankultur, og skaberne har virkelig gjort sig umage undervejs. 'LOST' har i højere grad end nogen anden serie forvirret sit publikum ved at holde informationer tilbage lige til det sidste. Det holder gang i gætteriet, men selvfølgelig har man været nødt til ind imellem at løfte sløret en anelse. Dette har man gjort ved hjælp af såkaldte easter-eggs; hemmelige koder i interviews, skjulte logoer i delvist relaterede projekter og avancerede onlinespil som udover internettet tager telefonopkald, tv-reklamer, radiotransmissioner og avisannoncer i brug.
Der findes sågar en hel encyklopædi over serien ved navn 'Lostpedia', og én af forfatterne bag flere af opslagsværkets artikler har nu startet projektet 'Knowing LOST' - en velskrevet føljeton omhandlende to af de overlevende passagerer, som ikke er centrale i serien.
Konceptet kendes fra videospillet 'Lost: Via Domus' og afsnit 14 fra sæson 3; 'Exposé', hvor historien udspiller sig omkring interessante karakterer, som blot ikke har den store indflydelse på selve mytologien. Derved bibeholdes hele universet, uden for mange afsløringer eller ændringer.
Derudover har 'Knowing LOST' naturligvis allerede i første episode et ægte plottwist, som bestemt er serien værdig.

Jeg glæder mig til at læse videre på Sam McPhersons fanfiktion og kan kun anbefale den til de, der ligesom jeg søger at få udfyldt det tomrum, som er opstået efter 'The End'